Tokyo

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Tokyo. Foto fra den travle storby.

Tokyo. Foto fra den travle storby.

Tokyo, tidl. Edo, Japans hovedstad, der ligger på det centrale Honshu; 8,1 mio. indb. i Tokyo by, 12,4 mio. i Tokyo præfektur (2004); desuden bor der 8,7 mio. i nabopræfekturet Kanagawa, som omfatter byerne Yokohama og Kawasaki, samt 6 mio. i nabopræfekturet Chiba). Tokyo er en af verdens største byer og Japans befolkningsmæssige og økonomiske centrum. 25% af landets befolkning bor i Stortokyoområdet, og 31% af BNP kommer herfra. Byen ligger ud til Tokyobugten på flade flodsletter omkring floderne Tone- og Kinu-gawa. Sletterne er til alle sider omgivet af bjerge og er flere steder dannet af vulkansk aske fra bl.a. Fujiyama, som kun ligger 100 km væk.

Klimaet præges af bjergene mod vest. Om vinteren tager de af for NV-monsunen, så vintrene bliver forholdsvis milde og tørre, mens somrene er varme og fugtige pga. de fugtige østenvinde fra Stillehavet. Gennemsnitstemperaturen er om sommeren 25 °C og om vinteren 2 °C.

Byen hedder på japansk Tōkyō, der betyder 'den østlige hovedstad'.

Tokyoområdet har været beboet siden forhistorisk tid, men meget af byudviklingen er sket sent, især efter at Tokyo blev kejserlig hovedstad i 1868. De ældste bydele ligger ud til bugten og er centrum for den nuværende by. Herfra har Tokyo udviklet sig i ringe, og væksten har betydet, at omliggende byer er blevet opslugt af byvæksten. Disse gamle byer udgør nu selvstændige bycentre i storbyen. Tæt på den gamle bykerne ligger det kejserlige palads, omgivet af mure og haver, øst for paladset ligger de fleste ministerier, og vest for ligger Nagatacho med Parlamentet og Højesteret. Bebyggelsen i de centrale dele består af både traditionelle japanske træhuse fra 1800-t., sten- og murstenshuse fra ca. 1900 og nyere skyskrabere og højhuse. Tokyo har ikke ét centralt indkøbskvarter, men flere; mest kendt er det fashionable Ginza. Rundt om den indre by ligger en række bycentre med bank-, industri- og indkøbskvarterer samt beboelse. De vigtigste centre er dem, der ligger, hvor Yamanote-jernbanelinjen rundt om Tokyo skærer motorveje og toglinjer ud fra centrum, bl.a. Shibuya, Ikebukuro og Shinjuku; det sidste er desuden det kendteste underholdningskvarter.

Tokyo er centrum for Keihin-industrizonen, der økonomisk set er landets vigtigste. Keihin strækker sig hele vejen rundt langs Tokyobugten og omfatter desuden byerne Kawasaki og Yokohama. Mangelen på jord har ført til, at en del industri ligger på inddæmmet land. Keihin omfatter alle typer af industri. Den servicebetonede og arbejdskraftintensive industri ligger ind mod centrum, mens sværindustrien fortrinsvis er placeret langs bugten, og den nye højteknologiske industri ligger i yderområderne. Hertil kommer Tokyos rolle som et af verdens finanscentre med en stor børs og et utal af banker, forsikrings- og finansselskaber.

Tokyo. Udsigt over byen.

Tokyo. Udsigt over byen.

Den store koncentration af mennesker og produktion giver mange problemer. Efterspørgslen efter jord betyder, at huspriser og huslejer ligger på et meget højt niveau, og indbyggerne er tvunget til enten at bo småt eller flytte ud fra byens centrale dele. Størstedelen af bebyggelsen her er fra 1950'erne og 1960'erne og bebos af enlige ældre, der mangler midler til at vedligeholde husene. Forureningen er stor, men er ved en målrettet indsats fra regeringen kommet under kontrol. Infrastrukturen er meget veludbygget med bl.a. et stort metrosystem og et tæt net af jernbaner, men de mange daglige pendlere belaster systemerne. Bybanenettet for Storbyområdet (Tokyo Metropolitan Region), inklusive undegrundsbanens 12 linjer, omfatter ca. 2300 km og er blandt de største i verden. I 1997 åbnedes en bro-tunnel-forbindelse over Tokyobugten; tunneldelen på 9583 m er verdens længste vejtunnel under hav. Regeringen har siden 1960'erne søgt at begrænse fortsat byvækst, bl.a. ved at støtte udviklingen i andre dele af landet og gennem økonomiske incitamenter gøre det tillokkende for industrien at flytte ud fra Tokyo. Siden 1993 er befolkningstallet faldet en anelse.

Tokyo er knudepunkt for den nationale og internationale trafik. Alle de store jernbanelinjer udgår fra de tre hovedbanegårde, Tokyo (med højhastighedsbanerne Shinkansen), Shinjuku og Ueno. Der er desuden motorvejsforbindelse til de forskellige dele af landet. Indenrigsflytrafikken udgår fra Haneda syd for centrum, mens udenrigsruterne betjenes af Narita 65 km fra byen.

Læs også om byens arkitektur og museer og om dens historie.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+451852.601.svg (171.23 kB)

Admin

05/02/2009

[+508625.601.svg (168.47 kB)

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
MHansen
06/08/2013
Redaktionen
22/02/2012
Oprindelig forfatter
JoSt
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki