delfiner

Rutandsdelfiner

Rutandsdelfiner (Steninae) omfatter fire arter. Rutandsdelfinen (Steno bredanensis) er en oceanisk, tropisk art, der bliver 2,5 m lang. Tucuxi-delfinen (Sotalia guinensis) bliver 1,5 m; den lever i Amazonfloden og langs Sydamerikas atlanterhavskyst. Atlanterhavspukkeldelfinen (Sousa teuszi) lever kystnært i de tropiske og subtropiske havområder langs Afrikas atlanterhavskyst. I det tropiske Indiske Ocean og vestlige Stillehav lever den nærtbeslægtede indopacifiske pukkeldelfin (S. chinensis). Disse to arter findes til tider i flodernes nedre løb. Begge kan blive op til 3 m lange.

Egentlige delfiner

© Polfoto/N/A jupiterimages-Brand X Pictures

Delfiner. Øresvin (Tursiops truncatus) i fangenskab.

Egentlige delfiner (Delphininae) omfatter 16 arter. Øresvinet (Tursiops truncatus) er velkendt som den art, der hyppigst holdes i fangenskab. Det første egentlige delfinarium blev åbnet i USA i 1938. I Danmark blev der kortvarigt i 1970'erne fremvist øresvin i Zoologisk Have i København. Øresvinet er en meget variabel art, der findes i hele verden på nær de kolde polhave. De bliver 2,5-4 m lange. Man kender krydsninger mellem øresvin og rutandet delfin, halvspækhugger og Rissos delfin. Øresvin er registreret 18 gange i Danmark.

De almindelige delfiner (slægten Delphinus) lever i troperne og subtroperne og opdeles nu i kortnæbbet almindelig delfin (D. delphis) og langnæbbet almindelig delfin (D. capensis). Førstnævnte kendes fra Danmark (otte meldinger).

Nært til de almindelige delfiner knytter sig slægten Stenella med fem arter. Stribet delfin (S. coeruleoalba), langnæbbet delfin (S. longirostris) og pantropisk plettet delfin (S. attenuata) findes alle subtropisk og tropisk og bliver 2,5 m. Slægten rummer endvidere atlantisk plettet delfin (S. frontalis) og clymenedelfin (S. clymene), som findes i Atlanterhavet.

© Thomas Dahl Christensen

Delfiner. Mørk hvidskæving. Kaikoura, New Zealand, 2008.

En overgang til næbløse arter udgør slægterne Lagenodelphis og Lagenorhynchus, der har meget korte næb. Hvidskævingdelfin (Lagenodelphis hosei) er en 2,5 m lang tropisk og subtropisk art. Hvidnæsen (Lagenorhynchus albirostris) lever i Nordatlanten og bliver op til 3 m. Det er den mest almindelige delfin i danske farvande med 85 registrerede strandinger. En anden nordatlantisk art er den lidt mindre hvidskæving (Lagenorhynchus acutus), der foretrækker dybere vand, men alligevel er meldt nogle få gange i Danmark (seks strandinger). Yderligere fire arter lever i det nordlige Stillehav eller i den sydlige halvkugles tempererede have: stillehavshvidskæving (L. obliquidens), mørk hvidskæving (L. obscurus), sydlig hvidskæving (L. australis) og korshvidskæving (L. cruciger).

Rethvalsdelfiner

Rethvalsdelfiner (Lissodelphinae) mangler som de eneste delfiner en rygfinne. De bliver 2-3 m lange. Nordlig rethvalsdelfin (Lissodelphis borealis) lever i det nordlige Stillehav, og sydlig rethvalsdelfin (L. peronii) i sydhalvkuglens tempererede vande.

Cephalorhynchus-underfamilien

Cephalorhynchus-underfamilien (Cephalorhynchinae) er små, op til 1,7 m lange, kystlevende, marsvinelignende arter. Commersons delfin (Cephalorhynchus commersonii) findes ved Sydamerika og Kerguelen. Slægten omfatter desuden sydafrikansk eller Heavisides delfin (C. heavisideii), newzealandsk eller Hectors delfin (C. hectori) og sydamerikansk eller sort delfin (C. eutropia).

Spækhuggere og grindehvaler

© PhotoDisc

Delfiner. Spækhugger (Orcinus orca), den største delfin.

Spækhuggere og grindehvaler (Globicephalinae) omfatter otte arter. Spækhuggeren (Orcinus orca) er den største delfin; den kan blive over 9 m. Flokkene er meget stabile, og hver flok har sin egen dialekt. Arten er meldt strandet 30 gange i Danmark. Halvspækhuggeren (Pseudorca crassidens) er en tropisk oceanisk art på op til 6 m. Den er meldt strandet fem gange i Danmark. Almindelig dværgspækhugger (Feresa attenuata) og mangetandet dværgspækhugger (Peponocephala electra) er to sorte, tropiske arter, som bliver op til 2,7 m lange. Langluffet grindehval (Globicephala melas) lever i Nordatlanten og Sydpolarhavet. Den er registreret ti gange i Danmark. Kortluffet grindehval (G. macrorhynchus) lever i tropiske have og det nordlige Stillehav. Den meget specialiserede tropisk-subtropiske Rissos delfin eller halvgrindehval (Grampus griseus) er meldt to gange i Danmark. Irrawaddy-delfinen (Orcaella brevirostris) lever i Sydøstasiens store floder og indsøer og kystområder.

Læs også om brug af delfiner i kulturhistorien.

Klimaændringer tiltrækker delfiner fra varmere vande Havtemperaturen stiger Temperaturen stiger i havet omkring Danmark, og adskillige af havets dyr, der normalt forekommer længere mod syd, er ved at tage mere eller mindre permanent ophold her, mens andre bliver trængt længere mod nord. Der er ikke kun tale om fisk, det gælder også forskellige arter af delfiner. © Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller Delfiner. Antal delfinfund i danske farvande 1932-2006 fordelt på arter. I danske farvande er der konstateret 10 forskellige slags delfiner. De kan økologisk opdeles efter deres foretrukne levesteds temperatur og havdybde. I de seneste ca. 10 år er der dukket flere og flere individer af varmeelskende arter op i de danske farvande. To af arterne – almindelig delfin og rissosdelfin - har vi allerede tidligere haft besøg af, mens stribet delfin er "nyankommen" og blev dokumenteret for første gang i 1998. I et varmere hav vil nye arter komme til fra syd og andre arter - de, der knytter sig til det koldere vand - trække mod nord eller i værste fald måske gå til grunde. Gamle kendinge som torsken vil ikke længere kunne formere sig i Nordsøen, hvor der allerede nu er dokumenteret en hel række nye fiskearter, der normalt lever længere mod syd i varmere vande. Delfinperioder er varmeperioder Perioder med varme vandtemperaturer, som vi ser dem i dag, har vi haft tidligere (1865-80 og 1930-60), og også dengang kom delfinerne fra syd. Ved de skotske kyster har man i de seneste år sporet et begyndende skift fra arterne hvidnæse og hvidskæving til almindelig delfin og stribet delfin, og i mindre omfang kan man se de samme tendenser i danske farvande. Under en fremadskridende klimaforandring vil forekomsten af varmeindikerende delfiner til at begynde med bølge frem og tilbage, men herefter vil der kommer mere permanent udslag. Det kritiske stadie er nået, når pendulet ikke svinger tilbage igen, og delfinerne fra syd opholder sig året rundt i de danske farvande, formerer sig her og har fortrængt vores hjemlige små hvaler. © Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller Delfiner. Udvalgte delfinarters forekomst i danske farvande 1932-2006. Det generelle billede er, at delfiner i slutningen af perioden hyppigere observeres omkring Danmark. Det hænger sammen med de stigende havtemperaturer. For at spore et klimaskifte har man brug for det rette værktøj. Det er lange tidsserier af data indsamlet efter samme standard. De findes i form af temperaturmålinger og fiskeforekomster. Faunistiske registreringer og indsamlinger af strandede hvaler, der her i landet er gennemført og gennemføres i de naturhistoriske museers regi, er en hidtil overset kilde til at belyse klimaforandringer. Det danske strandingsnetværk i sin moderne form tog sin spæde start på Zoologisk Museum omkring 1980 og er siden 1993 blevet et fællesansvar for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Zoologisk Museum i København. Med andre ord er der tale om kun ca. 30 år med rimeligt sammenlignelige og gode oplysninger, og perioden falder nogenlunde sammen med temperaturstigningen i overfladevandet, der er målt siden 1985. Delfiner i gamle dage For at kunne gå længere tilbage i tid end 1980 er det nødvendigt at rekonstruere tidligere perioders delfinforekomster. Det kan forholdsvis nemt lade sig gøre for perioden umiddelbart før 1980 og nogle årtier tilbage, men er i princippet mulig helt tilbage til ca. 1780. Rekonstruktionen kræver dog et ihærdigt detektivarbejde i alternative kilder for at opspore data. Når delfinforekomsterne så er fundet, kræver det endvidere en sikker artsbestemmelse, og denne forudsætter en solid viden om de enkelte arters kendetegn. Delfinforekomsterne i danske farvande viser, at der ud over indeværende periode tidligere har været perioder med hyppigere forekomster af sydlige arter fra midten af 1930’erne til midten af 1950’erne. Data fra 1865-80 er endnu ikke bearbejdet, men viser samme tendens. Fund af dværgspækhuggeren fra 1944 er nærmest sensationelt, og rissosdelfins bebudede tilbagekomst i 2007 understreger delfinforekomsternes potentiale i klimaforskningen ved at kombinere en bagudrettet indsats for at rekonstruere tidligere fund med en fremadrettet indsats for at fastholde og udvide det nuværende beredskab. Det siger sig selv, at man selvfølgelig skal løfte ambitionsniveauet ud over den snævre nationale horisont, idet havgrænser, der af mennesker er udstukket i søkortene, selvfølgelig ikke har nogen biologisk relevans og betydning for delfinernes forekomst.