gletsjer - dannelse og bevægelse

© Dette billede må du ...

Gletsjer. Længdesnit gennem en dalgletsjer, der viser isens bevægelsesretning. Ligevægtslinjen markerer det sted, hvor akkumulationen er lig med ablationen. Flydelinjerne er næsten vandrette under denne. Ishastigheden ved bunden kulminerer under ligevægtslinjen. Under en længerevarende kold periode er akkumulationen større end ablationen; ligevægtslinjen rykker mod gletsjerfronten, og gletsjeren rykker frem. Det modsatte sker under klimaforbedring.

Gletsjere dannes på steder, hvor der år efter år falder så meget sne, at det ikke kan nå at smelte i løbet af sommeren. Snekrystallerne omdannes efterhånden til en porøs masse af afrundede korn, firn, ved en kombination af smeltning, fordampning og sammenpresning. Under vægten af de følgende års snefald synker firnen ned til større og større dybde og omdannes til is under det stigende tryk.

Ismassen begynder at flyde som et plastisk materiale under indflydelse af tyngdekraften, ved at de enkelte iskrystaller glider hen over hinanden. Iskrystallerne inde i gletsjeren flyder langsomt nedefter og ud til siden i retning af overfladens hældning og når til sidst gletsjerfronten. Men gletsjere bevæger sig ikke kun ved denne indre deformation. Er temperaturen ved gletsjerbunden omkring isens smeltepunkt, vil ismassen bevæge sig hen over sit underlag som en tempereret gletsjer. Denne bundglidning foregår ved smeltning og genfrysning af iskrystaller. Hvor isen presser sig imod ujævnheder i underlaget, kan der forekomme så store tryk, at isen smelter og dermed slipper bunden. Smeltevandet søger derefter om i læ af ujævnhederne, hvor trykket er mindre, og genfryser. Er gletsjeren derimod frosset fast til underlaget, er der tale om en kold gletsjer. I en sådan kan bevægelse ved bunden foregå ved deformation af underlaget, hvis gletsjeren hviler på løse aflejringer som ler, sand og grus.

De fleste gletsjere bevæger sig fra 0,3 til 1 m pr. dag, men variationen er meget stor fra gletsjer til gletsjer. Ishastigheden i en gletsjer er størst i overfladen og i de centrale dele og lavest ved bunden og langs siderne.

Da isen i overfladen er stiv i modsætning til de dybere, plastiske dele, brydes den itu og kan danne indtil 30 m dybe sprækker og spalter. Opsprækningen sker som regel, hvor gletsjeren bevæger sig hen over et ujævnt terræn eller ud over stejle kanter. Spalterne opstår, hvor spændinger i isen overstiger dens brudstyrke; jo koldere is, jo større brudstyrke.