EU - 1.1. Den gradvise udvikling af Fællesskabet

Udviklingen i de europæiske lande siden underskrivelsen af Romtraktaten i 1957 viste sig i høj grad gunstig for en befæstelse og udvidelse af samarbejdet. En forbedret økonomi og de deraf følgende muligheder for en forstærket socialpolitik i 1960'erne og 1970'erne bidrog til interessen for et tættere europæisk økonomisk samarbejde, også selvom modstanden mod EFs overnationale beføjelser ikke mindst fra fransk side truede med at stoppe samarbejdet i midten af 1960'erne.

Den første udvidelse af medlemskredsen fandt sted i 1973, da Danmark, Storbritannien og Irland indgik i EF. I 1981 blev Grækenland optaget som medlem, og i 1986 trådte Spanien og Portugal ind. Østrig, Sverige og Finland blev medlemmer i 1995. Herudover har en række lande og oversøiske territorier indgået associeringsaftaler med Fællesskabet, der endvidere har modtaget tiltrædelsesansøgninger fra Tyrkiet (1987), Cypern og Malta (1990), Schweiz (1992), Ungarn og Polen (1994), Rumænien, Slovakiet, Estland, Letland, Lithauen og Bulgarien (1995) og Tjekkiet (1996).

Hvad udviklingen i samarbejdets indhold angår, dets mål og midler, var afviklingen af indre told og af kvantitative import- og eksportrestriktioner i samhandelen mellem medlemslandene det centrale og i tilknytning hertil opførelsen af en fælles ydre toldmur om Fællesskabet; det var Schumanerklæringens idé og et vigtigt element i EØF-Traktaten. For dette ganske ambitiøse projekt var der i traktaten fastsat en overgangsperiode på 12 år, og det er i løbet af perioden lykkedes at gennemføre etableringen af det fælles marked.

Fællesskabets finansiering og herunder finansieringen af dets markedsordninger gav i en årrække anledning til konflikter, hvor især Storbritannien talte for begrænsninger i samarbejdet under henvisning til, at Storbritannien ydede et større økonomisk bidrag til EF, end landet fik udbetalt derfra. Finansieringen ændredes i slutningen af 1970'erne fra finansiering ved direkte bidrag fra medlemslandene til finansiering vha. EFs egne indtægter, navnlig ved overførelse til fællesskabet af en del af medlemsstaternes momsprovenu. Dette begrænsede til dels disse indvendinger, uden at det dog fuldt ud har bragt diskussionerne om Fællesskabets finansiering til ophør eller har afskaffet de særordninger, som ikke mindst Storbritannien tidligere fik forhandlet sig til.

Læs videre i artiklen om Den Europæiske Fælles Akt eller læs om EU generelt.