Romerriget - historie - den senere kejsertid (dominatet)

Administration og hær

Under Diokletian øgedes provinsernes antal ved deling til ca. 100, som igen samledes i 12 større forvaltningsenheder, dioceser, hver styret af en vikar for prætorianerpræfekten, der igen var direkte ansvarlig over for en af kejserne; diocesernes antal voksede senere til 15. Hver kejser havde således det direkte styre i en del af riget, men den rangældste udøvede den fælles lovgivning alene. Fra Konstantin 1.s sønners tid var riget fast delt i tre præfekturer, hvoraf det største, der omfattede Italien, Afrika og Illyrien, i 395 deltes mellem de to rigshalvdele. Hele dette forvaltningssystem skulle sikre ro og orden, skatteinddrivning samt forsyninger til hæren.

Omkring år 300 reorganiseredes den civile centraladministration, hvis chefer nu udgjorde kejserens stående rådsforsamling (consistorium). Retsvæsen, kancelli, finansvæsen og administrationen af statens jordbesiddelser bemandedes med et fast personale, der var organiseret, uniformeret og aflønnet på samme måde som militæret. Rigsenheden styrkedes ved et veludbygget kurer- og transportsystem (cursus publicus), som udelukkende måtte bruges af embedsmænd og officerer, fra Konstantin 1.s tid også af de kristne biskopper.

Opretholdelsen af denne offentlige sektor, som var opstået siden 200-t. og stadig voksede, påhvilede fortsat rigets byer, hvis rådsmedlemmer blev gjort personligt ansvarlige for inddrivelsen af de uophørligt voksende skatter. Det ældre romerske pengevæsen rystedes af en inflation, som efter 250 næsten fjernede mønternes sølvindhold. Det blev derfor nødvendigt både at opkræve skatter og udbetale sold til hær og administration i naturalier. Under Diokletian ordnedes dette ved en matrikulering (indictio), som omfattede hele riget. Derudover opkrævedes særskatter af byerhvervene og senatorstanden. Konstantin 1.s nye, guldbaserede møntsystem (se romersk møntvæsen) muliggjorde i tiden omkring år 400, at naturalskatter og -lønninger konverteredes til penge.

I den senere kejsertid opbyggedes en mobil hær ved siden af grænseforsvaret. Rytteriet fik større betydning, og kommandoen gik fra provinsstatholderne over til et fast officerskorps. Germanere o.a. indvandrere kom til at præge begge hærens hoveddele, samtidig med at de nærmestboende stammer uden for riget systematisk søgtes knyttet til det som forbundsfæller. Dette element fik overvældende betydning, da de samme stammer opnåede selvstændig status inden for grænserne i tiden efter 380. Til gengæld svandt grænseforsvaret ind pga. manglende forsyninger og ophørte efter 400-t.s midte i Det Vestromerske Rige.

Økonomi og sociale forhold

Diokletian prøvede uden held at standse inflationen ved maksimalpriser. Derimod førte guldmøntfoden til stabile eller faldende priser, og naturaløkonomi vandt frem. Fjernhandelen inden for riget aftog i omfang, men der var en konstant ædelmetaludførsel til nabofolkene som betaling for fred og forbund med dem og for den stadige import, bl.a. af slaver.

Trods en vis teknologisk udvikling i kejsertiden, især ved udnyttelse af vandkraft, var mangel på arbejdskraft et konstant problem. Slavernes retsforhold forbedredes, samtidig med at provinsernes bondebefolkning delvis blev trykket ned til en halvfri status, der mange steder udløste oprør og lokalt samarbejde med folkevandringens invasionshære.

Den senere kejsertid karakteriseres ved de gentagne forsøg på at binde arbejdskraften ved lovbestemmelser, der skulle sikre, at erhverv gik i arv; dette gjaldt både i landbrug og byerhverv, også for byrådsmedlemmernes vedkommende. Bureaukratiets og hærens vækst sammen med opbygningen af den kristne kirkes præsteskab betød dog, at en vis social mobilitet trods alt var mulig. Mange steder måtte dyrkningen af marginaljorder opgives, byerne forarmedes, og de mest velhavende fandt optagelse i de privilegerede højeste samfundsgrupper, ridder- og senatorstanden, som nu forenedes i ét rangsystem. Disse ofte hovedrige godsejere overtog lokalt retsbeskyttelsen af såvel individer som hele byer eller korporationer. I Det Vestromerske Riges opløsningstid i 400-t. blev det ofte biskopperne, der alene havde autoritet til at opretholde ordnede samfundsforhold. I kraft af religionsskiftet kom den kristne kirke derudover til at udøve en egentlig socialforsorg, hvis omfang og betydning var stadig stigende.

Årsager til Det Vestromerske Riges ophør

Romerrigets fremtidige fald og de mulige årsager dertil diskuteredes allerede i republikken. Mange forfaldstegn var genstand for opmærksomhed, og størstedelen af denne litterære tradition blev fremdraget, da nyere europæisk historieskrivning fra oplysningstiden tog emnet op igen. Politiske, moralske og religiøse forhold har været fremhævet; i løbet af 1900-t. har forklaringerne oftere været af naturvidenskabelig og økonomisk art: fødselsunderskud, raceblanding, jordudpining, klimaforværring, blyforgiftning, sociale interessekonflikter, mangel på arbejdskraft og den offentlige sektors uhæmmede vækst er alle typiske for den tid, hvori de har været foreslået. Som en modstrømning til de traditionsbestemte katastrofeteorier har man i slutningen af 1900-t. i højere grad interesseret sig for kontinuitet og fundet de egentlige kulturforandringer uafhængige af selve det romerske rigsstyres ophør (se også senantikken).

Prøven på bærekraften af en historisk forklaring må være, at den — i modsætning til de fleste nævnte, meget generelle teorier — samtidig forklarer Det Vestromerske Riges opløsning og ophør og Det Byzantinske Riges fortsatte beståen. Væsentligt i så henseende må det blive, at de to rigshalvdele i 400-t. hver havde nok at gøre med at klare egne problemer, at de materielle resurser og især den sociale homogenitet var størst i Det Byzantinske Rige, så de germanske invasioner mødte mindre modstand i Vestriget, samt ikke mindst at overklassens samfundsbevidsthed her i højere grad var knyttet til regionerne (Gallien, Italien osv.) end til det fælles styre, der i forvejen bar stærkt præg af det ikke-romerske islæt i hærledelsen. Når folkevandringsstammerne ikke hurtigere kunne assimileres, var den religiøse modsætning mellem arianere og katolikker en hovedårsag.

Det Vestromerske Rige ophørte med at eksistere, da de germanske hærchefer, passivt støttet af de rige senatorer, foretrak den fjerne byzantinske kejsers overhøjhed i det, der var tilbage, nemlig Italien, for de ubetydelige, skiftende kejsere i Ravenna.

Læs også om Romerrigets tidlige historie eller om Romerriget i øvrigt.