mider

Bygningstræk og udvikling

Hos miderne er der ikke nogen opdeling i forkrop og bagkrop. Der er op til seks par ben; de to forreste par er omdannede, så de fungerer som munddele, og de fire øvrige benpar er gangben. Munddelene er i reglen enten klosakse, eller de er tilspidsede. Huden på både krop og ben er udstyret med et væld af hår og sanseorganer. Mider orienterer sig i omgivelserne vha. berøring og kemiske sanser. Visse arter kan skelne lys og mørke, men ellers er mider blinde. Åndingen sker gennem huden eller, hos de lidt større arter, gennem særlige rør, trakéer.

Mider lægger æg. Af ægget klækker en larve, som ligner de voksne, men som kun har tre par gangben. Efter op til tre nymfestadier med fire benpar dannes voksne hunner og hos de fleste arter også hanner. De parrer sig og lægger æg. Hos nogle arter kan nymfestadierne springes over, og hos andre er det andet nymfestadium meget anderledes og fungerer som hvile- eller spredningsstadium.

© Jakob Sunesen

Mider. Husstøvmide (Dermatophagoides pteronyssinus).

Levevis

Mider er parasitter, rovdyr eller planteædere; mange er knyttet til nedbrydningen af organisk materiale, fx i jord. I vand findes vandmider (Hydrachnidae), som kan svømme vha. børstehår på benene. I jord og visne blade lever der pansermider (Oribatidae), ofte mange tusinde, op til 100.000 pr. m². Nogle få midearter fra gruppen Mesostigmata angriber skadedyr på drivhusafgrøder og benyttes til biologisk bekæmpelse. Stort set alle landlevende dyr og planter parasiteres af en eller flere midearter.

Hos mennesker er hårsækmider (Demodex folliculorum og D. brevis) almindelige. De sidder fastsuget på cellerne inde i de hudkirtler, der danner hudfedt, og findes i varierende antal hos alle mennesker, flest hos ældre personer og især ved næsen. Fnatmider (Sarcoptes scabiei) forekommer af og til. De graver gange i de øverste hudlag og forvolder hudsygdommen fnat. De øvrige mider, der kan angribe mennesker, stammer fra andre dyr, fx duemider fra duereder, fuglemider fra fuglereder, pelsmider fra hunde og skovflåter (se flåter) fra vilde pattedyr. Se også augustmider.

De mider, der konstant lever i vore boliger, gør os ikke noget, men de er så tæt på os i det daglige, at nogle mennesker udvikler allergi over for bestemte stoffer fra miderne. Bedst kendt er husstøvmiderne (Dermatophagoides pteronyssinus, D. farinae og D. microceras). Husstøvmider æder hudskæl og bruger muligvis hudskællenes indhold af hudfedt som energikilde. I danske boliger har husstøvmiderne en synkroniseret udvikling, som gør, at de tilsyneladende skifter hud samtidig. Undersøgelser tyder på, at de allergiske astmaanfald finder sted, netop når miderne skifter hud og dermed frigiver partikler til luften, vi indånder. Se også husstøvmideallergi.

© Jakob Sunesen

Mider. Melmide (Acarus siro).

I fugtige boliger lever husmiden (Glycyphagus domesticus), som sommetider kan klække i massevis fra et hvilestadium og ligne hvidt støv, der bevæger sig. Også dværgmider (Tarsonemus sp.) er almindelige indendørs. Lagermider ses mest i forbindelse med fugtige madvarer og foderstoffer, hvor de lever af bakterier og svampe. Lagermider (Lepidoglyphus destructor, Tyrophagus putrescentiae og Acarus siro) er kendt som årsag til allergi, især hos mennesker, der arbejder med grovvarer som hø, halm, korn og frø. Tidligere forekom i husholdningerne ofte melmider i mel, sveskemider i tørret frugt og ostemider i ost. I dag, hvor madvarer ikke opbevares så længe, er det et sjældent fænomen.

Se videoklip: Jordmide. Rød fløjlsmide eller jordmide (der er flere meget ens arter i slægten Trombidium) er uhyre almindelig på jordbunden mellem gamle blade og muld. Det er et rovdyr, der lever af andre små leddyr, bl.a. andre mider og skolopendre. Den kaldes undertiden postbud pga. farven. © Eidos Wildlife