gibboner

© Colourbox

Gibboner. Hvidhåndet gibbon (Hylobates lar).

gibboner, Hylobatidae, familie af små, syngende menneskeaber på 5-12 kg, hvis overvejende frugtædende hanner og hunner har samme størrelse og lever i territoriale kernefamilier (monogami). Gibboner inddeles i 14 arter grupperet i fire underslægter, som ifølge det molekylære ur adskiltes for 5-10 mio. år siden.

De er udbredt i Sydøstasiens regnskove fra Bhutan i vest over Thailand og Vietnam til Indonesien i sydøst. Gibboner mangler hale i lighed med de øvrige menneskeaber. Størrelsen varierer fra en længde på 90 cm og en vægt på op til 8 kg hos den største af arterne, siamangen (Hylobates syndactylus), til 50 cm og 5,5 kg hos de øvrige arter. Hanner og hunner er lige store; hos nogle arter har de forskellig farve. Farverne varierer fra sort hos fx hulocken (H. hoolock) over brun, rød og cremefarvet hos ungkoen (H. agilis) til grå hos sølvgibbon (wauwau, H. moloch). Underslægten Hylobates uden sangstrubepose, med 44 kromosomer og syv arter, har den største udbredelse: fra Thailand i vest og Sydkina i nord til Indonesien i syd. Bunopithecus med en lille strubepose hos begge køn og 38 kromosomer omfatter kun én art, udbredt fra NØ-Indien til Sydkina. Nomascus med en lille strubepose hos hannen, 52 kromosomer og fem arter findes i Indo- og Sydkina. Endelig lever på Malajhalvøen og Sumatra Symphalangus, der kun omfatter den største art, siamangen, hvor begge køn har stor strubepose og 50 kromosomer.

Gibboner adskiller sig fra andre menneskeaber bl.a. ved deres mindre størrelse, hårde sædepuder og lange hjørnetænder. Som tilpasning til livet i træerne er de udstyret med meget lange arme. Adskillelsen mellem tommelfinger og håndflade går helt ned til håndleddet, hvorved gibbonerne får et godt greb om grenene. Gibboner tilbringer livet i træerne og bevæger sig omkring i armgang, evt. spring. På tykke træstammer går de med armene bredt ud som balancestænger.

Gibboner lever af modne frugter og unge blade og konkurrerer således mere med fugle og egern end med andre primater, der i høj grad tager umodne frugter og ældre blade. Gibboner lever parvis eller i små familiegrupper med en eller to unger sammen med forældreparret. De opretholder et territorium stort nok til at forsyne dem med modne frugter året rundt. Territoriet adviseres med høje sanglignende kald, der kan høres flere km væk. "Sangen" har også betydning for pardannelsen og parrets sammenhold. Hanner og hunner synger ofte duet i op til 15 min. om dagen. Kun Kloss' gibbon (H. klossi) og sølvgibbon har ingen duet og synger kun i forbindelse med territorieforsvar. Siamangen har en særlig resonanspose under hagen; den pustes op som en blæsebælg i forbindelse med sangen.

Hunnen føder en unge efter en drægtighed på 7-8 måneder. Hos siamangen overtager hannen opfostringen efter et år, og efter yderligere et par år er ungen uafhængig af forældrene. Skoven er gibbonernes livsgrundlag, og alle arterne regnes for truede pga. omfattende skovhugst. Den samlede gibbonbestand er faldet fra ca. 4 mio. i 1975 til ca. 100.000 i 1995. Jagt er derimod ikke et stort problem. Gibboner regnes for noget specielt blandt lokalbefolkningen pga. ligheden med mennesket og har flere steder status af noget overnaturligt.