Tony Blair

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Læs også
• Elizabeth 2.
• Margaret Thatcher
• Labour Party

Det er de mest læste artikler i emnet Storbritannien efter 1945
Til forsiden
 Tony Blair; foto fra 2006.

Tony Blair; foto fra 2006.

Tony Blair, egl. Anthony Blair, f. 6.5.1953, britisk politiker og jurist; premierminister 1997-2007. Tony Blair er skotsk født og uddannet i Oxford. Efter valg til Underhuset for Labour i 1983 kom han hurtigt frem i første række. 1992 blev han partiets rets- og indenrigspolitiske ordfører, og ved John Smiths død i 1994 blev han valgt til ny partileder med ambitioner om at "modernisere" partiet og gøre det mere tiltrækkende for middelklassevælgere. 1997 blev Blair premierminister efter Labourpartiets store valgsejr og genvandt magten ved valget 2001. Partiet og medierne blev styret stramt, bl.a. ved udstrakt brug af spindoktorer. Blair drog politisk fordel af splittelsen i Conservative Party og af de pæne økonomiske resultater, det lykkedes at skabe. Både hjemme og ude præsenterede han sin politik som "den tredje vej": en kombination af global markedsorientering og en offentlig indsats for at styrke fællesskabet og den enkeltes uddannelsesmuligheder.

Udenrigspolitisk var Blair aktiv og synlig i debatten om EUs fremtid og optrådte som nær allieret med USA i dets "kamp mod terror" efter terrorangrebet i USA 11.9.2001. I marts 2003 valgte Blair at deltage i det amerikansk-ledede angreb på Irak, hvilket førte til stigende modstand mod ham, også på Labours venstrefløj. Det lykkedes ham dog at føre partiet til en ny sejr ved parlamentsvalget i maj 2005. Han blev hermed den første leder af Labour, der vandt tre valg i træk. I juli 2005 vandt Blair stor anerkendelse for den måde, hvorpå han håndterede terrorangrebet i Londons undergrundsbane. Hans stilling blev imidlertid svækket ved, at han i forbindelse med valget i 2005 havde ladet forstå, at han ville trække sig som premierminister til fordel for finansminister Gordon Brown inden næste valg.

En række politiske skandaler i foråret 2006 og et dårligt kommunalvalg for Labour den 1.5.2006 gjorde ham til en politisk belastning for partiet, og forstærkede kravene om, at han trak sig. Den 10.5.2007 satte Blair endelig dato på sin afgang, og den 27/6 blev han afløst af Gordon Brown som partileder og premierminister. Hans ubetingede støtte til den amerikanske præsident George W. Bush' Irakpolitik og mistanker om urent trav i forbindelse med rigmænds store lån til Labourpartiet gjorde ham på det sidste til en isoleret skikkelse i britisk politik.

Tony Blairs eftermæle vil være negativt forbundet med Irakkrigen, men også positivt med erindringer om hans evner som politisk formidler og håndværker i sine første regeringsperioder. Han genrejste Labourpartiet, og hans regeringer leverede økonomiske og på nogle punkter også sociale fremskridt. Endelig vil han blive husket for en række forfatningsmæssige moderniseringer såsom indførelse af selvstyre i Skotland. Efter sin afgang som premierminister blev Tony Blair udnævnt til mægler i Mellemøsten.

Se videoklip:

Tony Blair på et historisk besøg i Libyen, efter at landet har taget ansvar for bombesprængningen af et Pan Am-fly over skotske Lockerbie i 1988. TV-Avisen 25.3.2004.


 

Kommentarer

Viser 1-1 af 1

  • KHey skriver: 14/05/2012

    Jeg synes, at det urimeligt ikke at omtale Blairs betydningsfulde indsats for at bringe fred i Nordirland.

Viser 1-1 af 1

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
06/05/2011
keuner
04/09/2010
Redaktionen
06/05/2010
Oprindelig forfatter
JS
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki