Nero

Nero, Nero Claudius Drusus Germanicus, 37-68, romersk kejser fra 54; sidste ætling af det julisk-claudiske dynasti. Da Neros mor, Agrippina d.y., blev gift med Claudius, fik hun ham overtalt til at adoptere Nero og udpege ham som sin efterfølger. Claudius' datter Octavia blev gift med Nero, sønnen Britannicus blev forbigået, og ved Claudius' død overtog Nero kejsermagten og lod året efter Britannicus forgive.

Eftertiden har betegnet hans første periode som de fem gode år. Det skyldes antagelig, at regeringsudøvelsen reelt lå i hænderne på hans lærer, filosoffen Seneca, og prætorianerpræfekten Burrus. Selv brugte han tilsyneladende det meste af sin tid på kulturelle interesser og diverse udskejelser. Forholdet til moderen blev mere og mere spændt, og efter flere forsøg lykkedes det ham at få hende myrdet i 59. Herefter døde Burrus, Seneca trak sig tilbage, og efterfølgerne havde ikke samme format. Octavia blev forstødt og myrdet, hvorefter Nero ægtede sin elskerinde, Poppaea Sabina. De berygtede processer om krænkelser af kejseren (se majestas) blev genoptaget og resulterede i henrettelse af flere velhavende senatorer.

En brand i 64 lagde en fjerdedel af Rom øde; Nero konfiskerede store dele af det ødelagte område, hvor han påbegyndte anlægget af et kæmpe kejserpalads, Domus Aurea 'Det Gyldne Hus'. Han fik skyld for at have anstiftet branden og søgte at lægge skylden på byens kristne, som blev henrettet på bestialsk vis. Der blev afsløret en sammensværgelse, ledet af Gajus Calpurnius Piso, hvorefter der fulgte henrettelser og beordrede selvmord, bl.a. Senecas.

Finansielle vanskeligheder blev søgt imødegået ved møntforringelse både i Rom selv og i Egypten, jordkonfiskationer i provinserne samt nye skatter og afgifter. Utilfredsheden bredte sig, men Nero drog sorgløs til Hellas, hvor han som deltager i væddeløb mv. altid fik tildelt førsteprisen. Truende uroligheder tvang ham tilbage til Rom ved årsskiftet 67/68, men for sent. Ganske vist blev et oprør i Gallien, anstiftet af statholderen Vindex, slået ned; men nu rykkede statholderen over Spanien, Galba, med sine tropper imod Italien. Prætorianergarden og Senatet erklærede sig for Galba; Nero blev rådvild, flygtede og begik selvmord.

Neros evner er omstridte. Det gælder også de kunstneriske talenter, han ofte stillede til skue, men som forringede hans værdighed i senatorernes øjne. Han er meget negativt beskrevet i kilderne; men en egentlig vurdering af ham må medtænke, at han fra barnsben af var en brik i blodige paladsintriger og et middel for moderens ambitioner, samt at han vel var for ung og umoden til at håndtere den absolutte magt, en romersk kejser reelt var i besiddelse af.