aber

© Thomas Hjejle Bredsdorff

Aber. Stamtræ, der viser abers og halvabers evolution. På Kridt-Tertiær-grænsen (dvs. grænsen mellem Kridt og Paleocæn) for 65 mio. år siden uddøde en stor del af Jordens dyreliv, bl.a. forsvandt dinosaurerne. På kort tid opstod mange nye pattedyrsformer, bl.a. halvabers og abers fælles forfædre. Tidligt skilte de to grupper sig ud fra hinanden; på stamtræet er halvaberne vist til venstre og aberne til højre. Spøgelsesabernes forfædre opstod allerede i tidlig Eocæn for ca. 50 mio. år siden. I Oligocæn fandtes aber både i den ny verden (Amerika) og den gamle verden (Europa, Afrika og Asien). På grund af kontinenternes bevægelse fra hinanden blev de isoleret i to grupper og har siden udviklet sig uafhængigt af hinanden. Vestaberne, fx brøleaber og edderkopaber, findes i dag i Syd- og Mellemamerika, mens østaberne, fx marekatte, bavianer og menneskeaber, findes i Afrika og Asien. Menneskeabernes forfædre opstod sandsynligvis i Miocæn; en tidlig form var Proconsul, der kendes som fossiler fra Østafrika. Den havde mange af de træk, der i dag kendetegner gruppen; ingen hale, en relativt stor hjerne og en særlig slags kindtænder.

aber, Haplorhini, udgør sammen med halvaberne (Strepsirhini) pattedyrordenen primater (Primates) og regnes for de højest udviklede inden for denne gruppe. Aber inddeles i spøgelsesaber (Tarsii), vestaber (Platyrrhini) og østaber (Catarrhini). I alt findes der 149 arter inkl. mennesket, fordelt på 8 familier og 39 slægter. De mindste aber vejer 100 g (dværgsilkeabe), de største 200 kg (gorilla). Spøgelsesaberne har tidligere været henført til halvaberne, men regnes i dag for egentlige aber pga. avancerede bygningstræk i bl.a. kraniet. Aber adskiller sig fra halvaberne ved fx at have en tør (behåret) snude, et fladt ansigt med kort snudeparti samt en stor hjerne.

Aber findes i tropiske og subtropiske områder i Amerika, Afrika og Asien. Den lille bestand af berberaber på Gibraltar menes at være indført af mennesket fra Nordafrika, hvor de har deres naturlige udbredelse. De fleste aber holder til i trækronerne, men enkelte har tilpasset sig et liv på jorden, fx bavianer og husaraber. Aber er oftest sociale og lever i grupper på op til flere hundrede individer, dog lever spøgelsesaber, gibboner og orangutanger alene eller parvis.

Sammen med den sociale levevis er opstået et veludviklet kommunikationssystem, som hos mennesket har nået sit højeste stade. Det er rigt varieret og består af lyde, positurer og ansigtsudtryk. Fx skelner edderkopaber og marekatte i deres advarselslyde mellem farer fra luften og farer fra landjorden, silkeaber kan give oplysninger om forskellige fødeemners kvalitet, og chimpanser kan give hinanden meddelelse om situationer, der er overstået, fx om, hvor de før har fundet føde eller mødt en slange. Abers lugtesans er svag og indgår kun i ringe grad i kommunikationen. Synet er veludviklet, og aber er dagdyr i modsætning til de fleste halvaber. Kun de sydøstasiatiske spøgelsesaber og de sydamerikanske nataber er nataktive. De fleste aber er altædende, men med overvægt af planteføde. De er dog alle i større eller mindre grad afhængige af animalsk føde, fx insekter og små hvirveldyr; chimpanser tager endog større pattedyr som antiloper og andre aber.

Symbolik

I forskellige kulturer og religioner har aber særdeles forskellig betydning. Positiv i fx det gamle Egypten, hvor man havde ærefrygt for dem, og i hinduismen, hvor abeguden Hanuman også i nutiden dyrkes som en af de populæreste guder, og hvor aber er et hyppigt syn i hellige områder. Negativ i fx kristendommen, hvor de kædes sammen med forfængelighed (en abe med et spejl i hånden), gerrighed og synd. Satan, der frister Eva med frugten fra kundskabens træ, er i den ikonografiske tradition undertiden fremstillet i en abes skikkelse. Satan efteraber Gud; en lænket abe er symbol på, at synden er overvundet. I Grundtvigs poetiske, kristne univers er aben et vrængbillede, et symbol på det hedenske og kulturelt reducerede menneske.

© AKG

Aber. Mange forskellige fremstillinger af tre siddende aber, der på pantomimisk vis udtrykker: ikke tale, ikke se, ikke høre, fik i 1900-t. stor udbredelse i den vestlige verden. Dette lille stykke nips er af tysk fabrikat, udført i støbt metal midt i 1900-t. Symbolet er af asiatisk oprindelse. På japansk betyder ordet saru både 'abe' og 'ikke gøre noget'; efter buddhistisk tankegang skal det sidste tolkes som ikke at foretage sig noget ondt. Derved bliver aberne et billede på det menneskelige ideal hverken at sige, se eller høre noget ondt. En anden legende fortæller, at de aber, som guderne sendte til Jorden for at skaffe oplysninger om menneskene, skulle være stumme, blinde og døve for ikke at røbe deres ærinde.

I dagligsproget kan begrebet "abe" bruges om en nar og en efterligner ("abekat", "abekattestreger"), om dumhed og uoriginalitet ("at efterabe") og om en beruselse ("en halv abe" om en halv flaske snaps).