Kosovos flag.
Kosovo, albansk Kosova, selvstændig stat, indtil 2008 en del af Serbien; 10.887 km2, 1,7 mio. indb. (2011), heraf langt hovedparten Kosovo-albanere. Så langt kilderne rækker tilbage i middelalderen, har der boet både albanere og serbere i Kosovo, som udgjorde kernen i det serbiske rige i 1200-t. Kosovosletten, Kosovo Polje, er kendt for flere slag, især slaget 28.6.1389 (15/6 efter gammel tidsregning), hvor en serbisk-ledet styrke blev besejret af osmannerne.
| Dansk navn | Kosovo |
| Lokalt navn | Republika e Kosovës |
| Engelsk navn | Kosovo |
| Uafhængighed | 2008 |
| Areal | 10.887 km2 |
| Indbyggertal (2007) | 1.733.000 |
| Hovedstad | Prishtina |
| Sprog | albansk (off.) ca. 90%, serbisk ca. 6%, andre ca. 4% |
| Befolkning | kosovoalbanere ca 90%, serbere ca. 6%, andre ca. 4% |
| Religion | muslimer ca. 90%, ortodokse ca. 6%, andre el. ingen ca. 4% |
| Møntenhed | euro; serbisk dinar |
| Nationalitetsmærke til biler | XK (midlertidig) |
| BNP pr. indb. (2007) | 6600 $ |
Under Balkankrigen 1912-13 generobrede Serbien Kosovo, der nu havde albansk befolkningsflertal. I 1968 udbrød der uroligheder i området, hvor albanske demonstranter krævede uafhængighed og mulighed for at forene sig med Albanien. I 1974 fik Kosovo udvidet selvstyre, så det i praksis blev sidestillet med republikkerne i Jugoslavien, men i 1981 udbrød der igen uroligheder med albansk krav om fuld republikstatus for området. Dette fremkaldte modreaktioner fra serbisk side, og i 1989 fratog det serbiske parlament reelt Kosovo dets selvstyre. Siden har området været under skarp kontrol af serbisk militær og politi, og spændingen er stor, selvom den albanske befolkning hidtil er veget uden om direkte oprør.
© dib
Kosovo. På mandat fra FN indsatte NATO i 1999 en fredsstøttende styrke i Kosovo. I styrken, som var sammensat af enheder fra mange nationer, indgik en dansk panserinfanteribataljon fra Den Danske Internationale Brigade. Her ses en af brigadens pansrede mandskabsvogne under patruljering i byen Mitrovica. Den påsatte pigtråd skal forhindre demonstranter i at kravle op på vognen.
Forholdene var på overfladen rolige 1996-97, men i januar 1998 begyndte den Kosovo-albanske organisation UÇK, Kosovos Befrielseshær, systematisk at angribe serbisk politi, og konflikten blev snart optrappet fra begge sider. Ibrahim Rugovas ikke-voldsorienterede albanske modstandsparti tog initiativet til nyvalg til Kosovos illegale parlament, og i juli genvalgtes han til præsident. Men UÇK nægtede at acceptere valgresultatet. Sommerens kampe var hårde og bragte både albanske og serbiske lokalbefolkninger på flugt, indtil NATO med trussel om flyangreb i oktober 1998 fik Jugoslavien til at trække størsteparten af sine styrker ud af Kosovo og lade fredeliggørelsen af provinsen overvåge af OSCE. Fra midten af december eskalerede konflikten imidlertid igen, og den endte efter resultatløse forhandlinger i en uofficiel krig, hvor NATO fra marts 1999 gennemførte præcisionsbombninger i Jugoslavien, mens serbiske styrker fordrev albanere i hundredtusindvis fra Kosovo.
Kosovo. Ibrahim Rugova portrætteret på en plakat i Priština, 2001.
Krigen ophørte med en fred i Beograd i juni 1999, fulgt op af FNs Sikkerhedsråds resolution 1244 af 10.6.1999, som fastslog Kosovos fremtidige status som provins med hjemmestyre inden for Forbundsrepublikken Jugoslavien, hvis militær- og politistyrker trak sig ud af provinsen. NATO-lande og NATO-partnerskabslande stillede en militærstyrke på knap 50.000 mand til rådighed (KFOR), og en civil FN-administration under ledelse af først franskmanden Bernard Kouchner, senere danskerne Hans Hækkerup og Søren Jessen-Petersen (2004-06), blev oprettet. I efteråret 1999 gennemførtes en delvis afvæbning af UÇK, og i 2001 kom en forfatningsmæssig rammelovgivning på plads, og de første frie parlamentsvalg i provinsens historie blev afholdt. Ved valgene vandt Ibrahim Rugovas parti LDK generelt over den vigtigste modstander, Kosovas Demokratiske Parti, DPK, ledet af UÇKs leder Hashim Thaçi.
Kosovo. Kosovo-albanere demonstrerer i 2003 til støtte for Kosovos Befrielseshær UÇK.
I foråret 2001 lykkedes det gennem et samarbejde mellem KFOR og den jugoslaviske regering i Beograd at få afvæbnet en lokal albansk oprørshær i de serbiske grænseområder til Kosovo. Derimod havde FN-myndighederne de største problemer med at få etableret et samarbejde mellem albanerne og de andre befolkningsgrupper, især serberne. KFOR har brugt mange resurser på at beskytte isolerede minoritetsgrupper og kulturelle monumenter som de serbiske kirker og klostre i de albanske flertalsområder.
Kosovo erklærede sig selvstændigt den 17.2.2008; i 2010 er staten anerkendt af 71 lande, bl. a. Danmark, USA og 22 andre EU-lande. Landet er 2010 endnu ikke optaget hverken i FN, OSCE eller Europarådet, men er dog medlem af IMF og Verdensbanken.
Kosovos godt 1,6 mio. vælgere gik til stemmeurnerne til landets første parlamentsvalg 12.12.2010 for at vælge blandt kandidater fra over 30 partier til de 120 pladser i parlamentet. Valget overvågedes af 850 udenlandske og 26000 lokale valgobservatører.
Viser 1-1 af 1
Eftersom Danmark har anerkendt Kosovo som en selvstændig nation bør beskrivelsen efter min mening bringes i overensstemmelse med de øvrige artikler om selvstændige lande.
Viser 1-1 af 1
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Kosovo. På mandat fra FN indsatte NATO i 1999 en fredsstøttende styrke i Kosovo. I styrken, som var sammensat af enheder fra mange nationer, indgik en dansk panserinfanteribataljon fra Den Danske Internationale Brigade. Her ses en af brigadens pansrede mandskabsvogne under patruljering i byen Mitrovica. Den påsatte pigtråd skal forhindre demonstranter i at kravle op på vognen.
Viser 5 af 5 billeder
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 52897064.601.svg (19.77 kB) Kosovo. | Admin 05/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki