EU - 3.2. Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU

ØMUens baggrund

I slutningen af 1980'erne opstod der på ny interesse for yderligere monetær integration i Europa. Det blev en udbredt opfattelse, at det indre marked i EU bedst kunne fungere, hvis der var fuld sikkerhed mht. valutakurserne. Ligeledes blev det fremført, at EMSen kunne få store problemer med at overleve i et Europa med helt frie kapitalbevægelser landene imellem. Man forudså, at hvis et lands valutakurs kom ud af trit med de realøkonomiske forhold, og en paritetsjustering derfor kunne komme på tale, kunne det blive næsten umuligt at undgå spekulative angreb, hvilket blev bekræftet af udviklingen i løbet af 1992 og 1993. Endelig blev det i stigende grad opfattet som et problem, at EMSen reelt var styret af Tyskland. I de øvrige EF-lande, især i Frankrig, var der utilfredshed med denne skæve deling af indflydelsen på pengepolitikken i Europa. Løsningen kunne bestå i at indføre én fælles valuta og én fælles europæisk centralbank, i hvilken hvert medlemsland i princippet skulle have lige stor indflydelse. Alternativt kunne man lade valutakurserne flyde. Dette ville dog formentlig føre til endnu større udsving i de reale valutakurser, ligesom strategien kunne vise sig at underminere den økonomiske og politiske integration i Europa.

På den baggrund nedsatte Det Europæiske Råd i juni 1988 en ekspertkomité under ledelse af EU-Kommissionens formand, franskmanden Jacques Delors, som skulle forberede overgangen til en økonomisk og monetær union i Europa. Dens arbejde, Delorsrapporten, forelå året efter og indeholdt fire hovedprincipper. For det første anbefalede komitéen en gradvis opbygning af ØMUen i tre faser. For det andet blev der i rapporten lagt vægt på, at økonomisk og monetær integration er to sider af samme sag, som derfor bør foregå parallelt. For det tredje anbefaledes en høj grad af finanspolitisk koordination, herunder især bindende øvre grænser for budgetunderskuddets og den offentlige gælds størrelse i de enkelte deltagerlande. Endelig blev det for det fjerde fremhævet, at den fælles europæiske centralbank skulle være uafhængig af regeringerne. Først i oktober 1993 var Traktaten endeligt ratificeret i alle lande, hvorved der skulle være skabt en institutionel ramme, som kan sikre, at der faktisk vil blive ført en fælles pengepolitik.

Læs mere om ØMUen i Maastrichttraktaten og om EU generelt.