sanktbernhardshund

© Søren Wesseltoft Foto

Sanktbernhardshund.

sanktbernhardshund, (efter herberget Grand-Saint-Bernhard i de schweiziske alper), stor og massiv hund med et mægtigt hoved; skulderhøjden for hanner er mindst 70 cm, for tæver mindst 65 cm. Den glatte og let bølgede pels er middellang, dog kort på hovedet, halen er busket; endvidere findes helt korthårede sanktbernhardshunde. Pelsfarven er hvid med store røde pletter eller med ensfarvet mørk ryg. De hvide aftegninger skal ifølge standarden findes på bl.a. bryst, poter, blis og hale.

Senest fra anden halvdel af 1600-t. har munke fra herberget i Store Sankt Bernhard-passet holdt hunde, som de brugte til at finde folk, der var faret vild i det uvejsomme terræn eller var blevet begravet af snemasser. Der er ingen sikre vidnesbyrd om, at de var udstyret med tønder om halsen, eventuelt har de på sadler medbragt forplejning til de forkomne. Sanktbernhardshundens nuværende udseende skyldes især avlsarbejde i England, der indledtes i anden halvdel af 1800-t.; racen blev nu gjort større og tungere, og pelsen blev længere. Sanktbernhardshunden er af sind rolig, og den stiller særlige krav til motion.