Rumænien - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Rumænien. De rumænske olieforekomster var i mellemkrigstiden blandt de betydeligste i Europa, men størstedelen af produktionen var på udenlandske hænder og bidrog således ikke synderlig til en udvikling af økonomien. Oliefelterne gjorde Rumænien til en værdifuld allieret for Tyskland under 2. Verdenskrig. Fotografi fra Prahovadalen ca. 1930.

Rumænerne anser sig for at være efterkommere af den dakiske befolkning, der på Romerrigets tid levede i Transsylvanien og i slettelandet nord for Donau.

Den ældste historie

Den romerske kejser Trajan oprettede år 106 provinsen Dacia nord for Donau og i Karpaterne, og den stedlige befolkning blev underkastet en systematisk romanisering. Det latinske sprog vandt hurtigt udbredelse, og senest 271 kom kristendommen til området. Under pres fra de fremtrængende goter måtte kejser Aurelian opgive provinsen, og 271-275 blev de romerske legioner og embedsmænd evakueret til provinserne syd for Donau sammen med byernes overklasse. Arkæologiske undersøgelser tyder dog på, at størstedelen af den dakisk-romerske befolkning blev boende, og kristendommen synes at have holdt stand. Nord for Donau virkede i 300-t. missionspræsterne Sava og Wulfila, der bl.a. prædikede på latin. Efter goterne blev det dakiske område behersket af hunnerne (fra 376), gepiderne (fra 454) og avarerne (fra 558). Under de skiftende herrefolk bevarede den dakisk-romerske befolkning af bjerghyrder og bønder tætte kontakter med Det Byzantinske Rige, særlig med provinsen Scythia (se Dobrogea), og romaniseringsprocessen blev først afbrudt, da rigsgrænsen ved Donau i 602 faldt for de slaviske stammers massive indvandring på Balkan.

Historisk oversigt
ca. 6500 f.Kr. ældste agerbrugskulturer
ca. 2300-600 f.Kr. bronzealder
ca. 600-300 f.Kr. thrakiske kulturer ved Sortehavet
ca. 300 f.Kr. keltisk indvandring fra Ungarn
106 e.Kr. kejser Trajan opretter provinsen Dacia nord for Donau
ca. 270 kristendommen kommer til området
271-75 goterne fortrænger romerne
300 t.-500-t. hunner, gepider og avarer behersker området
500-600-t. slavere bosætter sig på Den rumænske Slette
ca. 680 Bulgarien erobrer Den rumænske Slette
ca. 900 magyarerne erobrer Transsylvanien
1100-1200-t. tyske og ungarske indvandrere koloniserer Transsylvanien
ca. 1300-1350 Moldavien og Valakiet bliver de første rumænske stater
1500-t. fyrstendømmerne Moldavien og Valakiet bliver lydstater under Osmannerriget
1829 Moldavien og Valakiet bliver russiske protektorater
1856 efter Krimkrigen ophæves det russiske protektorat, og fyrstendømmerne kommer igen under osmannerne
1862 Alexandru Ioan Cuza forener fyrstendømmerne under navnet Rumænien
1878 Berlinkongressen anerkender Rumæniens uafhængighed
1913 2. Balkankrig, Rumænien erobrer de sydlige dele af Dobrogea fra Bulgarien
1919-20 Ved fredsslutningerne efter 1. Verdenskrig udvides Rumæniens territorium med bl.a. Transsylvanien og Bessarabien, hvorved landets areal mere end fordobles
1923 Rumænien får ny forfatning
1938 Carol 2. indfører kongeligt diktatur
1940 Carol 2. abdicerer til fordel for sin søn Mihai 1.; Ion Antonescu bliver den reelle magthaver. Rumænien tvinges til at afgive Bessarabien og Nordbukovina til Sovjetunionen, det centrale Transsylvanien til Ungarn og Syd-Dobrogea til Bulgarien.
1941 Rumænien træder ind i 2. Verdenskrig på Aksemagternes side
1945 Rumænien får Transsylvanien tilbage
1947 Rumænien bliver en kommunistisk folkerepublik
1965 Ceausescu kommer til magten
1989 kommunismens fald; Ceausescu og hans hustru henrettes
1990 Ion Iliescu vinder det første frie valg
2004 Rumænien bliver medlem af NATO
2005 Forhandlinger med EU resulterer i rumænsk medlemskab af unionen fra 2007

Slaverne bosatte sig også i Transsylvanien og på den rumænske slette, hvor de som agrarsamfundets overklasse kom til at påvirke den neolatinske befolkning meget. Da området i anden halvdel af 800-t. blev erobret af det nykristnede Bulgarien, blev kirkeslavisk liturgisk sprog, og kyrillisk det anvendte alfabet. Omkring år 900 blev Transsylvanien erobret af magyarerne. Slettelandet blev erobret af petjenegerne og derefter (fra 1100-t.) af kumanerne. Men disse begivenheder fik ringe indflydelse på den rumænske etnogenese, der kendetegnes ved, at det slaviske element gradvis smeltede sammen med det neolatinske befolkningsflertal.

Fyrstedømmerne

Rumænerne i Transsylvanien (ty. Siebenbürgen) var indtil fredsslutningerne efter 1. Verdenskrig en social underklasse, der politisk blev umyndiggjort af den toneangivende ungarske adel og af tyske kolonister, der indvandrede i højmiddelalderen. Derimod kunne rumænerne på sletten syd og øst for Karpaterbuen i 1300-t. danne deres egne stater. Mongolerstormen 1240-42 havde fordrevet kumanerne og rettet et hårdt slag mod både Ungarn og Bulgarien, og da mongolerne efterhånden selv blev svækket af indbyrdes stridigheder, udnyttede en række valakiske stormænd det opståede magttomrum til at danne fyrstendømmet Valakiet, der kom til at omfatte hele området mellem Donau og De Transsylvanske Alper. Denne første rumænske statsdannelse blev fuldbyrdet af fyrst Basarab 1., der i 1330 tilføjede den ungarske konge et sviende nederlag. Den næste rumænske statsdannelse var Moldavien, der blev oprettet øst for Karpaterne 1352-53 som en ungarsk grænsemark mod mongolerne. I 1359 erklærede hærføreren Bogdan 1. landet for uafhængigt af Ungarn, og Moldavien blev endeligt konsolideret som stat under Roman 1. (regerede 1391-95), der drev mongolerne ud og udvidede sit fyrstendømme til Dnestr og Sortehavet.

Både Valakiet og Moldavien profiterede af den livlige transithandel mellem Centraleuropa og Sortehavet. Undertiden valgte de at anerkende hhv. den ungarske og den polske konge som lensherre, men kulturelt orienterede de sig mod den ortodokse verden på Balkan, især Bulgarien, hvilket tydeligt fremgår af arkitekturen, kirkeornamentikken og de litterære genrer. Patriarken i Konstantinopel gav i 1359 sin velsignelse til oprettelsen af det første rumænske metropolitsæde i Valakiets hovedstad Curtea de Argeş, og i 1401 fik Moldavien sin egen metropolit i Suceava. Blandt de mange nye klostre blev de vigtigste lærdomscentre Vodiţa og Tismana i Valakiet og Moldoviţa og Bistriţa i Moldavien. Det kirkeslaviske sprog og det kyrilliske alfabet blev også anvendt i den verdslige forvaltning.

De rumænske fyrstendømmer deltog aktivt i kampen mod de fremtrængende osmanner, men måtte i det lange løb bøje sig for overmagten. Fra 1500-t. var både Valakiet og Moldavien sultanens tributpligtige lydstater. De bevarede dog et vist selvstyre under nationale dynastier og blev ikke udsat for samme undertrykkelse som de kristne folk syd for Donau. Michael den Tapre af Valakiet (1558-1601, regerede fra 1593) havde held til at skabe et kortvarigt Storrumænien, der også omfattede Moldavien og Transsylvanien. Hans ulydighed medførte, at sultanen tilsidesatte den dynastiske arvefølge og selv udpegede fyrsterne (se hospodar) blandt de indbyrdes rivaliserende bojarslægter (se bojar). I slutningen af 1500-t. blev de fleste rumænske bønder stavnsbundne fæstere. 1600-t. blev en relativt fredelig periode, præget af material fremgang og kulturel blomstring. I krigen mellem Rusland og Osmannerriget i Moldavien 1711 kæmpede rumænerne sammen med de russiske trosfæller. Som straf indsatte osmannerne 1711-1821 græske fanarioter som herskere i de to fyrstendømmer. Under fremmedherredømmet knyttede den rumænske elite i stigende grad sine forhåbninger til Rusland, der ved gentagne sejre over Osmannerriget opnåede adgang til Sortehavet 1774-92. I 1812 blev også Bessarabien indlemmet i Rusland, og efter freden i Adrianopel 1829 mellem Rusland og Osmannerriget blev de rumænske fyrstendømmer et russisk protektorat med vidtstrakte selvstyrerettigheder baseret på Det Organiske Reglement.

Ved fredsslutningen i Paris 1856 efter Ruslands nederlag i Krimkrigen ophævedes det russiske protektorat, og fyrstendømmernes autonomi under osmannisk overhøjhed blev i stedet garanteret af de syv signitarmagter. I 1859 valgte de rumænske landdage Alexandru Ioan Cuza til hospodar i både Moldavien og Valakiet, hvilket var i modstrid med garantmagternes anvisninger, og efter et længere diplomatisk tovtrækkeri kunne han i januar 1862 forene "Donaufyrstendømmerne" under navnet Rumænien. Det forenede fyrstendømme, der havde hovedstad i Bukarest, orienterede sig politisk og kulturelt mod Frankrig, og det kyrilliske alfabet blev nu erstattet af det latinske. Landboreformen 1864 betød, at Alexandru Ioan Cuza fik bojarerne og kirken imod sig, og i 1866 blev han tvunget til at abdicere. Der blev nu udarbejdet en ny forfatning med et tokammersystem, der gav storgodsejerne større magt, og som nyt statsoverhoved valgtes den tyske prins Karl af Hohenzollern-Sigmaringen. I 1881 blev han som Carol 1. kronet til konge, efter at Berlinkongressen 1878 havde anerkendt Rumæniens fulde uafhængighed af Osmannerriget og erhvervelsen af det nordlige Dobrogea med havnebyen Constanţa.

Kongedømmet

Forvaltningen og militærvæsenet blev nu moderniseret efter tysk forbillede. Jernbanenettet blev udbygget, og der blev også anlagt en olieindustri for udenlandsk kapital, men Rumænien vedblev at være et udpræget agrarsamfund. Det politiske liv var præget af korruption og nepotisme, og de toneangivende grupperinger i parlamentet var dels byernes liberale embedsmænd og forretningsfolk, dels de konservative storgodsejere, der sad på en væsentlig del af landbrugsjorden. Førsteprioritet havde det nationale spørgsmål, drømmen om at udvide kongeriget til også at omfatte rumænerne i Transsylvanien og Bessarabien. Man undlod at afhjælpe den sociale nød i den voksende landbefolkning, og resultatet blev i 1907 en omfattende bondeopstand, der brutalt blev slået ned. Under den 2. Balkankrig 1913 erobrede Rumænien det sydlige Dobrogea fra Bulgarien. Efter 1. Verdenskrigs udbrud 1914 var Rumænien i begyndelsen neutralt. Den nye konge, Ferdinand 1., erklærede i august 1916 krig mod Østrig-Ungarn; men efter angreb fra Centralmagterne og Bulgarien blev han tvunget ud af krigen i maj 1918. Den Russiske Borgerkrig og Østrig-Ungarns sammenbrud senere samme år gav imidlertid den rumænske regering mulighed for at gøre erobringer i både øst, nord og vest, og ved fredsslutningerne 1919-20 anerkendte de sejrende stormagter Rumæniens besiddelse af Bessarabien, Bukovina, Transsylvanien og størstedelen af Banatet. Dermed blev landets territorium mere end fordoblet.

Det nye Storrumænien stod over for betydelige nationale, sociale og politiske problemer. Af en befolkning på ca. 16 mio. indb. udgjorde rumænerne 72%. Den nye forfatning af 1923, der var baseret på 1866-forfatningen og levnede store beføjelser til kongemagten, gav almindelig stemmeret for alle mænd og samme rettigheder for alle etniske grupper. Men i realiteten blev de nationale mindretal behandlet som fremmede. Den vigtigste etniske minoritet var ungarerne (8%), der blev betragtet som den største trussel. Men man så også skævt til jøderne og tyskerne, der hver udgjorde ca. 4% og beklædte mange økonomiske nøgleposter; disse grupper var ellers indstillet på at samarbejde med regeringen i Bukarest og lod sig beredvilligt spille ud mod ungarerne. En nationalistisk brod havde også den vigtige jordreformlovgivning 1918-21, der omfordelte 6 mio. ha landbrugsjord og især ramte de russiske og ungarske godsejere i Bessarabien og Transsylvanien.

Trods beskyldninger om valgsvindel holdt Det Nationalliberale Parti sig ved regeringsmagten 1922-28. Valget 1928 gav sejr til Det Nationale Bondeparti, der dannede regering 1928-30 under Iuliu Maniu (1873-1953). Det politiske liv blev i 1930'erne præget af fascistiske og antisemitiske bevægelser, særlig Jerngarden. I 1938 indførte Carol 2. et kongeligt diktatur. Han blev 1940 tvunget til at abdicere til fordel for sønnen Mihai 1., og den virkelige magthaver var herefter general Ion Antonescu. Rumæniens udenrigspolitik var fra 1921 baseret på Den Lille Entente med Jugoslavien og Tjekkoslovakiet samt på en bilateral alliance med Polen; men i slutningen af 1930'erne orienterede regeringen sig politisk og økonomisk mod Tyskland. I 1941 indtrådte Rumænien i 2. Verdenskrig på Tysklands side og angreb Sovjetunionen. Da Den Røde Hær i 1944 nærmede sig Rumænien, blev "statsfører" Antonescu arresteret af kong Mihai, der optog kommunister i regeringen og erklærede krig mod Tyskland. Selvom Rumænien ved krigsafslutningen formelt stod på sejrherrernes side, måtte det afstå det sydlige Dobrogea til Bulgarien og Bessarabien samt det nordlige Bukovina til Sovjetunionen.

Læs videre om Rumæniens nyere historie.

Læs mere om Rumænien.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Rumænien. De rumænske olieforekomster var i mellemkrigstiden blandt de betydeligste i Europa, men størstedelen af produktionen var på udenlandske hænder og bidrog således ikke synderlig til en udvikling af økonomien. Oliefelterne gjorde Rumænien til en værdifuld allieret for Tyskland under 2. Verdenskrig. Fotografi fra Prahovadalen ca. 1930.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Jqrg43
09/06/2010
BlochP
24/11/2009
Redaktionen
10/11/2009
Oprindelig forfatter
HaBa
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki