marekatte

© Mathilde Foto/Kaj Halberg

Marekatte. Grøn marekat, hun med unge. gruppe: Østaber.

marekatte, gruppe af østaber, der er nærtbeslægtet med bavianer og makaker. De 20 arter opdeles i fem slægter: de egentlige marekatte (Cercopithecus), talapoin (Miopithecus), husarabe (Erythrocebus), sumpabe (Allenopithecus) og mangabeyer (Cercocebus). Opdelingen er dog omdiskuteret, og især mangabeyernes placering er tvivlsom; de regnes af nogle zoologer som nærmere beslægtet med bavianer og makaker end med marekatte.

Marekatte er mellemstore aber, der varierer i størrelse fra 32 cm og 1,2 kg (talapoin, Miopithecus talapoin) til 80 cm og 13 kg (husarabe, Erythrocebus patas). Alle arter har en hale af kroppens længde eller længere. Pelsfarven er meget variabel, også inden for den enkelte art, hvilket har givet anledning til opdeling i adskillige underarter.

Marekattene er udbredt i Afrika syd for Sahara. Den grønne marekat (Cercopithecus aethiops) har den største udbredelse og findes både på åben savanne og i åben skov. Husaraben holder ligeledes til i åbent land, mens de øvrige arter alle lever i skov, gerne tæt på vand. Allen's sumpabe (Allenopithecus nigroviridis), der først blev opdaget i 1907, opsøger gerne sumpede områder og kendes kun fra skovene omkring Congofloden. Nonneaben (Cercopithecus mona) holder ligeledes til i sumpede områder og regnes for den mest almindelige abe i mangrovesumpene omkring Nigerfloden.

Marekatte er dagaktive og lever fortrinsvis af frugter, blade og græsfrø, men tager også insekter og mindre hvirveldyr. De færdes i flokke på 10-20 individer, men flokke på flere hundrede forekommer hos især grønne marekatte. Hos husaraber er der kun én voksen han pr. flok, mens de øvrige marekatte lever i flokke med flere hanner og 2-3 gange så mange hunner. Kernen i flokkene udgøres af hunner med unger. Hunnerne føder én unge, sjældent tvillinger, efter en drægtighed på 5-6 måneder. Hannerne forlader flokken, når de bliver kønsmodne, mens hunnerne normalt bliver i flokken. Husaraber og grønne marekatte betragtes mange steder som skadedyr og jages, når de i store flokke invaderer kornmarker og frugtplantager. En del af skovarterne jages desuden for kødets skyld, og flere arter regnes for truede pga. træfældning i deres udbredelsesområde.