Bolivia - økonomi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Bolivia er Sydamerikas fattigste land, det er forgældet og som de andre præget af stor indkomstulighed. Det er rigt på råstoffer, bl.a. naturgas og malme, men historisk set har korruption og international udbytning hæmmet udviklingen. Fald i de internationale metalpriser, oliekriser samt stigende renteniveau betød, at Bolivia som så mange andre lande i Latinamerika i 1980'erne blev ramt af en dyb økonomisk krise. Krisen indebar faldende produktion, hyperinflation og gældsproblemer; i 1984 blev rentebetalingerne på udlandsgælden indstillet. I 1985 indførtes en ny økonomisk politik, hvis sigte var afvikling af den statslige regulering, bekæmpelse af hyperinflationen samt gennemførelse af en møntreform. Priser, lønninger og valutakurs er herefter blevet bestemt af markedskræfterne, udenrigshandelen er liberaliseret og importbegrænsende foranstaltninger reduceret. Endvidere er statens rolle som producent af varer og tjenesteydelser søgt mindsket gennem et omfattende privatiseringsprogram, ligesom udenlandske investorer er blevet opmuntret til at deltage i bl.a. landets energi- og mineindustri.

Støtte fra Den Internationale Valutafond (IMF) har genåbnet adgangen til de internationale kapitalmarkeder samt lettet muligheden for at opnå gældsomlægnings- og reduktionsaftaler med landets kreditorer. Reformpolitikken resulterede i en periode med økonomisk vækst og lav inflation, men den havde hårde sociale virkninger, og den illegale sektor voksede. Omkring 2000 stagnerede BNP-væksten, og en række regeringstiltag, bl.a. planer for øget gaseksport og begrænsning af kokadyrkningen, udløste social uro. Den nye regering (fra 2005) besluttede at indføre statskontrol med energisektoren i løbet af 2006; efter dette skridt er udenlandske investeringer næsten ophørt.

Den uformelle økonomi er især baseret på handel med kokain. Bolivia regnes for at være verdens tredjestørste kokainproducent, og den omfattende narkotikaeksport har periodisk belastet forholdet til USA, som er en af Bolivias vigtigste finansielle støtter og samhandelspartnere. Blandt andre vigtige samhandelslande kan nævnes Argentina, Brasilien og Chile. Bolivia har deltaget aktivt i udviklingen af det regionale samarbejde og er medlem af LAIA (Latin American Integration Association) samt af Andespagten.

I 2005 var Danmarks eksport til Bolivia 24 mio. kr., mens importen blot udgjorde 3 mio. kr.

Læs mere om Bolivia.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
12/01/2011
Oprindelige forfattere
EiCh
29/01/2009
HelPe
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki