Dagen i dag 4. maj 2015Se alle dagen i dag

  • 1980Josip Broz Tito
  • 1945femte maj 1945
  • 1939Amos Oz
  • 1929Audrey Hepburn
  • 1919Kina
  • 1907metersystemet
  • 1825Thomas Henry Huxley
  • 1802Guldhornene
  • 1655Bartolomeo Cristo...
  • AKG
    1980 - Josip Broz Tito

    Den jugoslaviske politiker Josip Broz Tito døde, 87 år gammel. Han var en af grundlæggerne af Jugoslaviens kommunistparti og blev landets præsident efter monarkiets afskaffelse i 1945. 11 år efter Titos død opløstes den stat, han havde skabt, i en blodig borgerkrig.

  • Gyldendal
    1945 - femte maj 1945

    De tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og det meste af Danmark kapitulerede til englænderne med virkning fra næste morgen kl. 8. Befrielsen blev bl.a. fejret ved, at mørklægningsgardinerne blev revet ned, og der blev sat levende lys i vinduerne.

  • Polfoto/Menahem Kahanan/AFP
    1939 - Amos Oz

    Den israelske forfatter Amos Oz blev født. Et centralt tema i forfatterskabet er den skjulte verden af voldsomme, ubevidste drifter og frygt, der befinder sig nær eller lige inden for den civiliserede verden som en bestandig trussel mod det tilsyneladende rolige og stabile hverdagsliv.

  • 1929 - Audrey Hepburn

    Den belgiskfødte amerikanske skuespiller Audrey Hepburn blev født. Hun kendes især for Prinsessen holder fridag, der indbragte hende en Oscar, og rollen som Eliza i My Fair Lady. Audrey Hepburn døde i 1993.

  • 1919 - Kina

    Som følge af japansk overtagelse af en kinesisk halvø i forlængelse af 1. Verdenskrig opstod der store studenterdemonstrationer i Beijing til fordel for national selvstændighed, social ligestilling og moderne reformer. Den kinesiske politiske bevægelse Fjerde maj-bevægelsen tog navn efter demonstrationen.

  • Gyldendal
    1907 - metersystemet

    Metersystemet blev indført i Danmark. Det er et enhedssystem, der er baseret på enhederne meter og kilogram, hvor man tidligere opererede med fod og pund. Med SI-systemet udvidedes i 1960 med bl.a. enheder for tid (sekund), elektrisk strøm (ampere) og absolut temperatur (kelvin).

  • Efter The Encyclopedia of Evolution: Humanitys Search for its Origins (1990)
    1825 - Thomas Henry Huxley

    T.H. Huxley, britisk anatom og zoolog, blev født. Han var en ivrig forkæmper for Darwins evolutionsteori og skrev flere lærebøger. Han definerede begrebet agnosticisme, dvs. den opfattelse, at der ikke kan opnås egentlig viden om religiøse eller metafysiske emner. Huxley døde i 1895.

  • 1802 - Guldhornene

    Den kriminelle københavnske guldsmed Niels Heidenreich låste sig vha. et sæt falske nøgler ind på Kunstkammeret og stjal Guldhornene. Han omsmeltede dem senere og solgte dem som smykker.

  • 1655 - Bartolomeo Cristofori

    Den italienske cembalobygger Bartolomeo Cristofori blev født. Han arbejdede for familien Medici i Firenze og er berømt for at have opfundet klaveret. Det andet ord for klaver, piano, er også italiensk. Cristofori døde i 1731.

Aktuel baggrundsviden

De 22 ballers placering på snookerbordet ved spillets start. Bordet er 12x6 fod (ca. 3,65 m x ca. 1,80 m).

De 22 ballers placering på snookerbordet ved spillets start. Bordet er 12x6 fod (ca. 3,65 m x ca. 1,80 m).

TEMA: SNOOKER

Snooker er et billardspil, som blev udviklet i 1875 af britiske officerer i Nordindien og derfra spredte sig til resten af Commonwealth. Det spilles med seks forskelligfarvede baller, femten røde baller og en hvid stødbal på et stort bord med målene 12x6 fod (ca. 3,60 m x 1,80 m). Til sammenligning er et almindeligt poolbord mellem 5 og 7 fod i længden.

En snookerkamp består af et antal frames, hvor det gælder om at rydde bordet med flest point. En rød bal har værdi af ét point, mens de farvede baller giver fra to til syv point. Der stødes skiftesvis røde og farvede baller i hul, idet farverne lægges tilbage på deres pladser, indtil alle røde baller er i hul. Derefter stødes de farvede baller i hul i den fastlagte rækkefølge gul, grøn, brun, blå, pink og sort.

Er en spiller bagud på point, kan han lægge en snooker, dvs. spille efter at modspilleren ikke kan ramme den bal, han skal. Begår en spiller fejl, kan modspilleren tildeles mellem fire og syv point alt efter fejltype.

Skønt spillet tidligere primært var begrænset til Storbritannien og tidligere kolonier, så følges VM i snooker i dag af ca. 400 millioner seere på verdensplan. Især i Kina er snooker vundet frem i de senere år. I Danmark afholdes hvert år DM i snooker.

Internationalt er de bedste snookerspillere højt betalt. Vinderen af VM 2015 får 300.000 £ ud af turneringens samlede præmiesum på 1.364.000 £. Blandt tidligere vindere af VM kan nævnes Steve Davis, Stephen Hendry, Ronnie O'Sullivan, John Higgins, Mark Selby og Neil Robertson.

Læs mere om snooker.

Videoklip: Den femdobbelte verdensmester Ronnie O'Sullivan laver en maksimal serie på 147 point ved Welsh Open 2014.

Find bøger