Grækenland i oldtiden - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Grækenland i oldtiden. Græsk samhørighed kom til udtryk ved de store panhellenske fester. De Pythiske Lege blev afholdt ved Apollonhelligdommen i Delfi. Foruden en helligdoms faste inventar som tempel, skatkammer, teater og forsamlingshus rummede området også bl.a. butikker og værksteder til at servicere de tilrejsende besøgende. Fotografi fra 2004.

Omkring 1100 f.Kr. gik bronzealderkulturen til grunde, og den næste periode kaldes enten "de mørke århundreder" (ned til ca. 800), fordi vi ved så lidt om dem, eller "den geometriske tid" (ned til ca. 700), fordi det, vi ved, fortrinsvis bygger på keramik med malede geometriske motiver, ofte fremstillet i Athen. Betegnelsen "de mørke århundreder" er dog blevet gjort til skamme af de sidste årtiers udgravninger af uventet store bosættelser. I Lefkandi på Euboia har man således fundet en monumental over 30 m lang søjleomkranset bygning fra ca. 950 f.Kr.

Jernalderen

En af de vigtigste tildragelser i denne dunkle tid var, at en ny gruppe grækere kom til Peloponnes, formentlig fra Nordvestgrækenland og formentlig i 900-t. f.Kr. Måske var det kun nogle få tusinde, men de gjorde sig til herrer over hele Øst- og Sydpeloponnes, hvor befolkningen antog deres sprog (den doriske dialekt), mens dele af den tidligere græske befolkning blev trængt sammen i landskabet Arkadien. I samme periode var der også mange af de grækere, der tidligere havde beboet den græske halvø, der drog videre mod øst og bosatte sig i Anatolien, således at hele Lilleasiens vestkyst blev helleniseret og efterhånden regnet for en del af selve Grækenland.

Kolonisation og militærreform

Et nyt opsving satte først rigtigt ind i begyndelsen af 700-t., men da også på alle områder på én gang. Man lærte kunsten at skrive fra fønikerne og overtog deres alfabet. Digtningen var imidlertid stadig baseret på mundtlig tradition, og kernen af de store episke digte, Iliaden og Odysseen, blev formentlig skabt omkring 700 f.Kr., angiveligt af skjalden Homer. En ny stil i kunsten hentede inspiration fra assyrerne og fønikerne og kaldes derfor "den orientaliserende". Grækerne førte ustandselig krig indbyrdes, men slagene blev nu ikke som tidligere udkæmpet mellem beredne aristokrater, men mellem sværtbevæbnede infanterister, hoplitter, i tæt formation, falanks. Samtidig med denne militære reform førte indre stridigheder og en befolkningstilvækst i selve Grækenland til grundlæggelsen af flere hundrede kolonier i Middelhavet og Sortehavet og langs Ægæerhavets nordkyst. Se Hellas (hellenistisk kolonisation).

Bystatens fremvækst

I forbindelse med kolonisationen udvikledes en ny statsform, polis 'bystaten', og den kom til at dominere den græske verden helt frem til oldtidens slutning.

Historisk oversigt
ca. 800.000 f.Kr. Tidligste skeletrester, fundet i Petralona på Chalkidiki.
6000-t. f.Kr. Landbruget spredes på fastlandet og øerne.
ca. 3600 f.Kr. Bronzealderen begynder.
ca. 1900 f.Kr. Paladskulturen på Kreta opstår.
ca. 1650-1100 f.Kr. Den mykenske kultur.
ca. 1100 f.Kr. Bronzealderen slutter.
ca. 1100-800 f.Kr. Mørke århundreder. Den doriske vandring. Græske bosættelser i Lilleasien.
700-t. f.Kr. Den græske kolonisation begynder. Statsformen polis tager form. Kongedømmet afløses af styreformerne oligarki eller tyranni.
776 f.Kr. De første Olympiske Lege afholdes i Olympia, De Pythiske Lege i Delfi.
ca. 657-585 f.Kr. Kypseliderne tyranner i Korinth.
ca. 546-508 f.Kr. Peisistratiderne tyranner i Athen.
508 f.Kr. Kleistenes' reformer og indførelse af demokratiet i Athen.
499-494 f.Kr. Grækerne i Lilleasien gør oprør mod perserne.
490 f.Kr. Perserne besejres i Slaget ved Marathon.
480 f.Kr. Perserne besejres i Slaget ved Salamis.
479 f.Kr. Perserne besejres ved Plataiai; afslutningen på perserkrigene.
478 f.Kr. Det Attiske (Deliske) Søforbund dannes.
454 f.Kr. Det Deliske Søforbunds kasse flyttes fra Delos til Athen. Søforbundets stater reelt lydstater under athensk herredømme.
431-421 f.Kr. Den første periode af Den Peloponnesiske Krig mellem Sparta og Athen.
430-426 f.Kr. Pesten i Athen. Perikles dør 429.
421-414 f.Kr. Nikiasfreden; pause i Den Peloponnesiske Krig.
415-413 f.Kr. Athenernes felttog til Sicilien.
414-404 f.Kr. Anden periode af Den Peloponnesiske Krig.
404 f.Kr. Athensk nederlag i krigen. Det Deliske Søforbund opløses.
386 f.Kr. Kongefreden. Perserne sikrer sig herredømmet over de joniske bystater.
378 f.Kr. Det Andet Attiske Søforbund dannes.
371 f.Kr. Slaget ved Leuktra. Sparta lider nederlag til Det Boiotiske Forbund under Thebens ledelse.
362 f.Kr. Slaget ved Mantineia. Sparta lider atter nederlag til Det Boiotiske Forbund. Spartas magt endeligt knækket.
338 f.Kr. Makedonerne under Filip 2. slår grækerne i Slaget ved Chaironeia. Det Korinthiske Forbund dannes året efter.
334-325 f.Kr. Alexander den Store erobrer Perserriget.
323 f.Kr. Alexander den Store dør, og riget deles.
280 og 279 f.Kr. Henholdsvis Det Achaiske og Det Aitoliske Forbund dannes. Det Aitoliske Forbund dominerer hele Centralgrækenland.
214-205 f.Kr. Første Makedonske Krig mellem Makedonien og Rom.
200-197 f.Kr. Anden Makedonske Krig.
171-167 f.Kr. Tredje Makedonske Krig. Makedonien bliver romersk provins.
146 f.Kr. Det Achaiske Forbund kommer i krig med Rom. Korinth ødelægges, forbundet opløses, og dets område indlemmes i Makedonien.
88-85 f.Kr. Mithridates 6. fører krig mod Rom. Sulla plyndrer Athen og Delfi.
267 e.Kr. Herulerne ødelægger Athen.
395 e.Kr. Romerriget deles, og Grækenland kommer til at høre under Det Østromerske Rige.

Ved indvandringen havde grækerne bosat sig i regioner, også kaldet landskaber, fx Thessalien i Nordgrækenland, Boiotien i Centralgrækenland og Arkadien på Peloponnes. I løbet af arkaisk tid blev disse landskaber opsplittet i selvstyrende bystater: I Boiotien opstod over 20 bystater, i Arkadien mindst 30 osv. De fleste af øerne i Det Ægæiske Hav blev hver til én bystat, men fx den store ø Lesbos blev opdelt i fem bystater. Kun undtagelsesvis lykkedes det en enkelt lokalitet i et landskab at omskabe hele regionen til én (overdimensioneret) bystat. De to vigtigste eksempler er Athen, der underlagde sig hele Attika, og Sparta, der først erobrede hele Lakonien og siden hen også nabolandskabet Messenien.

I selve Grækenland og langs Lilleasiens vestkyst opstod mindst 700 bystater. Hertil kom nok hen ved 500 bystater grundlagt som kolonier langs Middelhavets og Sortehavets kyster, de fleste af dem i perioden ca. 750-500 f.Kr., fx Syrakus på Sicilien og Byzantion ved Bosporusstrædet. Alt i alt har der nok ca. 500 f.Kr. været hen ved 1500 græske bystater i hele Middelhavsområdet. Men samtidig med opsplitningen i bystater opstod der overalt store helligdomme, der i løbet af arkaisk tid blev fælles for alle grækere: Vigtigst var helligdommene i Olympia, hvor de første Olympiske Lege blev afholdt, angiveligt i 776 f.Kr., og i Delfi, hvor man afholdt De Pythiske Lege, og hvor Apollons orakel blev rådspurgt, bl.a. af dem, der påtænkte at drage ud og grundlægge en koloni.

Langt de fleste bystater var ganske små med et territorium på under 100 km2 og et borgerskab på færre end 1000 voksne mænd, altså højst 4000 borgere i alt, når kvinder og børn blev talt med. Men ud over borgerne var der i alle bystater to andre befolkningsgrupper: frie fremmede, der boede og arbejdede i bystaten uden at have politiske rettigheder, og slaver, ofte af "barbarisk", dvs. fremmed herkomst, der ingen rettigheder havde overhovedet. Meget få af byerne har haft flere end 10.000 indbyggere, og kun de mindste har haft under 1000 indbyggere.

I regelen havde en polis kun én by, som var bystatens religiøse, økonomiske og politiske centrum, men mange borgere, i nogle bystater endog flertallet, boede uden for bymuren i landsbyer eller flækker spredt ud over bystatens opland. Der var dog ikke noget skarpt skel mellem by- og landbefolkning. Mange byboere ejede jord på landet og måtte daglig vandre fra deres bopæl til deres jordlod og tilbage igen.

Erhverv

Grækerne var agerbrugere, og deres vigtigste afgrøder var korn (byg og hvede), vin, oliven, figner samt grøntsager. De vigtigste husdyr var geder og får. Som trækdyr brugte man okser og muldyr. At holde hest var en luksus, der var forbeholdt overklassen; menigmand måtte nøjes med et æsel eller et muldyr. Ved siden af landbrug var fiskeri det vigtigste erhverv, og fødens grundsubstans af brød og grød blev overalt langs kysterne suppleret med fisk, fortrinsvis tunfisk, sardiner og ansjoser.

Grækenland var oprindelig ret rigt på metaller, som imidlertid blev udvundet så effektivt i oldtiden, at der i minerne i dag kun er slagger og skakter tilbage. Der var jern i Lakonien, kobber på Cypern (deraf navnet), sølv i Attika, guld i Thrakien, og flere steder i Vestlilleasien kunne man udvinde elektrum. Kun tin (til bronze) måtte importeres langvejs fra, dels fra Cornwall i England, dels fra det centrale Lilleasien. Blandt landets naturrigdomme bør også nævnes marmor fra bl.a. øen Paros og bjerget Pentelikon i Attika. Tømmer var en mangelvare i selve Grækenland, men kunne skaffes fra skovene i Makedonien og Thrakien.

Mens landbrug fortrinsvis blev drevet af borgerne og deres slaver, deltog de frie fremmede overalt i håndværk og handel, og grækerne blev kendt for deres produktion af fx keramik, våben, skibe og utvivlsomt også mange andre varer, der ikke har sat sig arkæologiske spor.

Hver eneste by havde et torv, agora, og i alle mellemstore og store byer blev en væsentlig del af indbyggernes behov dækket ved torvehandel. Byboerne kunne ikke altid brødføde sig selv, og især i tilfælde af misvækst måtte de importere det korn, de skulle leve af. Kun i de mindste bystater havde man en subsistensøkonomi, hvor hver familie stort set producerede alle fornødenheder selv. Fra ca. 600 f.Kr. begyndte grækerne som de første i Middelhavsområdet at bruge mønter; først til betaling af lejetropper og afholdelse af offentlige udgifter, efterhånden også som et omsætningsmiddel i handelen.

Forfatningsudviklingen

I de mørke århundreder havde grækerne ifølge traditionen været styret af konger, men med bystatens fremvækst afløstes monarkiet af aristokrati. Kongen blev reduceret til en embedsmand, der fortrinsvis tog sig af kulten, mens magten, kratos, udøvedes af de bedste mænd, aristoi, i praksis af overhovederne for de ledende slægter, der tidligere havde siddet i kongens råd. Efterhånden afløstes fornem byrd af velstand som kriterium for at få politisk magt, og aristokrati omdannedes til fåmandsvælde, oligarki, hvor fuldt borgerskab i bystaten var betinget af, at man besad en formue af en vis størrelse.

Økonomiske og sociale kriser i 600-500-t. f.Kr. førte i mange bystater til, at overhovedet for en af de ledende slægter vendte sig mod sine standsfæller og opkastede sig til tyran. De mægtigste tyranner var kypseliderne i Korinth (ca. 657-585 f.Kr.), der grundlagde et netværk af kolonier langs Adriaterhavets østkyst. Det lykkedes dog aldrig for tyrannernes slægt at holde sig ved magten i mere end to eller tre generationer, og i slutningen af 500-t. f.Kr. blev alle tyrannierne omstyrtet, ofte med bistand fra Sparta. Styret blev nu enten oligarkisk som før, eller også indførte man demokrati, hvor magten kom til at ligge hos folket, demos, dvs. hos alle mandlige borgere. Athen blev i to generationer styret af tyrannerne Peisistratos og hans søn Hippias. Først i 510 f.Kr. fik aristokraten Kleisthenes med spartanernes hjælp fordrevet tyrannerne fra Athen, og to år efter stillede han sig i spidsen for de folk, som ikke tilhørte aristokratiet, og indførte et demokrati, som med to korte afbrydelser varede helt frem til 322 f.Kr. Se Athens demokrati.

Persere og hellenere

I 500-t. f.Kr. var der i Asien opstået en ny stormagt, Perserriget, og under kong Kyros 2. den Store, som regerede 558-529 f.Kr., blev alle de græske bystater langs Lilleasiens kyst tvunget til at anerkende persernes overhøjhed. I 499 f.Kr. gjorde grækerne oprør, men det blev slået ned, og den største af bystaterne, Milet, blev ødelagt i 494 f.Kr. Perserkongen Dareios 1. den Store sendte en straffeekspedition mod Athen, fordi byen havde støttet oprørerne. Men perserne blev besejret ved Marathon i 490 f.Kr., og bedre gik det dem ikke, da kong Xerxes forsøgte at erobre hele Grækenland 481-479 f.Kr. Perserne udslettede den lille spartanske styrke, der forsvarede passet ved Thermopylæ, men takket være den athenske eskadre under Themistokles lykkedes det den græske flåde at slå perserne afgørende i Slaget ved Salamis i 480 f.Kr. Xerxes førte en del af sin hær tilbage til Asien, og året efter vandt grækerne en afgørende sejr ved Plataiai i Boiotien over de tilbageblevne persiske styrker.

Athen og Sparta

Den alliance af græske bystater, der havde slået persernes angreb tilbage, gik i opløsning, så snart sejren var vundet, og Grækenland blev spaltet i to rivaliserende statsforbund: spartanernes Peloponnesiske Forbund, der trak sig ud af kampen, og athenernes Deliske Søforbund, som under den fortsatte krig mod Persien blev omdannet til et athensk imperium. Athen var desuden det førende demokrati i Grækenland, og i lydstaterne foretrak athenerne folkestyre og støttede de fattige. Spartanerne var derimod oligarkisk styret, og de hjalp ofte den velstillede del af en bystats borgerskab med at oprette eller fastholde en oligarkisk forfatning.

Rivaliseringen førte til Den Peloponnesiske Krig, som blev udkæmpet mellem de to statsforbund 431-404 f.Kr. En voldsom pest i 430-426 f.Kr. bortrev ca. en tredjedel af Attikas befolkning og berøvede i 429 f.Kr. athenerne deres leder, Perikles. Et mislykket erobringstogt mod Syrakus på Sicilien 415-413 f.Kr. fratog endvidere athenerne den overlegenhed, de havde haft i krigens første fase. Opgøret mellem Athen og Sparta endte med athenernes totale nederlag og Det Deliske Søforbunds opløsning.

De nye forbundstater

I den næste generation overtog Sparta Athens stilling som den ledende bystat i Grækenland, men spartanernes rolle som stormagt blev udspillet med to store nederlag til boioterne under Thebens ledelse, det første ved Leuktra i 371 f.Kr., det andet ved Mantineia i 362 f.Kr. Efter det sidste nederlag var der kun nogle hundrede spartanske fuldborgere tilbage. De store bystaters strid om herredømmet i Grækenland indvarslede også en ny epoke i bystatens historie. I landskab efter landskab sluttede bystaterne sig sammen og dannede forbund, hvor den enkelte polis kun var en delstat med begrænset suverænitet. Det kendteste eksempel er Den Boiotiske Forbundsstat, der var vokset frem i løbet af 400-t. f.Kr. Efter princippet del og hersk forsøgte spartanerne at dæmme op for denne udvikling, delvis i samarbejde med perserne. Perserkongen benyttede sig af de græske bystaters indre strid og kunne i 386 f.Kr. diktere grækerne den såkaldte Kongefred. Den gav atter perserne herredømmet over alle de joniske bystater og fastslog som princip, at alle græske bystater fra da af skulle være autonome. Spartanerne udnyttede freden til at opløse de største forbundsstater; men allerede kort efter nederlaget ved Mantineia var hen ved halvdelen af alle Grækenlands bystater atter samlet i forbundsstater, hvis grænser ofte svarede til de gamle landskaber: Boiotien, Fokis, Achaia, Aitolien osv.

Makedonien

Nord for Grækenland konsolideredes i midten af 300-t. f.Kr. kongeriget Makedonien, og under Filip 2., der regerede 360-336 f.Kr., blev landet til en stormagt. Efter en række sejre over de illyriske og thrakiske stammer mod nord erobrede Filip først alle de græske kolonier langs Det Ægæiske Havs nordkyst og greb derefter ind i forholdene i Grækenland. Athen fik mange af bystaterne samlet i en alliance mod Filip, og den athenske statsmand Demosthenes sammenlignede i sine taler truslen fra Makedonien med truslen fra Perserriget i århundredet før. Men den græske hær blev definitivt slået af makedonerne i Slaget ved Chaironeia i 338 f.Kr., og året efter blev alle bystaterne tvunget til at gå ind i Det Korinthiske Forbund under Filips ledelse. Grækerne forsøgte to gange forgæves at gøre sig fri af makedonernes overherredømme: første gang i 335 f.Kr. mod Filips søn Alexander den Store og anden gang i Den Lamiske Krig 323-322 f.Kr. umiddelbart efter Alexanders død. Efter det første opgør blev Theben ødelagt, og hele befolkningen solgt som slaver; efter det andet afskaffede makedonerne det athenske demokrati og lagde en makedonsk besætning på Akropolis.

Filip 2. var blevet myrdet i 336 f.Kr. og efterfulgt af sin unge søn Alexander den Store. I spidsen for en græsk-makedonsk hær erobrede han 334-325 f.Kr. hele Perserriget inklusive den vestligste del af Indien. På sit erobringstogt grundlagde han talrige nye byer, som for en stor del blev befolket med grækere og i hvert fald administreret af en græsktalende overklasse. Den største af disse byer var Alexandria i Egypten.

Den hellenistiske tid

I de næste to århundreder stod grækerne politisk i skygge af makedonerne, men hvad sprog, religion og kultur angår, var det makedonerne, der blev assimileret med grækerne. Kampen om herredømmet i selve Grækenland blev ikke længere ført af de store bystater, men af to ofte rivaliserende forbundsstater: Det Achaiske Forbund og Det Aitoliske Forbund, dannet eller rettere gendannet i hhv. 280 og 279 f.Kr. Det Aitoliske Forbund dominerede hele Centralgrækenland; året efter annekteringen af Sparta i 192 f.Kr. kom Det Achaiske Forbund til at omfatte hele Peloponnes. Stridigheder om bl.a. Spartas medlemskab af forbundet førte i 146 f.Kr. til krig med Rom. Samme år blev den achaiske hær slået af Quintus Metellus, og Korinth blev indtaget og ødelagt af Lucius Mummius. Det Achaiske Forbund blev opløst, og hele Grækenland blev en del af den romerske provins Makedonien.

Romertiden

Under romerne oplevede grækerne en fredsperiode, som med en enkelt afbrydelse kom til at vare frem til folkevandringerne ved oldtidens slutning. Under romernes krig i 88-85 f.Kr. mod Mithridates 6. af Pontos valgte athenerne at støtte den pontiske fyrste. I 87 f.Kr. gennemførte den romerske feltherre Sulla en belejring af Athen, og ved byens erobring i foråret 86 f.Kr. blev en stor del af befolkningen myrdet, Piræus afbrændt og selve Athen plyndret for mange af sine kunstskatte.

Grækenland blev i tidlig romersk kejsertid delt i tre provinser: Achaia, Macedonia og Epiros, mens byerne langs Lilleasiens vestkyst hørte under provinsen Asia. Bystaterne fik lov til at bevare et betydeligt selvstyre, og efter krigene i den hellenistiske tid oplevede grækerne et betydeligt økonomisk og befolkningsmæssigt opsving frem til 200-t. e.Kr., da pest og hungersnød ramte store dele af Grækenland, samtidig med at landet blev udsat for stedse heftigere angreb fra germanske stammer fra nord. I 267 e.Kr. drog herulerne hærgende gennem Grækenland og ødelagde bl.a. Athen, Korinth, Sparta og Argos. Germanernes plyndringer svækkede bystaterne både økonomisk og socialt, og med indførelsen af et bureaukratisk embedsmandsvælde under kejser Diokletian (284-305) forsvandt det selvstyre, der havde været den græske bystats kendemærke gennem næsten tusind år.

Læs videre om religion i oldtidens Grækenland eller læs om oldtidens Grækenland generelt.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Grækenland i oldtiden. Kystdemen Thorikos i det sydlige Attika var et af de større lokale centre inden for den athenske bystat i klassisk tid. Thorikos havde bl.a. en havn og et anseeligt teater. Desuden var byen en del af mineområdet i Laurion, hvor man udvandt sølv. På billedet ses et udvaskningsanlæg til malmen; i forgrunden ruinerne af huse, som formentlig har været opført til arbejdere ved minen.

© Dette billede må du ...

Grækenland i oldtiden. Man har fundet flere terrakottafigurer fra det antikke Grækenland, som viser mennesker i dagligdags situationer, fx en kok, en mand, der pløjer, og en kvinde, der ælter dej. Her ses en terrakotta, som forestiller et bageri. Figuren er fra 500-t. f.Kr. og findes på Louvre.

© Dette billede må du ...

Grækenland i oldtiden. Græsk samhørighed kom til udtryk ved de store panhellenske fester. De Pythiske Lege blev afholdt ved Apollonhelligdommen i Delfi. Foruden en helligdoms faste inventar som tempel, skatkammer, teater og forsamlingshus rummede området også bl.a. butikker og værksteder til at servicere de tilrejsende besøgende. Fotografi fra 2004.

Viser 4 af 4 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+339204.601.svg (353.18 kB)

Grækenland i oldtiden. Perserkrigene.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
28/01/2010
LVis
16/03/2009
Redaktionen
05/02/2009
Oprindelig forfatter
MHH
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki