Københavns Zoo. Isbjørn med 3 måneder gammel unge.
isbjørn, Ursus maritimus, bjørneart, som er nært beslægtet med brun bjørn. Isbjørnen er tilpasset livet i Arktis med sin hvide pels, små ører, lange hals og store forpoter, velegnede til svømning. Isbjørnen optræder cirkumpolart ved de arktiske haves kyster og tilbringer størstedelen af sit liv i nær tilknytning til isen.
Hanner vejer 400-600 kg, i visse tilfælde over 800 kg; hunner vejer 200-300 kg (maksimal vægt over 500 kg). Pga. store sæsonmæssige svingninger i tilgangen til føde kan den individuelle vægt svinge meget. Hanner måler op til 260 cm fra snude til halespids, hunner ca. 210 cm.
Føden udgøres af sæler, især ringsæl, men andre havpattedyr, fisk, fugle og vegetabilsk føde kan indgå i kosten. Isbjørnen æder især sælernes energirige spæk og er særlig godt tilpasset til fedtoptagelse og -fordøjelse.
Isbjørn, Arktis.
Parringen foregår i marts-maj. Hunnen er drægtig hvert tredje år, og som hos andre bjørne er der forlænget drægtighed. Som regel fødes to (sjældnere en eller tre) unger på 600-700 g. Fødslen foregår i perioden november-januar i et hi, der ofte placeres i snefaner ved kysten. Nogle steder graves hiet dog i jordbrinker eller i snefaner i drivisen. Når ungerne kommer ud af hiet i marts-april, vejer de 10-12 kg. De følger moderen i ca. 21/2 år, mens de lærer at fange sæler.
I alt findes ca. 30.000-40.000 isbjørne, der lever i mindre, delvis isolerede bestande. Isbjørnen er fredet i Rusland og ved Svalbard, men jages af inuit i Alaska, Canada og Grønland.
Se videoklip: Isbjørne træffes langt til havs. Denne hun med to store unger, der har nedlagt en klapmyds, blev filmet i den åbne havis ca. 100 km fra Nordøstgrønlands kyst. Isbjørnen kaster sig i det iskolde havvand og svømmer gerne lange strækninger; undertiden klassificeres den da også som et havpattedyr. © Eidos Wildlife
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| 26941078.wmv (1213.06 kB) Isbjørn. Isbjørne træffes langt til havs. Denne hun med to store unger, der har nedlagt en klapmyds, blev filmet i den åbne havis ca. 100 km fra Nordøstgrønlands kyst. Isbjørnen kaster sig i det iskolde havvand og svømmer gerne lange strækninger; undertiden klassificeres den da også som et havpattedyr. | Admin 24/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki