Dagen i dag 20. april 2015Se alle dagen i dag

  • 1986Vladimir Horowitz
  • 1977GEOS
  • 1947Christian 10
  • 1889Adolf Hitler
  • 1857Herman Bang
  • 1986 - Vladimir Horowitz

    Den russiskfødte pianist Vladimir Horowitz spillede for første gang i 61 år en koncert i Rusland; fra 1925 havde han boet i USA. Horowitz er lige berømt for sin enestående virtuositet og sine stærkt personlige, til tider excentriske fortolkningers poesi.

  • 1977 - GEOS

    En geofysisk satellit, GEOS-1 (Geosynchronous Earth Observation Satellite), blev opsendt for at måle elektriske og magnetiske felter samt partikler i Jordens magnetosfære.

  • 1947 - Christian 10

    Christian 10., konge af Danmark fra 1912, døde. Han blev 76 år. Han afskedigede i 1920 regeringen pga. uenighed om det sønderjyske grænsespørgsmål, hvilket udløste Påskekrisen.

  • 1889 - Adolf Hitler

    Den tyske diktator Adolf Hitler blev født i Østrig. Han var fra 1921 leder af det dengang lille nazistparti NSDAP i Tyskland og forsøgte allerede i 1923 at tage magten ved et kup. I det korte fængselsophold derefter påbegyndte han sin bog Mein Kampf med sine politiske mål og tanker. Hitler døde i 1945.

  • Det Kongelige Bibliotek
    1857 - Herman Bang

    Den danske forfatter Herman Bang blev født. Som digter minder han ikke om nogen anden; hans uefterlignelige sprog- og replikkunst gør hans prosa til et af de originale danske bidrag til verdenslitteraturen. Bang døde i 1912.

Aktuel baggrundsviden

Hættemåge i sommerdragt.

Hættemåge i sommerdragt.

TEMA: MÅGER

Mågerne er en familie af mågevadefugle med 51 arter i hele verden.

Af udseende er det en meget homogen gruppe, men størrelsen varierer betydeligt - de er 25-79 cm lange med et vingefang på 70-170 cm. De har fødder med svømmehud. De er som regel grå eller sorte på oversiden og hvide på undersiden; nogle arter har et sort halebånd, og hos mange er hovedet mørkebrunt eller sort i yngledragten. Ungfuglene er brunlige.

De fleste måger findes ved vand og lever af smådyr og fisk, evt. fugleæg og fugleunger. Visse mågearter har effektivt været i stand til at udnytte fiskeriaffald og åbne lossepladser, hvilket undertiden har ført til en dramatisk tilvækst i bestandene.

Med moderniseringen af havnefronterne flytter flere måger ind i byerne, til stor gene for beboerne, da måger støjer og kan optræde aggressivt, når de beskytter deres unger. Det anbefales at forebygge et indtog af måger ved bl.a. at sikre, at fuglene ikke har adgang til spiseligt affald og ved at placere forhindringer som stålpigge og særlige net på tage, så fuglene ikke kan bygge reder. Æg kan pensles med paraffinolie, hvilket lukker porerne i ægget, og det går til. Dette kræver Naturstyrelsens tilladelse. Det er ligeledes ulovligt at skyde måger uden en særlig tilladelse.

I Danmark er hættemåge, stormmåge, sildemåge, sølvmåge, svartbag og ride almindelige. Dertil kommer sjældne gæster som fx middelhavssølvmåge og ismåge.

Læs mere om måger.

Find bøger