Paul-Émile Victor

Paul-Émile Victor, 28.6.1907-7.3.1995, fransk officer, etnolog, polarforsker og opdagelsesrejsende. Han blev født i Genève i Schweiz og fik i 1928 sin uddannelse som antropolog ved Ècole centrale de Lyon. 

Victor overvintrede to gange hos eskimoerne i Ammasalik (nuv. Tasiilaq) før 2. Verdenskrig og krydsede Indlandsisen med hundeslæde i 1936. Han organiserede Expéditions polaires françaises (1949-53) til Grønland og Antarktis (Adélie Land) med banebrydende glaciologiske resultater.

I 1934 fik Victor mulighed for at komme med på en tur til Østgrønland som gæst om bord på Jean-Baptiste Charcots sejlskib Pourquoi-Pas? Sammen med Robert Gessain, Michel Perez og Fred Matter overvintrede han i 1933-34 i Tassiussak nær Angmagssalik. Opholdet blev anvendt til antropologiske studier af lokalbefolkningen. Dette skildrede han i bogen Douze mois sur la banquise (1935, Tolv måneder på isbarrieren).

I 1936 foretog Victor med hundeslæder en krydsning af Indlandsisen fra vest (Christianshåb/Qasigiannguit) til øst (Ammassalik/Tasiilaq) i selskab med den danske arkæolog Eigil Knuth, Robert Gessain og Michel Perez. De tre kammerater returnerede til Europa, mens Victor foretog endnu en overvintring blandt østkystens eskimoer. Efter Frankrigs nederlag i sommeren 1940 flygtede Victor til Nordfrika og videre til USA, hvor han blev arktisk uddannelsesekspert for det amerikanske flyvevåben og ledede en forskningsbase i Nome, Alaska. Han fik nu dobbelt fransk-amerikansk statsborgerskab som tak.

Ved sin tilbagevenden til Frankrig i 1946 etablerede han Expeditions Polaires Francaise. Efter en række rekognosceringer i 1948 lykkedes det Victor at finde en vej op til Indlandsisen til sine otte bæltekøretøjer (weasels) fra Egip sermia (i den nordøstlige del af Disko Bugt). Det var hans hensigt året efter at placere den videnskabelige Station Centrale med otte mand i tidsrummet 1949-1951 på samme position (71N/40W), som tyskeren Alfred Wegener anvendte i 1930 til sin station Eismitte. Hertil skulle Victor anvende 110 tons gods, hvoraf de 40 skullede transporteres ind "ad landevejen", mens de resterende 70 skulle nedkastes fra chartrede islandske DC-3-fly. Formålet med stationen var at foretage meteorologiske og glaciologiske observationer, der skulle klarlægge om og i hvilken grad, Indlandsisen bevægede sig. Endvidere skulle ekspeditionen skaffe sig profiler af Indlandsisens overflade, måle temperaturer, densitet og lagdeling i de dybere lag af isen. Herefter gik Victor i gang med en flerårig udforskning af den franske sektor i Antarktis: Terre Adelie. 

Victor gik på pension i 1976, og året efter flyttede han med sin hustru til den franske Stillehavsø Bora-Bora. Han fejrede sin 80-års-fødselsdag ved i 1987 at genbesøge Arktis og Antarktis. Han døde på Bora-Bora, og hans aske blev fra en fregat fra den franske flåde sænket i havet ud for øen. 

Mount Victor i Belgica Mountains i Antarktis er opkaldt efter ham.