Alentejo

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

/files/461/=ud_a_153076.mp3?revision=1

Alentejo, (af port. além og Tejo 'hinsides Tejo'), portugisisk landskab mellem Tejofloden og regionen Algarve; førhen delt i to provinser, Alto Alentejo og Baixo Alentejo, efter Portugals inddeling i statistiske regioner samlet i Alentejo-regionen.

Alto Alentejo, der omfattede distrikterne Évora og Portalegre, er bjergrig i den nordøstlige del med Serra de São Mamede og Serra de Marvão som dominerende bjergkæder i øst og en højslette skrånende mod Tejo i vest.

Baixo Alentejo, der svarede til distriktet Beja og den sydlige del af distriktet Setúbal, er topografisk ensartet og domineres af en bred slette, der svagt skråner mod vestkysten – en af landets få uberørte kyster.

Området, der er tyndtbefolket, er et af Portugals fattigste med en betydelig afvandring, fortrinsvis til Lissabon. Industrialiseringen er svag, og langt den overvejende del af arbejdsstyrken er beskæftiget i servicesektoren.

Landbrug er det vigtigste erhverv i den primære sektor med hvede, rug, byg, havre og sukkerrør som hovedafgrøder. Desuden findes talrige plantager med oliventræer og korkege. Portugal er verdens største eksportør af kork, og 90% af landets korkproduktion kommer fra Alentejo.

Indtil Nellikerevolutionen i Portugal (1974) bestod landbruget overvejende af betydelige ekstensivt drevne godser, latifundier, med et stort antal jordløse landarbejdere. Det portugisiske kommunistparti havde stor opbakning fra disse grupper, og umiddelbart før landbrugsreformen i 1975 blev mange godser besat af landarbejderne og drevet som landbrugskollektiver; nogle er videreført, andre er overtaget af de tidligere ejere.

Nordeuropæiske landmænd, heriblandt danske, har siden reformen købt landejendomme i Alentejo. En vis fremgang i de første år efter landets indtræden i EU har ikke kunnet imødegå, at området ligesom den øvrige indre del af Portugal præges af stagnation og faldende befolkningstal.

Mange af regionens byer har en befæstet middelalderkerne fra 1200-1300-t., da regionen blev erobret tilbage fra maurerne, og byerne spillede en stor rolle. Fæstningsværkerne ydede også beskyttelse mod senere spanske angreb.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
 ud_a_153076.mp3 (8.95 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

28/01/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Jørn Busch Olsen
06/02/2012
Redaktionen
28/01/2009
Oprindelige forfattere
BTho
29/01/2009
Lohse
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki