Hellas

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Den personificerede Hellas bekranses af den vingede gudinde Nike til minde om hellenernes sejr over barbarerne i Perserkrigene (490-449 f.Kr.). Motivet var særlig populært i forbindelse med hellenernes kamp mod de barbariske makedonere under kong Filip 2., som regerede 360-336 f.Kr. Brudstykke fra apulisk vase fra ca. 340 f.Kr.

Hellas, grækernes (og nordmændenes) navn for staten Grækenland. På andre sprog bruges navnet Hellas kun om oldtidens Grækenland, og ordet hellenerne kun om grækerne i den klassiske oldtid.

Ifølge myten er Hellas opkaldt efter Hellen, Deukalions søn. Hans familie var den eneste, der overlevede den syndflod, som Zeus sendte i sin vrede over menneskenes utaknemlighed.

Siden Aristoteles har man peget på en anden forklaring, nemlig at navnet hellenes er beslægtet med selloi, som var en stamme i Epiros i det nuværende nordvestlige Grækenland (om lydveksling mellem h og s, jf. helios på græsk over for sol på dansk). Denne identifikation stemmer overens med den stadig fremherskende opfattelse af, at dorerne indvandrede nordfra og på deres vej mod Peloponnes passerede det nuværende Albanien.

Hos Homer er Hellas blot en egn i Thessalien, hvor sagnet siger, at Hellen bosatte sig, men allerede hos Hesiod (ca. 600 f.Kr.) betegner Hellas hele det græske fastland, og både Homer og Hesiod bruger udtrykket panhellenes ('alle hellenere') som fællesbetegnelse for grækerne.

Fra ca. 500 f.Kr. var Hellas det almindelige navn for landet omkring Det Ægæiske Hav og alle de græske byer langs Lilleasiens vestkyst fra Ilion i nord til Halikarnassos i syd. I hellenistisk tid brugte man undertiden betegnelsen Megale Hellas 'Storhellas' (latin Magna Graecia) som fællesbetegnelse for de græske kolonier i Syditalien og måske også på Sicilien.

Hellas i klassisk tid.

Hellas i klassisk tid.

Geografisk er der således følgende forskelle mellem oldtidens Hellas og nutidens Grækenland: På det græske fastland indbefattede Hellas den sydligste del af landskabet Epiros, men ikke landskaberne Makedonien og Thrakien. Desuden omfattede Hellas øerne i Det Ægæiske Hav og hele Lilleasiens vestkyst. I dag er Epiros delt mellem Grækenland og Albanien, og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien ligger i landskaberne Paionien og Dardanien nord for det antikke Makedonien, som ligger i det nuværende Grækenland. Thrakien er delt mellem Grækenland, Bulgarien og Tyrkiet, og Lilleasiens vestkyst er tyrkisk.

Hellenerne talte et indoeuropæisk sprog og var formentlig indvandret nordfra i flere omgange i løbet af 1000-t. f.Kr. Vor viden om Balkanhalvøens oprindelige folk hviler udelukkende på arkæologiske fund og nogle få sproglige levn, bl.a. navne med ugræske endelser som -nthos i fx Korinthos. Hellenerne kaldte dem pelasgere, og i klassisk tid var de tilsyneladende helt assimileret med hellenerne.

Hellenerne boede ikke kun i Hellas. I løbet af oldtiden bredte de sig ud over hele Middelhavsverdenen og Den Nære Orient i to store kolonisationsbølger, den første mod nord og vest i arkaisk tid fra ca. 750 til ca. 500 f.Kr., den anden mod øst i hellenistisk tid fra ca. 330 til ca. 200 f.Kr. Overalt hvor hellenerne trængte frem, grundlagde de byer, poleis, i arkaisk tid som selvstændige stater, i hellenistisk tid som administrative centre i kongerigerne. Karakteristisk for begge perioder er udvandrernes stædige fastholdelse af deres sprog og deres myter (men ikke altid af kulten), deres samfundsform (polis) og deres materielle og åndelige kultur (lige fra mønter og doriske templer til Homers digte) samt deres ofte ret arrogante bevidsthed om det at være hellenere og ikke "barbarer". Den hellenske fællesskabsfølelse spores bl.a. i bestemmelsen om, at kun hellenere måtte deltage i De Olympiske Lege, og den ligger bag de panhellenske idéer i 400- og 300-t. f.Kr. om et politisk og militært fællesskab mellem alle hellenerne, vendt mod barbarerne.

Det lykkedes dog aldrig hellenerne at skabe større stabile statsdannelser, men økonomisk og kulturelt fastholdt de deres fællesskab i en sådan grad, at det ret beset er forfejlet at tale om Hellas' og ikke om hellenernes historie og kultur i oldtiden: Mange af den græske kulturs største skikkelser kom ganske vist fra det egentlige Hellas, fx Thales fra Milet, Heraklit fra Efesos, Sokrates og Platon fra Athen, men Pythagoras havde sin skole i Kroton i Syditalien, Gorgias var fra Leontinoi på Sicilien, Aristoteles kom fra Stagira i Thrakien og Eratosthenes var født i Kyrene i Libyen. Det samme billede får man, når man ser på de materielle levn. I Delfi fx lå kolonierne Syrakus' og Massalias (Marseille) skathuse side om side med dem, som Korinth og Athen havde bygget. For den klassiske oldtids vedkommende er det fuldt berettiget at tale om en fælles hellensk kultur i hele Middelhavsverdenen og Sortehavsområdet fra Pantikapaion på Krim til Kyrene i Nordafrika og fra Fasis ved foden af Kaukasus til Emporion ved Pyrenæerne. Ved den hellenistiske periodes slutning omkring Kristi fødsel har der i selve Hellas, i Makedonien og i de mere end 500 hellenske byer, som var spredt ud over hele Romerriget, af en befolkning på i alt 70-100 mio. været måske hen ved en fjerdedel, der har haft græsk som modersmål og følt sig som hellenere.

Hellensk kolonisation

Hellas. Hellensk kolonisation.

Hellas. Hellensk kolonisation.

Ca. 750 til 500 f.Kr. udvandrede mange hellenere fra Hellas, og ved den arkaiske tids slutning lå de græske bystater langs Middelhavets og Sortehavets kyster "ligesom frøer omkring en dam", som Platon malende har udtrykt det. Et blik på kortet viser dog, at frøerne må have haft en tendens til at klumpe sig sammen, og at kolonisationen af Middelhavsområdet var delt mellem hellenerne og fønikierne. De græske kolonier lå tættest på Sicilien, i Syditalien, i Epiros og på øerne langs Adriaterhavets vestkyst, i Thrakien langs Det Ægæiske Havs nordkyst, på øerne i det nordlige Ægæerhav samt langs kysterne omkring Marmarahavet og Sortehavet. Langs Lilleasiens sydkyst og Afrikas nordkyst grundlagde hellenerne kun få kolonier, den kendteste var Kyrene i Libyen, og langs Spaniens og Frankrigs Middelhavskyst var Massalia den eneste koloni af større betydning. I arkaisk tid blev der formodentlig grundlagt ca. 500 kolonier. I den vestlige del af Middelhavsområdet var fønikierne dominerende, og på Sicilien, som var delt i en vestlig, fønikisk og en østlig, hellensk koloniseret del, kom det til alvorlige sammenstød mellem de to bystatskulturer. De mange krige mellem fønikierne, der var støttet af Karthago, og hellenerne, der var ledet af Syrakus, ophørte først, da øen i 241 f.Kr. blev gjort til en romersk provins.

Det var langtfra alle hellenerne, der deltog i den store kolonisationsbølge. Centrene for udvandringen var Jonien, Euboia, Isthmen og Nordpeloponnes, og de mest fremtrædende kolonisatorer var byerne Milet, Chalkis, Korinth og Megara, øerne Samos og Andros samt landskabet Achaia. Sparta grundlagde kun Tarent (706 f.Kr.), og Athen kun Sigeion (ca. 600 f.Kr.) og Chersonesos (ca. 560 f.Kr.). De eneste kolonister fra hele Nord-, Vest- og Centralhellas var dem, der i 679 f.Kr. rejste ud fra Vestlokris nord for Den Korinthiske Bugt og grundlagde byen Lokris i Syditalien.

Den ældste kolonisation udgik fra Euboia og især fra Chalkis. I Syditalien bosatte chalkiderne sig på øen Pithekoussai ca. 750 f.Kr., og Naxos blev grundlagt i 734 f.Kr. som den første chalkidiske koloni på Sicilien. Året efter kom korinthierne til Sicilien og grundlagde Syrakus. Den betydeligste koloni i Marmarahavet, Byzantion, blev grundlagt af Megara ca. 667 f.Kr., og de tre ældste kolonier i Sortehavet, Sinope på sydkysten og Berezan og Istria på nordkysten, blev alle grundlagt af Milet ca. 645-630 f.Kr.

I forlængelse af den oprindelige kolonisation fra selve Hellas fulgte senere en sekundær kolonisation, hvor de største af kolonierne selv grundlagde nye kolonier; fx grundlagde Syrakus selv fire kolonier på Sicilien: Heloros ca. 700 f.Kr., Akrai i 664 f.Kr., Kasmenai i 643 f.Kr. og Kamarina i 598 f.Kr. Nogle kolonier blev grundlagt af flere bystater i forening; således blev Mesambria i Sortehavet i ca. 510 f.Kr. befolket med borgere fra Megara, Byzantion og Kalchedon.

Bortset fra den allerførste kolonisation blev alle kolonierne grundlagt som bystater, poleis, eller de udviklede sig til bystater kort efter grundlæggelsen. Men polis var næppe en fuldt færdig statstype, som kolonisterne bragte med hjemmefra. Både som by og som stat kan polis udmærket godt være vokset frem i kolonierne før end i moderlandet. Fx blev de achaiske kolonier i Syditalien grundlagt som poleis i perioden ca. 720-650 f.Kr. af kolonister fra landskabet Achaia, der først selv blev urbaniseret og opdelt i bystater omkring 500 f.Kr. Det er bemærkelsesværdigt, at både byplanlægning og bymure har eksisteret i de vestlige kolonier i ca. 100 år, før de forekommer i selve Hellas.

De fleste kolonier var autonome stater, men det forekom ikke sjældent, at en moderby kun tilstod kolonisterne et begrænset selvstyre i den polis, de havde grundlagt. Således havde Korinth i tyrantiden under kypseliderne (ca. 657-585 f.Kr.) et helt imperium af kolonier langs Grækenlands vestkyst; hver af disse afhængige bystater var styret af en udsendt tyran, der som regel tilhørte kypselidernes slægt. De største af dem var øen Korkyra (Korfu) og byen Ambrakia i det sydlige Epiros.

I mange tilfælde er der arkæologiske spor efter hellenerne i en kortere periode før den egentlige kolonisation; kolonisationen var planlagt, og det blev almindeligt, at moderbyen, metropolis, rådspurgte oraklet i Delfi, før den sendte kolonisterne ud på deres færd. Enkelte kolonier blev grundlagt på privat initiativ, men normalt var det staten, der udpegede en kolonisator, oikistes, til at lede ekspeditionen, og ofte blev kolonisterne tvangsudskrevet; de blev borgere i den nye by og mistede samtidig borgerskabet i deres hjemby. Oikisten skulle lede grundlæggelsen af den nye by samt sørge for dens institutioner og love og forestå tildelingen af lige store jordlodder til alle kolonisterne. Han blev ofte boende i kolonien, og han blev i regelen dyrket som hero efter sin død.

Når kolonisterne drog ud, medbragte de ild fra moderbyens hellige arne, og de bevarede en vis kontakt med den især på det religiøse område. Det skete ikke sjældent, at moderbyen sendte nye kolonister til kolonien, og når datterbyen selv ville grundlægge en koloni, tilkaldte man gerne en oikist fra moderbyen.

De fleste af kolonierne blev grundlagt som agrarkolonier, dvs. byer med et frugtbart opland beboet af borgere, der levede af at dyrke den jord, de havde fået tildelt. Mange af kolonierne, bl.a. dem, som Milet grundlagde langs Sortehavskysten, var dog handelsstationer uden opland (emporier), der først senere udviklede sig til egentlige bystater; også Naukratis i Nildeltaet var i arkaisk tid en handelsstation, der i klassisk tid blev en selvstyrende polis. Oftest var det kun nogle hundrede kolonister, der drog ud fra moderbyen. Men ved fortsat indvandring og naturlig befolkningstilvækst voksede adskillige kolonier til anseelige bystater, og i 300-t. f.Kr. var fx Syrakus og Kyrene mindst lige så store og folkerige som Athen.

Kilderne viser, at grækerne kun nødigt forlod deres hjemstavn, og det var næppe eventyrlyst eller lokkende rigdomme i det fremmede, der var drivkraften bag kolonisationsbølgen. En af årsagerne var en befolkningstilvækst, som kan spores i store dele af Hellas fra ca. 800 f.Kr. Flere års misvækst kunne føre til hungersnød og dermed til relativ overbefolkning; det var grunden til, at Thera ca. 632 f.Kr. grundlagde Kyrene i Libyen. Overbefolkning var dog ikke den eneste årsag. Fx var det en strid mellem rivaliserende grupper i Sparta, der førte til, at den ene af grupperne udvandrede og i 706 f.Kr. grundlagde Tarent, og i Lilleasien var det persernes erobring af de græske byer, der i 545 f.Kr. fik en stor del af borgerne i Fokaia til at udvandre og grundlægge byen Elea i Syditalien.

Hellenernes forhold til den lokale befolkning varierede fra et næsten permanent fjendskab til en fredelig livsform, hvor hellenere og barbarer levede side om side i samme by. I næsten alle tilfælde førte koloniseringen efterhånden til en "hellenisering" af hele det omgivende opland.

Hellenistisk kolonisation

Hellas. Hellenistiske bygrundlæggelser.

Hellas. Hellenistiske bygrundlæggelser.

Hellenistisk kolonisation refererer til en udvikling, der indledtes af Alexander 3. den Store og videreførtes af først og fremmest seleukiderne og ptolemæerne. Denne anden kolonisationsbølge var på mange punkter væsentlig forskellig fra den første. Et vigtigt kendetegn var, at de fleste bygrundlæggelser skete i Asien, men lige så vigtige og mere tidstypiske var ændringerne i de berørte rigers militære organisation og landbrugsstruktur.

Alexander 3. den Store

Under sit felttog til Asien (334-323 f.Kr.) grundlagde Alexander et antal byer under navnet Alexandria. En senere kilde hævder, at der var tale om 70, og at de alle var centre for udbredelsen af græsk kultur blandt Asiens barbariske folkeslag; begge udsagn er overdrivelser.

I virkeligheden blev måske en snes byer grundlagt, alle øst for Tigrisfloden på nær én. Mange af dem var anlagt som garnisoner, der skulle bevogte militært vigtige punkter, forsvare større områder eller, som dem ved Tigris' og Eufrats mundinger, fungere som strategiske støttepunkter for det planlagte, men aldrig gennemførte felttog til Arabien. Nogle udviklede sig til større byer og handelscentre, mens andre forsvandt.

Alexandermosaikken. Alexander; udsnit af Alexandermosaikken.

Alexandermosaikken. Alexander; udsnit af Alexandermosaikken.

Alle grundlæggelser forudsatte, at territoriet kunne brødføde kolonisterne, som hovedsagelig var græske lejesoldater og makedonske veteraner, samt at lokalbefolkningen kunne tvinges til arbejde i landbruget. Kolonisterne bosatte sig frivilligt, men i flere tilfælde førte hjemlængsel eller utilfredshed til oprør.

Enkelte grundlæggelser var byer i egentlig forstand. Den berømteste er Alexanders første grundlæggelse, Alexandria i Egypten (331 f.Kr.), som blev anlagt i et rigt landbrugsområde. Den fik de ydre kendetegn på en polis: agora, templer, bymur etc. Græske og makedonske tilflyttere udgjorde byens privilegerede borgerbefolkning, mens den egyptiske underklasse hovedsagelig var beskæftiget i landbruget. Et folkeråd og andre regeringsorganer, bl.a. en folkeforsamling, blev formodentlig oprettet på Alexanders tid, men langtfra alle grundlæggelserne nød en sådan grad af selvstyre. Ai Khanoum, som blev anlagt i det nuværende Afghanistan i et intensivt dyrket område, var også en egentlig by med den græske bystats kendetegn. En af de indskrifter, som man har fundet i byen, er en kopi af en indskrift, der er opstillet ved Apollontemplet i Delfi.

Alexanders eksempel fulgtes af andre herskere. Attaliderne af Pergamon grundlagde en række byer under navnet Attaleia, Prusias 1. af Bithynien anlagde adskillige byer, som han kaldte Prusa, og dertil kom senere bl.a. Herodes den Stores bosættelser i Judæa.

Seleukiderne

Det mest omfattende kolonisationsprogram gennemførtes af seleukiderne, og det resulterede i en delvis hellenisering af Den Nære Orient. Deres grundlæggelser strakte sig fra Lilleasien til Baktrien og Sogdiana. Størstedelen af koloniseringen foregik under de første tre konger, Seleukos 1., Antiochos 1. og Antiochos 2., og forenede regenternes urbaniseringspolitik med dynastiske, militære og landbrugsmæssige hensyn. Der var to typer grundlæggelser: katoikiai og egentlige byer. Katoikiai var primært militære bosættelser i landområder med god landbrugsjord og en næsten stavnsbunden bondebefolkning laoi. De blev anlagt nær handelsruter og i militært vigtige områder, især i Lilleasien, men enkelte også øst for Taurusbjergene. Katoikiai udgjorde sammen med landsbyerne de væsentligste økonomiske og sociale enheder på landet. Kolonisterne, katoikoi, var hovedsagelig aktive soldater, først og fremmest makedonere, ofte tillige grækere og sjældnere asiater. Bosætterne fik kollektivt eller individuelt tildelt jordlodder kleroi; fx beordrede Antiochos 3. sidst i 200-t. f.Kr. forflytningen af 2000 jødiske familier fra Mesopotamien og Babylonien til forter og andre strategiske punkter i det urohærgede Lydien og Frygien, og han gav instrukser om tildeling af jordlodder, der skulle være fritaget for skat i ti år. Overdragelse af jordlodder gav kolonisterne og deres efterkommere ret til at dyrke jorden, ofte med anvendelse af lokal arbejdskraft, men til gengæld måtte de betale afgifter til kronen, som også beholdt ejendomsretten.

Hellas. Hellenistiske bygrundlæggelser.

Hellas. Hellenistiske bygrundlæggelser.

Nogle katoikiai, især i rigets østlige del, var tilknyttet et tempel eller en by. Når det sidste var tilfældet, kunne kolonisterne optages som borgere i byen. Således tildelte Smyrna ca. 243 f.Kr. borgerskab til katoikoi fra Magnesia ved Sipylus og fra det nærliggende fort Palaimagnesia.

Grundlæggelsen af katoikiai havde flere formål. Ud over at kongen på strategisk vigtige steder fik placeret en militær reserve, som kunne indkaldes i krigstid, blev landdistrikterne tilført arbejdskraft, der skulle sikre en effektiv udnyttelse af kronens jorder. Ved siden af de militære katoikiai fandtes adskillige civile, der hovedsagelig var beboet af asiatiske kolonister. Nogle katoikiai udviklede en vis form for selvstyre, som var sammenlignelig med byernes, og andre, især de som havde makedonske og græske indbyggere, blev til rigtige byer. Seleukos 1. grundlagde ifølge Appian "byer overalt i sit rige" og navngav de vigtigste af dem efter sin far (Antiochos), sin mor (Laodike), sine hustruer (Apameia og Stratonikeia) og sig selv. Navngivningen afspejlede kongernes dynastiske hensigter; de fremhævede kongeværdighedens personlige karakter samt kongefamiliens rolle som den forenende faktor i riget. Andre grundlæggelser blev opkaldt efter byer eller landskaber i Grækenland og Makedonien.

De egentlige bygrundlæggelser kunne være meget forskellige. Nogle, fx de gamle græske byer Smyrna og Efesos ved Det Ægæiske Hav, var gengrundlæggelser, andre var helt nye byer. Grundlæggelse kunne dog også dække over, at en by fik et nyt, dynastisk navn.

Som regel anlagdes byerne med et retlinet gademønster og blev forsynet med bymur og forskellige offentlige bekvemmeligheder. Organisationen lignede en græsk bystats; de havde egne love, et råd, embedsmænd og i nogle tilfælde en folkeforsamling, men reelt var de underlagt forskellige grader af kontrol. I bedste fald var de fritaget for at skulle betale tribut til kongen og var uden en garnison, i værste fald havde de en guvernør, epistates, med bl.a. militære og juridiske beføjelser. Skønt byerne fremstod som vigtige formidlere af græsk kultur, var koloniseringens effekt på helleniseringen af Asien begrænset.

Ptolemæerne

Også ptolemæernes kolonisation omfattede bygrundlæggelser. Byerne, som alle fik dynastiske navne, lå i besiddelserne på Peloponnes og i Lilleasien, Lykien, Pamfylien, Palæstina og Cyrenaika. Langt vigtigere og bedre kendt er imidlertid ptolemæernes bosættelsespolitik på egyptisk territorium, kongens private ejendom. Allerede Ptolemaios 1. Soter (305-283 f.Kr.) lod lejesoldater eller krigsfanger, primært af græsk-makedonsk herkomst, bosætte sig og tildelte dem kleroi på god, ikke fuldt udnyttet jord. Jordloddernes størrelse varierede fra 1,5 til 28 ha; de største tilfaldt en overklasse, der blev kaldt katoikoi hippeis 'ryttere'. Bosætterne, klerouchoi, var spredt ud over landet og havde pligt til at dyrke jorden og tjene som hærreserver; desuden skulle de betale afgifter til kongen. De bragte den græske levevis, nye dyrkningsmetoder og afgrøder, fx vin og oliven, med sig, og til forskel fra Seleukiderigets katoikoi blev kleroucherne bosat enkeltvis og derved indlemmet i den eksisterende sociale struktur, hvor de udgjorde en privilegeret klasse. I nogle tilfælde, fx ved indkaldelse til hæren, bortforpagtede de deres jord. Oprindelig var en jordlod personligt knyttet til modtageren, men fra ca. 250 f.Kr. kunne den gå i arv og fik dermed karakter af privat ejendom. I slutningen af 100-t. f.Kr. blev det tilladt egyptere at bosætte sig som kleroucher, og især egypternes overtagelse af store lodder i al-Fayyum skabte mishag hos de græske og makedonske bosættere, som nu kaldte sig katoikoi.

Der var flere fordele ved ptolemæernes bosættelsespolitik. Den tilvejebragte et eftertragtet militært potentiale, som ellers skulle have været hvervet udefra, og klerouchernes tilstedeværelse reducerede behovet for garnisonsbyer, ligesom kronen ved at tilbyde et permanent økonomisk grundlag sikrede sig deres loyalitet. Et af de vigtigste resultater af ptolemæernes politik var, at det lykkedes at udvide landets dyrkede landbrugsareal. 

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Den personificerede Hellas bekranses af den vingede gudinde Nike til minde om hellenernes sejr over barbarerne i Perserkrigene (490-449 f.Kr.). Motivet var særlig populært i forbindelse med hellenernes kamp mod de barbariske makedonere under kong Filip 2., som regerede 360-336 f.Kr. Brudstykke fra apulisk vase fra ca. 340 f.Kr.

Viser 6 af 6 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+25655461.601.svg (218.27 kB)

Hellas. Hellenistiske bygrundlæggelser.

Admin

05/02/2009

[+353343.601.svg (470.62 kB)

Hellas i klassisk tid.

Admin

05/02/2009

[+357597.601.svg (32.01 kB)

Admin

05/02/2009

[+366190.601.svg (155.2 kB)

Hellas. Hellenistiske bygrundlæggelser.

Admin

05/02/2009

[+366191.601.svg (232.81 kB)

Hellas. Hellensk kolonisation.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
10/09/2014
MHH
03/12/2012
Redaktionen
25/03/2010
Oprindelige forfattere
MHH
30/01/2009
ViGab
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki