Dagen i dag 1. juli 2015Se alle dagen i dag

  • 2008Mogens Glistrup
  • 2004Marlon Brando
  • 1992FC København
  • 1961Carl Lewis
  • 1911Agadir-krisen
  • 1690Boyne
  • 1677Niels Juel
  • 1646G.W. Leibniz
  • 1644Kolberger Heide
  • 1481Christian 2
  • 2008 - Mogens Glistrup

    Den danske politiker og jurist Mogens Glistrup døde, 82 år gammel. Han stiftede i 1972 Fremskridtspartiet og i 1990 Trivselspartiet. En af hans mærkesager var afskaffelse af indkomstskatten.

  • 2004 - Marlon Brando

    Den amerikanske skuespiller Marlon Brando døde, 80 år gammel. Han brød igennem i 1950'erne med en ny spillestil, Method Acting, som byggede på en følelsesfuld identifikation med karakterens psykologi. Til Brandos præstationer hører hovedrollerne i Omstigning til Paradis, Vild ungdom og The Godfather.

  • Polfoto/Toke Hage
    1992 - FC København

    Fodboldklubben FC København blev dannet ved en sammenlægning af KB's og B 1903's professionelle afdeling. FCK vandt sit første danske mesterskab allerede året efter og har siden udviklet sig til et af Danmarks stærkeste fodboldhold.

  • Polfoto/Pressens Bild/Epa
    1961 - Carl Lewis

    Den amerikanske længdespringer og sprinter Carl Lewis blev født. Han var en af 1900-tallets største atleter. Han vandt således ni OL-guldmedaljer og otte VM-guldmedaljer i løb og længdespring.

  • 1911 - Agadir-krisen

    Den tyske kanonbåd Panteren ankom til den marokkanske by Agadir under påskud af at ville beskytte tyske borgere. Frankrig og Tyskland havde i flere år været uenige om det politiske overherredømme i Marokko, og denne episode satte gang i rygter om krig i Europa.

  • 1690 - Boyne

    I Slaget ved Boyne i det østlige Irland besejrede Vilhelm 3. sin katolske rival Jakob 2. Stuart. Siden 1796 mindes nordirske protestanter hvert år Slaget ved Boyne med store parader arrangeret af Orangeordenen.

  • Frederiksborgmuseet
    1677 - Niels Juel

    Den danske admiral Niels Juel slog den svenske flåde i et afgørende søslag ud for Stevns. Sejren gav Danmark det fuldstændige søherredømme under resten af Den Skånske Krig.

  • AKG
    1646 - G.W. Leibniz

    Den tyske filosof og videnskabsmand Gottfried Wilhelm Leibniz blev født. Leibniz udarbejdede en metafysisk filosofi med streng, logisk stringens og udviklede integral- og differentialregning uafhængigt af Newton. Leibniz døde i 1716.

  • Frederiksborgmuseet
    1644 - Kolberger Heide

    Under Torstenssonkrigen udkæmpedes mellem Femern og Kielerfjorden et søslag mellem den danske og den svenske flåde. Christian 4., der deltog som eskadrechef på skibet Trefoldigheden, blev såret og mistede synet på sit højre øje. Slaget endte uafgjort og var medvirkende til at forhindre svensk landgang på Øerne.

  • 1481 - Christian 2

    Den danske konge Christian 2. blev født. Et oprør i 1523 fik ham til at flygte til Nederlandene. Efter et forgæves forsøg på at generobre magten sad Christian 2. indespærret fra 1532 frem til sin død i 1549.

Aktuel baggrundsviden

Studenterhue.

Studenterhue.

DAGENS ARTIKEL: STUDENTERHUE

Studenterhuen er en fladpuldet, hvid eller sort lærredskasket med blank, sort skygge, mørkerød ulden kant og rem, der kan spændes under hagen; den er midtfor prydet med kokarde i rød og hvid-stribet bånd og normalt et korsemblem.

De fleste andre gymnasiale uddannelser mv. har efterhånden annekteret studenterhuen og blot udskiftet det mørkerøde bånd og kokarden med andre farver og symboler.

Studenterhuer bæres i et par hektiske uger efter afsluttet studentereksamen, og der knyttes mange, nyere traditioner hertil: Kammerater og lærere skriver indvendig i pulden, og svederemmen og/eller skyggen forsynes med hak og klip efter diverse prøvelser.

Studenterhuen menes at være udsprunget af de nordiske studentermøder i midten af 1800-t., hvor norske og svenske studenter mødte i ens huer.

Find bøger