bruskfisk

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

bruskfisk, Chondrichthyes, omfatter tre hovedgrupper: hajer, rokker og havmus. De tre grupper har mange fællestræk, hvorved de adskiller sig fra benfisk: Skelettet består af brusk, som oftest er forkalket. Munden er en stor tværspalte på undersiden af hovedet, hvilket har givet gruppen navnet tværmundede. Tænderne er ikke fastvokset til kæberne, men sidder i vævet. Skællene er udviklet som hudtænder, der er opbygget af dentin og emalje. Alle finnestråler er uleddede, og finnerne kan ikke foldes ned; hos hannerne er bugfinnerne omdannet til et parringsorgan; halefinnen er usymmetrisk med den øverste del størst. Den ret korte tarm er forsynet med en spiralfold, der forøger det fødeopsugende areal.

Bruskfisk har ingen svømmeblære. Sidelinjesystemet er på hovedet udformet med såkaldte lorenzinske ampuller; disse kan opfatte det svage elektriske felt, som omgiver alle fisk, hvilket gør bruskfisk i stand til at opdage byttet, selv når det er nedgravet i bunden. Hos mange bruskfisk, dog ikke havmus, findes bag hvert øje et sprøjtehul, der fører ind til svælget; sprøjtehullet er forsynet med en lille gælle. Hos hajer og rokker ses på hver side af hovedet fem-syv gællespalter; disse er hos havmus dækket af et gællelåg. Bruskfiskene omfatter ca. 800 arter.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
11/10/2010
Oprindelig forfatter
JNie
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki