Zambia - økonomi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Marked i Petauke. Foto: 1991.

Marked i Petauke. Foto: 1991.

Præsident Kenneth Kaunda påbegyndte efter uafhængigheden i 1964 en række nationale udviklingsprogrammer, som dels opprioriterede uddannelses- og sundhedssektoren, dels fokuserede på en udbygning af Zambias infrastruktur og fremstillingsindustri.

For at reducere den europæiske indflydelse på økonomien nationaliserede regeringen i 1968 landets største virksomheder; økonomien blev samtidig underlagt en strammere statslig styring.

I 1970'erne blev Zambia hårdt ramt af faldende kobberpriser i kølvandet på den første oliekrise og sanktionerne mod nabolandet Rhodesia; det førte til store betalingsbalance- og gældsproblemer, som fortsatte i 1980'erne. I 1986 måtte landet anmode Den Internationale Valutafond, IMF, om økonomisk støtte. Det var dog først efter de kommunistiske regimers fald i Europa, at regeringen blev fuldt indstillet på at efterleve IMF's modkrav om et stramt økonomisk stabiliseringsprogram med sociale nedskæringer og gennemgribende strukturreformer.

I 1990'erne var den økonomiske politik derfor indrettet på at gennemføre markedsøkonomiske reformer, herunder et omfattende privatiseringsprogram, som inkluderer de vigtige kobberminer. Som belønning afskrev IMF og en række bilaterale kreditorer i to omgange, i 2000 og 2005, en betydelig del af Zambias udlandsgæld. Den seneste gældslettelse åbnede mulighed for en gratis sundhedstjeneste, hvis betydning dog begrænses af mangel på personel.

Zambias befolkning, hvoraf mange er arbejdsløse eller underbeskæftigede, og tre fjerdedele menes at leve for under en dollar om dagen, er hårdt ramt af hiv/aids og malaria, og tørke eller oversvømmelser udløser fra tid til anden hungersnød. Det er forsøgt at diversificere økonomien, bl.a. med udvikling af landbruget og turismen; stigende kobberpriser fra 2004 har afsat en beskeden vækst i BNP, men atter eksponeret afhængigheden af minedriften. Inflationen nåede i 2006 for første gang i 30 år under 10%, og budgetunderskuddet for 2005 var kun ca. 3% af BNP, men den offentlige gæld havde da nået 72% af BNP.

Zambias vigtigste eksportmarkeder er Sydafrika, Kina og Sydkorea, mens importen primært stammer fra Sydafrika. Danmarks eksport til Zambia var i 2005 på 28 mio. kr., mens importen derfra var på 8 mio. kr. Dansk udviklingsbistand til Zambia var samme år på 200 mio. kr.

Læs mere om Zambia.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger i
Bøger app

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Viser 1 af 1 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
20/11/2012
Oprindelige forfattere
EiCh
02/02/2009
HelPe
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki