Arkhangelsk, by ved Nordlige Dvinas munding i Hvidehavet i Ruslands nordvestlige del; 348.700 indb. (2010). Den er en vigtig havneby, men op imod halvdelen af året er isbryderhjælp nødvendig. Den betydelige træindustri henter sit råstof i de store skovarealer, der omgiver byen; her findes savværker, finer- og cellulosefabrikker. Endvidere har Arkhangelsk skibsværfter, maskinindustri, fiskeforarbejdning og fremstilling af byggematerialer. Byen er grundlagt i 1584 af Ivan 4. den Grusomme som Ruslands første havneby ved det åbne hav. Den blev opkaldt efter ærkeenglen Mikael og var oprindelig en fæstningsby. I slutningen af 1700-tallet opførtes en række klassicistiske bygningsværker i sten, men helt op til 1920'erne var byen domineret af træhuse. Fra 1950 har der fundet en omfattende byggeaktivitet sted, og byen fremstår efter mange års kraftig vækst som en moderne russisk by.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki