Romerriget - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Romerriget. En romersk by bestod af selve bykernen og territoriet. Dette relief giver en rammende skildring af byens opdeling: Bag en høj bymur med porte ligger beboelseshusene efter en kvadratisk byplan, det såkaldte insula-system. Ude i territoriet lå landbrugsejendommene, villae rusticae. Relieffet, der stammer fra 1.årh. e.Kr., er fundet i Alba Fucentia, nuv. Albe øst for Rom; i dag er det på museet i Chieti.

Romerrigets historie inddeles traditionelt i fire perioder: kongetid, republikansk tid, kejsertid og den senere kejsertid, først og fremmest ud fra forfatningsmæssige kriterier.

Kongetiden strækker sig frem til 509 f.Kr., da den sidste etruskiske konge, Tarquinius Superbus, blev fordrevet, og den romerske republik etableret.

Republikken

Essensen i skiftet fra kongedømme til republik var, at kongens magt nu blev delt og uddelegeret, således at den lovgivende magt kom til at ligge hos folket på folkeforsamlingen (comitia), den udøvende hos de valgte embedsmænd (magistratus), mens en form for rådgivende myndighed tillagdes et råd af afgåede embedsmænd, Senatet (senatus). I de følgende århundreder frem til kejsertiden udvikledes dette system. Romerne betragtede tredelingen af magten som fundamental og mente, at den var den egentlige årsag til den styrke, som lå bag skabelsen af riget.

Historisk oversigt 
-509 f.Kr. kongetid
509-27 f.Kr. republikansk tid
509 f.Kr. den sidste etruskiske konge fordrives fra Rom
387 f.Kr. gallerne hærger Rom
272 f.Kr. den græske by Tarento erobres af romerne, som herefter har kontrol med hele Den Italiske Halvø
264-241 f.Kr. 1. Puniske Krig; resulterer bl.a. i etablering af Sicilien som den første romerske provins
218-201 f.Kr. 2. Puniske Krig; romerne besejres i 218 f.Kr. af Hannibal ved Cannae, men ender med at vinde krigen
149-146 f.Kr. 3. Puniske Krig; krigen ender med Karthagos totale ødelæggelse. Romerriget er herefter eneste magtfaktor i Middelhavsområdet
133-121 f.Kr. Graccherne forsøger at gennemføre jordreformer, men dræbes
91-89 f.Kr. Forbundsfællekrigen. Krigen ender med udbredelsen af romersk borgerret til hele Italia
88-82 f.Kr. borgerkrig mellem Marius og Sulla
60 f.Kr. det såkaldte 1. triumvirat (Pompejus, Crassus og Cæsar)
58-50 f.Kr. Cæsar erobrer Gallien
49-45 f.Kr. borgerkrig mellem Cæsar og Pompejus
44 f.Kr. Cæsar myrdes
31 f.Kr. Slaget ved Actium, Octavian besejrer Marcus Antonius
27 f.Kr.-ca. 250 e.Kr. kejsertid
27 f.Kr. Octavian antager titlen Augustus
9 e.Kr. tre romerske legioner udslettes i Teutoburgerskoven
69 borgerkrig, det såkaldte firekejserår
96 adoptivkejsersystemet indføres
166-173 og 177-180 markomannerkrige
212 Caracalla tildeler borgerret til alle frie mænd i Romerriget
250-480 den senere kejsertid
312 Konstantin anerkender og støtter kristendommen
330 Konstantinopel bliver hovedstad på linje med Rom
378 Slaget ved Adrianopel, hvor goterne besejrer romerne 
380 kristendommen bliver eneste tilladte statsreligion
395 deling af Romerriget i en vestlig og en østlig rigshalvdel
410 visigoterne under Alarik erobrer Rom
451 Slaget ved De Katalauniske Marker, hunnerkongen Attilas angreb standses
480 Julius Nepos dør, den sidste vestlige kejser

På folkeforsamlingen, som bestod af alle våbenføre mandlige borgere, blev lovene til, og her valgtes også embedsmændene. Afstemningsproceduren var betinget af formue, og i praksis havde de rige langt større indflydelse end de fattige. Antallet af valgte embedsmænd steg langsomt, og allerede ret tidligt aftegnedes et hierarkisk administrativt system.

Fornemme romere, som var rige nok til at påtage sig de ulønnede job som embedsmænd, indledte deres politiske karriere med det laveste trin på embedsstigen, kvæsturen. Kvæstors opgave var at forestå det offentliges regnskaber. Det næste trin var valg som ædil, hvilket indebar opsyn med selve byen Rom, afholdelse af offentlige fester og almindelige politiopgaver. Prætor, det tredje trin i karrieren, tog sig af retsvæsenet, og endelig kunne man, med de krævede intervaller mellem de enkelte embeder, i en alder af 42 år, nå det øverste trin, konsulatet. De to konsuler havde den øverste udøvende magt. De kunne give ordre ned i systemet, lede folkeforsamlingen og føre hæren i krig. Som afslutning på en lang karriere, men lidt uden for den normale magistratur kunne man blive censor. Censorerne fungerede omkring halvandet år og forestod offentlige licitationer, især af byggeri og skatteopkrævning. De kontrollerede også senatslisten og kunne udelukke senatorer.

Alle embeder, på nær embedet som censor, var etårige. En afgørelse krævede enighed, det såkaldte kollegialitetsprincip. I intervallerne mellem de enkelte embeder blev de afgåede embedsmænd sendt ud for at administrere de romerske provinser som guvernører, de såkaldte promagistrater.

Det er med denne relativt demokratiske struktur som basis, af romerne sammenfattet under betegnelsen senatus populusque romanus ('Senatet og det romerske folk'), at regionen omkring byen Rom, Latium, langsomt udvidedes. I en række kampe stækkedes de nærmestboende sabinere og volskere, og etruskerne trængtes tilbage mod nord. Den vigtige rival, Veji, blev erobret i 396 f.Kr., ni år senere var det endnu uudviklede Rom nær blevet løbet over ende af kelterne (gallerne). Internt var denne periode præget af stænderkampene mellem de indflydelsesrige patriciere og de fattige plebejere; de blev først bragt til ophør i 367 f.Kr. med de to stænders ligestilling. Ekspansionen fortsatte og gav anledning til en voldsom konfrontation mellem Rom og latinerne i 341 f.Kr., som endte med latinernes nederlag i 338 f.Kr.

Romerriget. Pragtkamé i onyx, kaldet Gemma Augustea, fra ca. 10 e.Kr.; Kunsthistorisches Museum, Wien. Kaméen synes ud fra sin størrelse (19 cm×23 cm) og fremragende kvalitet samt det allegorisk-monarkiske motivsprog at være fremstillet til kejserhoffet. I centrum troner Augustus, fremstillet som Jupiter, sammen med Roma (Rom) og hyldet af allegorier over land og hav. Tv. ses kejserens adoptivsøn, Tiberius, der stiger ned fra en triumfvogn, og den kyrasklædte kejserprins Germanicus. Det militære sejrsmotiv er yderligere understreget i det brutalt jordiske sceneri forneden, hvor romerske soldater rejser et sejrstrofæ og ydmyger overvundne barbarer.

Det romerske kerneland var hermed både politisk og socialt i ro, og i de følgende hundrede år udstrakte Rom sin magt til at dække hele Den Italiske Halvø (Italia). Det skete i ofte voldsomme kampe med især samnitterne 326-304 f.Kr., og kort efter, i 296 f.Kr., slog romerne en alliance af en lang række italiske folk ved Sentinum. I 272 f.Kr. faldt den sidste ikke-romerske by, den græske Tarento, som var blevet støttet fra Epeiros af grækeren Pyrrhos. Han var blevet slået afgørende allerede i 275 f.Kr., men hans forsøg på indblanding viser, at Romerriget nu blev betragtet som en magtfaktor i Middelhavsområdet. Hele Italia op til Pofloden i nord var nu romersk, og perioden frem til 146 f.Kr. blev præget af Roms ny status som stormagt.

Romerne kom nu i konflikt med Middelhavets anden store magtfaktor, Karthago, hvis indbyggere romerne kaldte punere. I alt udkæmpedes tre puniske krige (264-241, 218-201 og 149-146 f.Kr.). Især Den 2. Puniske Krig, som fra punisk side lededes af Hannibal, pressede romerne. I 218 f.Kr. led de et katastrofalt nederlag ved Cannae, men med en dristig strategi forlagde Scipio d.æ. krigsskuepladsen til Africa og afsluttede krigen til romernes fordel i Slaget ved Zama i 202 f.Kr. Karthago ødelagdes dog først i 146 f.Kr. ved afslutningen af Den 3. Puniske Krig, og på det tidspunkt havde romerne ganske langsomt bidt sig fast i hele Middelhavsområdet.

Under og i forlængelse af denne ekspansionsproces, som også omfattede omfangsrige kampe i Grækenland og Makedonien i begyndelsen af 100-t. f.Kr., oprettede romerne provinser, bl.a. Sicilien (241 f.Kr.), Sardinien (238 f.Kr.), i Spanien (198 f.Kr.), i Grækenland og i Nordafrika (146 f.Kr.). Snart efter havde romerne også provinser i Lilleasien (133 f.Kr.) og i Sydfrankrig (121 f.Kr.).

Omkring slutningen af 100-t. f.Kr. tegnede konturerne sig af et verdensrige, som dog netop nu rystedes kraftigt af social uro og borgerkrige. De dybere årsager hertil skal ses netop i den voldsomme udvidelse af den romerske magtsfære. Republikkens institutioner var indrettet efter at lede en relativt lille bystat, ikke et verdensrige. Brødrene Gracchus forsøgte sig med socialt orienterede jordreformer i 133 og 123 f.Kr., men begge brødre blev dræbt, da de gik det jordejende aristokratis interesser for nær. Som en udløber heraf gjorde italikerne oprør mod Rom for at opnå ligestilling 91-89 f.Kr. Denne såkaldte Forbundsfællekrig endte med, at romersk borgerret blev udstrakt til hele Italia, men gav også stødet til fortsat uro. Tiden prægedes af en række magtkampe, hvorunder den romerske hær kom til at spille en stadig større politisk rolle.

Med Sullas kamp mod Marius indledtes en 50-årig periode med borgerkrige. Sulla besejrede i 88 f.Kr. Marius og lod sig udråbe til diktator, men formåede ikke at reformere styret. I 60 f.Kr. forsøgte Pompejus, Crassus og Cæsar gennem en alliance, det såkaldte 1. triumvirat, at stabilisere forholdene, men i 49 f.Kr. brød en ny borgerkrig ud, denne gang mellem Pompejus og Cæsar. Efter sin sejr lod Cæsar sig udråbe til diktator, men blev myrdet i 44 f.Kr. uden at have formået at løse problemerne. Der var således åbnet for et nyt internt opgør.

Cæsars adoptivsøn, Octavian, og Marcus Antonius, som var i alliance med Egyptens dronning Kleopatra, tørnede sammen i Slaget ved Actium i 31 f.Kr. Octavian sejrede og stod nu over for den opgave at modernisere den romerske forfatning. At gribe til diktatoriske beføjelser, som Cæsar havde gjort, var udelukket. I 27 f.Kr. fik Octavian titlen Augustus, og i årene frem til sin død i 14 e.Kr. etablerede han langsomt en ny ledelsesform.

Romerske kejsere 
principat 
julisk-claudiske dynasti
27 f.Kr.-14 e.Kr. Augustus
14-37 Tiberius
37-41 Caligula
41-54 Claudius
54-68 Nero
68-69 Galba
69 Otho
69 Vitellius
de flaviske kejsere 
69-79 Vespasian
79-81 Titus
81-96 Domitian
adoptivkejserne 
96-98 Nerva
98-117 Trajan
117-138 Hadrian
138-161 Antoninus Pius
161-180 Marcus Aurelius
161-169 Verus
180-192 Commodus
193 Pertinax
193 Didius Julianus
193-197 Clodius Albinus
193-194 Pescennius Niger
Severerne 
193-211 Septimius Severus
211-217 Caracalla
211-212 Geta
217-218 Macrinus
218-222 Elagabal
222-235 Alexander Severus
soldaterkejserne
235-238 Maximinus Thrax
238 Gordian 1.
238 Gordian 2.
238 Pupienus
238 Balbinus
238-244 Gordian 3.
244-249 Filip
249-251 Decius
251 Hostilian
251-253 Trebonianus
251-253 Volusianus
253 Aemilianus
253-260 Valerianus
2511/260-268 Gallienus
268-270 Claudius 2. Goticus
270 Quintillus
270-275 Aurelian
275-276 Tacitus
276 Florianus
276-282 Probus
282-283 Carus
283-285 Carinus
283-284 Numerianus
dominat
284-305 Diokletian
285/286-305 og 307-310 Maximianus
293/305-306 Constantius 1.
293/305-311 Galerius
305/306-307 Severus
305/310-313 Maximinus Daia
306/307-312 Maxentius
308-324 Licinius
306-337 Konstantin 1. den Store
317/337-340 Konstantin 2.
324/337-361 Constantius 2.
333/337-350 Constans
355/360-363 Julian
363-364 Jovianus
364-375 Valentinian 2.
364-278, i Øst  Valens
367-383 Gratianus
375-392, i Vest Valentinian 2.
379-395, i Øst og efter 392 i Vest Theodosius den Store
383-388 Magnus Maximus
392-394 Eugenius
vestromerske kejsere 
395-423 Honorius
421 Constantius 3.
423-425 Johannes2
425-455 Petronius Maximus2
455-456 Avitus2
457-461 Majorianus
461-465 Libius Severus2
465-467 interregnum
467-472 Anthemius
472 Olybrius2
473-474 Glycerius2
474-475 Julius Nepos
475-476 Romulus Augustus2
Vedrørende de østromerske kejsere, se herskerliste til Det Byzantinske Rige
1 Årstallet før skråstreg vil efterfølgende angive, hvornår personen er blevet cæsar, efter skråstregen, hvornår han er blevet augustus
2 Ikke anerkendt af kejseren i Konstantinopel

Kejserdømmet

Under borgerkrigene var rigets ekspansion fortsat. Cæsar havde indlemmet Gallien 58-50 f.Kr., og Augustus havde skudt grænsen frem mod nord og øst gennem anneksion af bl.a. det nuværende Schweiz, Østrig, Ungarn, Slovenien, Kroatien og Bulgarien. Et forsøg på at skyde grænsen fra Rhinen frem mod Elben måtte opgives, efter at hele tre romerske legioner i 9 e.Kr. blev massakreret i Teutoburgerskoven ved det nuværende Kalkriese SV for Bremen af cheruskerhøvdingen Arminius. Nordgrænsen konsolideredes herefter langs Rhinen og Donau, den såkaldte limes. Varige udvidelser af Romerriget skete herefter kun, da Claudius erobrede Britannia fra 43, og da Trajan gjorde Dacia til provins først i 100-t.

Det 1. årh. e.Kr. prægedes på det indre plan af forsøget på at centralisere den politiske magt i én person. Det skete gennem en nedtoning af Senatets og folkeforsamlingens indflydelse og ved at stramme grebet om hær, provinser og finanser. Det hørte med til det nye systems ideologi i al fald frem til Marcus Aurelius (i midten af 100-t. e.Kr.), at riget stadig betragtedes som en republik, det såkaldte principat: Folk og Senat var nok i princippet suveræne, men flere og flere beføjelser blev langsomt og legalt overdraget til en førstemand, princeps.

Med fastholdelse af et republikansk grundlag blev et af det ny styres største problemer kejserens valg af efterfølger. De julisk-claudiske kejsere (Augustus, Tiberus, Caligula, Claudius og Nero) og de flaviske (Vespasian, Titus og Domitian) udpegede i praksis selv familiemedlemmer som arvtagere. Dog stod det allerede næsten fra begyndelsen klart, at den romerske hær nu spillede en væsentlig rolle i den politiske magtkamp.

Claudius blev i 41 valgt til kejser med prætorinergardens støtte, og i 69 udbrød regulær borgerkrig mellem rigets store generaler. Tre kejsere opnåede kejsermagten inden for dette såkaldte firekejserår, inden den sejrende Vespasian bragte ro.

Efter mordet på Domitian i 96 indførtes det såkaldte adoptivkejsersystem, som bestod i, at den siddende kejser i god tid valgte og sikrede sin efterfølger gennem adoption. Det gjaldt Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius; sidstnævnte brød dog traditionen ved at lade sin søn Commodus efterfølge sig.

De enkelte kejsere, med Vespasian som den første, kom ikke længere fra byen Rom, men først fra Italia og senere med Trajan fra provinserne. Det gjaldt også mange af senatorerne, rigets rigeste mænd. Således udvidedes grundlaget for den politiske magt langsomt fra Rom mod provinserne.

I erkendelse af de problemer, som administrationen af kæmperiget gav, indførtes allerede ved Antoninus Pius' død i 161 den praksis, at flere kejsere delte magten. Med Severerne (Septimius Severus, Geta, Caracalla, Elagabal og Alexander Severus) begyndte den ellers så stærke centralmagt at smuldre. Antagelig for at skabe et mere homogent og dermed stærkere samfund gav Caracalla i 212 romersk borgerret til alle mandlige, frie indbyggere i Romerriget.

200-t. hærgedes af en alvorlig økonomisk krise, bl.a. forårsaget af det stadig stigende pres på grænserne, især fra de germanske stammer i nord. De forårsagede en voldsom overførsel af resurserne fra syd mod nord og en generel kraftig forøgelse af skattetrykket, og fra Alexander Severus' død i 235 hærgedes riget af en lang række borgerkrige. Kejserne blev nu valgt ikke kun fra, men også af hæren. Riget blev kastet ud i en voldsom økonomisk, social og politisk krise, ofte benævnt det tredje århundredes krise eller soldaterkejsernes tid.

Administration

Romerriget blev på overfladen holdt sammen af en kombination af en lokal administration, som havde sæde i de enkelte byer, og en central administration i selve Rom. Det er ofte blevet fremhævet, at den romerske verden, fra i al fald Augustus og frem, var en verden af selvstyrende bystater. Administrativt bestod disse af en bykerne med opland, som blev styret af lokale embedsmænd (duoviri), en folkeforsamling og et byråd (ordo), hvilket var en kalkering af systemet i Rom. Byerne havde ikke samme status og indgik i et hierarki. Nederst fandtes civitates stipendiariae, som før 212 med tildeling af borgerret til alle mandlige, frie indbyggere var beboet af peregrini. Som belønning kunne disse byer få status som municipia og eventuelt senere som coloniae; i de sidste var indbyggerne fuldstændig ligeberettigede med romerne.

Romerriget. Dette historiske relief viser Marcus Aurelius' triumftog i Rom som afslutning på Markomannerkrigen, 173 e.Kr. Kejseren står i en hestetrukken vogn; bag ham svæver sejrsgudinden Victoria. Optoget med en trompetblæser er på vej gennem en triumfbue. Oprindelig har Commodus, Marcus Aurelius' søn, været med i vognen, men efter at være blevet ramt af damnatio memoriae blev han hugget væk. Relieffet indgår i en serie på mindst 11 paneler, der stammer fra en forsvunden triumfbue for Marcus Aurelius; det findes nu på Musei Capitolini, Rom. Reliefferne har bl.a. skullet fremhæve kejserlige dyder.

Betinget af klimatiske, etniske og politiske forhold organiseredes disse tusindvis af ofte meget små bystater i en overordnet administrativ ramme, en provins (provincia). I takt med ekspansionen var antallet nået op på ca. 45 i 100-t. e.Kr. Administrationen af provinserne var fra Augustus' tid delt mellem kejser og Senat. Af magtpolitiske grunde styrede kejseren de provinser, som husede langt hovedparten af den romerske hær (grænseprovinserne), mens Senatet stod for de fredelige, men også økonomisk vigtigste, fx Asia (Lilleasien), Baetica (Sydspanien), Gallia Narbonensis (Sydfrankrig) og Africa Proconsularis (Tunesien). I spidsen for hver provins stod en guvernør, som i Senatets provinser kaldtes proconsul, i kejserens legat. I begge tilfælde havde de en stab under sig og udøvede den fulde militære og civile myndighed i provinsen, dog med direkte ansvar over for hhv. Senat og kejser. Trods misbrug, især i republikkens tid, fungerede dette decentrale system udmærket i størstedelen af kejsertiden. Kejseren, som både teoretisk og i praksis havde den højeste civile og militære myndighed både i Rom og i provinserne, styrede systemet centralt vha. frigivne slaver og en række nye poster.

Dette var i virkeligheden en fortsættelse af det republikanske system. Augustus ikke blot effektiviserede strukturen, men supplerede den også med en række praefecti og procuratores, som alle havde ad hoc-opgaver. Det kunne fx være vigtige og politisk tunge poster som ledelsen af kornforsyning, opsyn med skatteopkrævning, byen Rom, kejserens garde i Rom, brandkorps, vejvæsen, minedrift og vandforsyning.

Finansieringen af hær og administration skete gennem opkrævning af skatter. Det foregik under opsyn af embedsmændene, i republikansk tid af censor og i kejsertiden af procuratores. Både de offentlige indtægter og udgifter blev varetaget af publicani, privatpersoner, som ved en auktion bød på statslige opgaver og derefter indgik en forpagtningsaftale med det offentlige. Den, som bød lavest på udgifterne til fx byggeri, leveringer til det offentlige eller vedligeholdelse af offentlig ejendom, vandt disse opgaver. Omvendt fik den, som bød højest på indtægterne (fx opkrævning af skatter), kontrakter herpå. Romerne opkrævede primært jordskatter, men også kopskatter og en række indirekte afgifter, fx arveafgift (5%), afgift på frigivelse af slaver (5%) og en almindelig omsætningsafgift (1%). Især tolden, portorium, var en vigtig indtægtskilde. Den opkrævedes først og fremmest af fiskale grunde ved en lang række toldstationer ved rigets grænser (5% af varens værdi) og ved import og eksport til og fra Italia (2% eller 2,5%). I perioder suppleredes indtægterne med rent rov, især i de ekspansive faser, fx kejser Trajans erobring af det guldrige Dacia i 106. Disse penge indgik i provinskassen i den givne provins, og overskuddet blev derefter overført til den centrale kejserlige kasse i Rom, fiscus; i republikansk tid til den egentlige statskasse, aerarium Saturnini.

Da romerne på intet tidspunkt skabte en egentlig offentlig sektor, men næsten alle offentlige opgaver udførtes ved licitation, og når byernes selvstyre tages i betragtning, var den romerske administration frem til senantikkens bureaukratisering af yderst ringe omfang.

Hær

Den romerske hær og flåde beskyttede riget mod ydre fjender, og den romerske hær udgjorde datidens mest effektive krigsmaskine. Fra at være ekspansionens fortrop i republikkens tid blev den i kejsertiden i det store og hele placeret ved grænserne, især ved Rhinen og Donau. Den oprindelige bondehær, som byggede på almindelig værnepligt fra 17-års-alderen, var opbygget i legioner. I princippet var den det romerske folk under våben, struktureret i enheder (centuriae) efter den enkeltes formue, dvs. efter hvilke våben man havde råd til at stille med. I slutningen af det 1.årh. f.Kr. reorganiserede Marius hæren og gav den den form, som stort set var gældende frem til kejser Konstantin 1.s reformer i begyndelsen af 300-t. e.Kr.

Militærvæsen

459862.501.jpg

Tegning: Beth Beyerholm.

Den romerske legionærs udrustning bestod af et brystharnisk med vandrette metalbånd, hertil kom skulderbeskyttere også af metal. Under rustningen bar han en knælang tunika af uld eller linned, på hovedet havde han en bronzehjelm med nakkeskærm, kindbeskyttere og en inderhjelm af jern, og på fødderne bar han lædersandaler; benene var udækkede af hensyn til bevægeligheden. Legionærens våben udgjordes af et kastespyd (pilum) med en længde på ca. 2 m, et tveægget sværd (gladius) på 50 cm og en dolk. Til at beskytte sig havde han et skjold.

Den romerske hær, der skulle sikre rigets grænser, hvor de var stationeret, bestod af hhv. legioner, der udgjordes af romerske borgere, og auxiliartropper (hjælpetropper), der bestod af ikke-romerske borgere; ved hjemsendelsen blev de romerske borgere.

En legion bestod af ti kohorter; hver kohorte bestod af seks centurier på hver 100 mand. Fuldt bemandet bestod en legion af 6000 mand, men sjældent var der så mange. Legionen blev ledet af legatus legionis.

Auxiliartropperne opdeltes i alae og kohorter. En ala udgjordes af kavaleri (rytteri) og bestod normalt af 500 mand opdelt i 16 turmae, evt. af 1000 mand i 24 turmae, og blev ledet af en præfekt. Kohorten bestod af infanteri (fodfolk), opdelt i enheder på 500 eller 1000 mand, som igen var underopdelt i centurier; de blev ledet af en præfekt eller en tribun.

Tjenestetiden for en legionær var 20 år, for en soldat i hjælpetropperne 25 år.

Efter afslutningen på de senrepublikanske borgerkrige reducerede Augustus det samlede antal af legioner til ca. 30, som næsten alle lå i faste, stenbyggede standlejre ved grænserne mod nord. Det er ved disse legionslejre, at byer som Köln, Strasbourg, Augsburg, Regensburg, Wien, Budapest og Beograd senere voksede frem. Legionerne suppleredes med et tilsvarende antal hjælpetropper, auxilia, som rekrutteredes blandt provinsboerne, og som i modsætning til legionerne bestod af mænd, der ikke var romerske borgere. Den samlede hær vurderes til at have bestået af omkring 300.000 mand.

Den romerske legionær tjente forholdsvis godt og kunne derudover regne med del i bytte og donationer ved kejserskift og jubilæer. Allerede under Augustus etableredes en pensionskasse for de hjemsendte soldater.

Flåden, som aldrig blev særlig stor, var placeret ved Ravenna, Misenum, Alexandria og Fréjus. Formålet var primært at beskytte og kontrollere Middelhavet, især mod pirater. Flådeafdelinger etableredes også på Donau og Rhinen og i Britannia.

I fredstid løste både hær og flåde civile opgaver, fx i forbindelse med byggeri af bl.a. veje og broer. Også almindelige politiopgaver var pålagt hæren, herunder beskyttelse af administrationen, ikke mindst skatteopkrævningen, af vejanlæg og af handelen.

Økonomi 

Romerriget var et agrarsamfund. Det antages, at befolkningstallet i tidlig kejsertid har ligget på omkring 60.000.000, hvoraf måske højst 20% har boet i byerne. Kun få, som Rom, Alexandria og Antiochia, har været store med op til måske en million indbyggere. I kraft af rigets størrelse var befolkningen meget heterogen, sammensat af mange forskellige etniske grupper, fx italikere, grækere, illyrere, berbere, keltiberer og germanere. Alle talte de forskellige sprog, dyrkede jorden på forskellig måde og havde forskellig religion. Riget trak sine resurser primært fra disse menneskers arbejde i landbrug, minedrift og fiskeri. Hovedafgrøderne var oliven, vin og korn med de mest frugtbare regioner centreret omkring de store floder: Guadalquivir (Sydspanien), Rhône (Provence), Medjerda (Tunesien) og Nilen (Egypten). Men også de gamle kerneområder, Den Italiske Halvø, Sicilien og Sardinien, var vigtige. Kvægdrift, herunder får og geder, fandtes overalt. Rige guld-, sølv- og jernforekomster udvandtes især på Balkan, i Rumænien og i Spanien. Også jagt og fiskeri spillede en væsentlig rolle og skabte langs kysterne en helt speciel økonomi. Selve landbruget var for en stor dels vedkommende sammensat af større gårde, villae rusticae. De fungerede som hovedgårde, hvis jord blev forpagtet ud i mindre, familiebaserede enheder til coloni (lat. 'dyrkere') eller, især i Italia i 2. og 1. årh. f.Kr., drevet med slaver som arbejdskraft. Mindre, selvstændige brug eksisterede dog, selvom der til stadighed skete en udvikling frem mod en større koncentration af jord på færre hænder. Således blev de senere kejsere rigets største jordejere, hvis jord gik i arv til efterfølgeren og dermed langsomt fik karakter af krongods (patrimonium).

Romerriget. Tre traditionelle romerske handelsvarer, olie, vin og fiskesovs, blev opbevaret og transporteret i amforaer, beholdere med to hanke. De var spidse forneden, hvilket var en fordel ved stabling på skibe, da spidserne kunne anbringes mellem skuldrene på dem nedenunder på skibene. På dette relief fra Neumagen ses et skib, der er lastet med amforaer, under bugsering. Amforaerne er beskyttet af en tyk emballage, antagelig af flettet strå. Relieffet dateres til 100-200-t. e.Kr. og findes på museet i Trier.

En egentlig industriel produktion fandtes ikke. Ganske vist produceredes store mængder af sten, metal, keramik og redskaber i forbindelse med arbejdsgange i byggeri og landbrug og til almindeligt forbrug, men den basale karakter af agrarsamfund formede en ikke-forbrugsorienteret mentalitet.

Omfanget og karakteren af handel med landbrugsprodukter og andre produkter er et omdiskuteret emne, men især fjernhandel vurderes i dag at have haft et mindre omfang. Landområderne var i høj grad præget af subsistensøkonomi, men byerne og den romerske hær skulle forsynes. Dette skete enten lokalt og direkte eller mere indirekte over periodiske markeder (nundinae), hvor handelsmænd, som kunne komme langvejs fra, dukkede op med deres varer. De stod som regel også for transporten, der for det meste skete ad vandveje, hvilket var måske op til fem gange billigere end landtransport. Vigtige varegrupper var den såkaldte terra sigillata, rød bordkeramik, som fra produktionscentrene især i Italia (1. årh. f.Kr.) og senere Gallien (1.-2. årh. e.Kr.) blev spredt over hele Romerriget. Derudover kan nævnes tekstiler, redskaber og visse konsumvarer, især vin og oliven, samt mere forarbejdede varegrupper som fx fiskesovs og saltvarer. Handelen var organiseret i collegia, dvs. sammenslutninger, der ofte repræsenterede både selve produktionen og transporten og salget. Sammenlignet med moderne forhold befandt den romerske økonomi sig generelt på et beskedent niveau og var ofte præget af kriser, især i 200-t. e.Kr. med inflatoriske tendenser forårsaget af de stadig stigende udgifter til hæren og af betalinger til germanerne for at afholde sig fra at angribe riget.

Generelt var møntcirkulationen lav; kun udgifter til hær, byggeri og administration bragte mønter i omløb, og naturalieøkonomi spillede i hele Romerrigets historie en stor rolle, især i landområderne.

Sociale forhold

Flere dybe og ofte konfliktskabende skel prægede dagligdagen. Mest afgørende var forskellen mellem den relativt lille jordejende, meget rige overklasse på måske kun 1-2% af befolkningen på den ene side og en meget stor fattig, ofte besiddelsesløs underklasse på den anden. Denne forskel afspejledes i den enkeltes personretlige status. Bunden i samfundshierarkiet udgjordes af slaverne, som var ufrie og i romerretten defineredes som en "ting". Især i republikkens sidste århundreder udgjorde de en stor del af arbejdskraften som tjenestefolk i rigmandsfamilier og især som arbejdskraft i landbruget. Da slaver primært blev købt i forbindelse med krige, svandt slaveriet langsomt ind i takt med ekspansionens ophør; det eksisterede dog i hele perioden. Blandt slaverne fandtes store sociale forskelle med de betroede husslaver (fx læger, sekretærer og forretningsførere) som det ene yderpunkt og storgodsernes og minernes arbejdskraft som det andet (se også slaveri). Som frigivne (liberti) gled de mest privilegerede tidligere slaver ind i det romerske stændersystems laveste gruppe, plebs (almuen). Ud over frigivne slaver bestod plebs enten af coloni eller daglejere på landet eller af proletariat og daglejere i byerne. Slaverne fik som frigivne, hvad mange kunne regne med at blive efter et vist antal år, borgerlige romerske rettigheder og kunne i princippet deltage i det romerske politiske og økonomiske liv på de fleste områder. Ofte fastholdt de frigivne en tæt tilknytning til deres tidligere herre og indgik i dennes forretninger som bestyrere, handelsfolk o.l. I få tilfælde kunne de og andre fattige frie overskride den formuegrænse, som skilte plebs fra næste stand, ridderstanden (ordo equester). Det må dog understreges, at den sociale mobilitet generelt var meget lav. Ridderstanden var en eksklusiv gruppe, som skulle besidde en anseelig formue på over 400.000 sestertser, hvilket bragte dem ind i den romerske overklasse. Ridderstandens folk fungerede ofte som skatteopkrævere og administratorer og adskilte sig kun fra den øverste og fornemste gruppe, senatorstanden (ordo senatorius), ved ikke at deltage aktivt og direkte i Roms politiske liv. Kriteriet for at tilhøre senatorstanden var både en formue på over 1 mio. sestertser (disse formuegrænser skiftede dog) og opnåelse af stilling som kvæstor, embedsstigens laveste trin, som automatisk gav sæde i Senatet.

Romerriget. Man kender kun til tre egentlige slaveoprør i Romerriget, men at slaver er flygtet fra deres ejer, er formodentlig hyppigt forekommet. Fund af slavemærker med ejerangivelse vidner herom. På dette mærke, der er anbragt på et jernhalsbånd, står følgende: Jeg er flygtet, hold mig fast. Om du fører mig tilbage til min herre Zoninus, vil du modtage en solidus; dvs. at finderen som kompensation for at aflevere slaven vil modtage en belønning på en solidus, en guldmønt. Mærket stammer fra Rom og dateres til 300-t.; det findes på Termemuseet, Rom.

De ovenfor nævnte grupper var alle romerske borgere bortset fra slaverne. Kun fuld romersk borgerret gav adgang til at deltage aktivt i det offentlige statslige politiske og økonomiske system. Kun borgerne havde valgret og var valgbare, kunne blive legionærer og kunne tage kontrakter fra det offentlige. Hvor fattige de end kunne være, udgjorde de altså en art elite. Man skelnede således mellem en oprindelig meget lille gruppe af romerske borgere (cives romani) og alle andre, som kaldtes peregrini (de fremmede). Denne sondring faldt i det store og hele fra begyndelsen af 1. årh. f.Kr. sammen med skellet mellem Italia, hvor alle havde fået romersk borgerret i 89 f.Kr., på den ene side og provinserne på den anden. Efter en langsom udbredelse af borgerretten fik alle mandlige, frie indbyggere som nævnt romersk borgerret i 212 e.Kr.

Romerne betragtede disse sociale skel som naturgivne og private. Følgelig så hverken det offentlige eller private det som deres opgave at forsøge at udjævne dem. Der fandtes intet offentligt skolesystem, ingen sygehuse eller alderdomshjem og kun få tegn på et offentligt socialt ansvar. Overvejende af politiske og sikkerhedsmæssige grunde uddeltes dog gratis korn til Roms og andre storbyers befolkning. Dette kombineredes med cirkuslege og forestillinger i amfiteatrene, hvilket allerede i antikken afkastede den satiriske vending "brød og skuespil" om kejserens forsøg på at holde den fattige befolkning i ro (se panem et circenses). Fra Nervas tid omkring 100 e.Kr. oprettedes dog også et system, de såkaldte alimentarstiftelser, hvorefter store jordejere forpligtedes til at understøtte ubemidlede børn på landet.

Det egentlige sociale ansvar og omsorgen lå således i private rammer, i familien, hvor mater familias, den romerske hustru, var den væsentligste sociale institution i forholdet til mand, børn og de gamle. Kvinden havde ligesom slaverne ingen politiske rettigheder, hvilket dog ikke betød, at hun var undertrykt i ordets moderne betydning. Hendes domæne var husets interne affærer. Udadtil havde familiens økonomiske overhoved, pater familias, uindskrænket magt over den samlede husstand. Det indebar, at han varetog alle funktioner uden for huset.

Især pga. den høje spædbørnsdødelighed var den gennemsnitlige levealder lav, næppe meget over 35 år for kvinder og 45 for mænd. Beregninger af denne art er dog meget diskutable. Hyppige dødsårsager var for kvinder komplikationer i forbindelse med den næsten konstante graviditet og de mange fødsler. Banale infektionssygdomme var en generel faktor, som let førte til død for begge køn.

Sporadiske forsøg på at overskride de mange sociale og politiske skel forekom yderst sjældent. Der var ganske vist alvorlige slaveoprør, fx Spartacus-oprøret i 73 f.Kr., samt forsøg på løsrivelse fra riget, fx det pannoniske oprør i 6 e.Kr., og forsøg på dannelser af særimperier, fx Det Galliske Imperium i 200-t. e.Kr.; efter den første erobringsfase var det dog kun få provinser, som ikke forholdt sig i ro: Jøderne gjorde flere gange oprør, og der er også eksempler herpå fra Nordafrika. Men generelt blev den romerske påtvungne fred sat højt. Man skal dog ikke forledes til at tro, at Romerriget var noget sikkert sted at færdes. Røverbander huserede i de mere øde landområder. Også etnisk betingede og senere religiøse konflikter skabte uro. Under den økonomiske krise i 200-t. opstod desuden modsætninger mellem by og land og delvis også mellem hær og civilbefolkning. Uroligheder i de få meget store byer var hyppige i hele perioden, men skyldtes primært svigtende forsyninger af fødevarer.

Ingen af disse forskellige former for oprør, kampe og uro synes motiveret af forsøg på at ændre det romerske samfunds strukturer, men blot på at bringe sig selv i en bedre position i forhold til det bestående. Forskningen i slutningen af 1900-t. tager i det store og hele afstand fra, at der skulle have fundet en egentlig klassekamp sted, og i store træk kan man hævde, at især perioden fra slutningen af 1.årh. f.Kr. til slutningen af 100-t. e.Kr. var en rolig og stabil periode præget af den romerske fred, pax romana.

Læs videre om den senere kejsertid,  læs videre om romerigets arkitektur, eller om romerriget generelt.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Romerriget del 1. Et ordsprog siger Alle veje fører til Rom. Man kender ikke ordsprogets oprindelse eller mening, men det hentyder antagelig til det omfattende vejsystem, som blev anlagt i Romerriget. Dette var først og fremmest begrundet i militære hensyn, således at troppestyrker og forsyninger hurtigt kunne komme frem til grænserne; men de muliggjorde også varetransport og kulturformidling. Her ses et uddrag af Tabula Peutingeriana, som er en kopi fra 1200-t. af et romersk kort fra 300-t. Det består af 11 ark, på hvilke veje, naturforhold og byer er angivet. På dette kortlægges Italien og Nordafrika, th. Syditalien, Adriaterhavskysten og Nordafrika.

© Dette billede må du ...

Romerriget del 2. Et ordsprog siger Alle veje fører til Rom. Man kender ikke ordsprogets oprindelse eller mening, men det hentyder antagelig til det omfattende vejsystem, som blev anlagt i Romerriget. Dette var først og fremmest begrundet i militære hensyn, således at troppestyrker og forsyninger hurtigt kunne komme frem til grænserne; men de muliggjorde også varetransport og kulturformidling. Her ses et uddrag af Tabula Peutingeriana, som er en kopi fra 1200-t. af et romersk kort fra 300-t. Det består af 11 ark, på hvilke veje, naturforhold og byer er angivet. På dette midterste ark ses her byen Rom symbolsk fremstillet som en kronet person på en trone; fra dobbeltringen omkring byen udgår veje til alle verdenshjørner; nedenfor er tegnet et havneanlæg.

© Dette billede må du ...

Romerriget. Tegning af legionær fra midten af 1. årh. e.Kr.

Viser 7-9 af 9 billeder | Se alle

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
26/03/2014
Lone Selfort
15/01/2010
Redaktionen
22/09/2009
Oprindelig forfatter
POErs
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki