EU - 7.9. Miljøpolitik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

EU. I 1990 besluttede EF at oprette Det Europæiske Miljøagentur. Efter års tovtrækkeri om agenturets placering blev resultatet Kongens Nytorv i København. Dets rolle (1996) er alene at indsamle oplysninger om miljøkvaliteten og forebyggende miljøarbejde i medlemslandene; EU-Kommissionen håndhæver EUs miljøkrav.

Romtraktaten fra 1957 indeholdt ikke bestemmelser om miljøpolitik. De første direktiver på miljøområdet er fra omkring 1970, og de gennemførte fælles regler for mærkning og klassificering af farlige stoffer og for bilers udstødning. Formålet var at fjerne tekniske handelshindringer. I 1973 vedtog Ministerrådet det første handlingsprogram for miljøområdet med den begrundelse, at en gennemførelse af traktatens mål om harmonisk vækst er "utænkelig uden en effektiv bekæmpelse af forurening og gener og en forbedring af livskvaliteten og miljøbeskyttelsen". Også EF-Domstolen understregede i flere sager i løbet af 1980'erne, at miljøbeskyttelse er en grundlæggende del af EU-retten.

Der findes dog adskillige eksempler på, at miljøpolitikken er i konflilkt mht. især reglerne i det indre marked. Et godt eksempel er den danske returflaskesag. Domstolen fandt indledningsvist, at medlemslandene og dermed Danmark kan fastsætte særlige regler af hensyn til miljøet, selvom reglerne indirekte vil begrænse samhandelen. Det forudsætter dog, at reglerne ikke diskriminerer andre landes varer og ikke er uforholdsmæssigt indgribende. Danmark fik derfor indledningsvist lov til at forbyde salg af øl og sodavand i dåser for at bevare landets returflaskesystem. Domstolen afgjorde, at hensynet til miljøet var vigtigere end hensynet til varernes frie bevægelighed. Muligheden for at etablere og beholde særregler af hensyn til miljøet består dog kun i fuldt omfang, så længe der ikke er vedtaget fælles regler på området.

Returflaskesagen blev derfor indirekte genoplivet ved ikrafttrædelsen af EUs emballagedirektiv fra juni 1996. Direktivet omfatter alle former for emballage og emballageaffald og gælder derfor også for dåser til øl og sodavand og medførte krav om implementering af standardiserede regler i alle medlemslande. Standardiseringen indførtes af hensyn til varernes frie bevægelighed. For Danmarks vedkommende kolliderede dette med det danske returflaskesystem, hvilket førte til, at Kommissionen i 1996 anlagde sag mod Danmark med det formål at få det danske forbud mod dåser erklæret traktatstridigt. Sagen verserede indtil Danmark i 2002 af egen drift ophævede forbuddet mod dåser. Det skete angiveligt pga. udsigten til at tabe sagen ved EF-Domstolen.

Først i 1987 med gennemførelsen af Fælles Akten blev der i selve traktaten formuleret et nærmere retsgrundlag for Fællesskabets miljøpolitik.

Formålet

med EUs miljøpolitik er at bevare, beskytte og forbedre miljøkvaliteten samt at sikre menneskers sundhed og en forsigtig og effektiv udnyttelse af naturresurserne art. 174 EF). En del af baggrunden er desuden en mere speciel fokusering på grænseoverskridende forurening. Andre dele af miljøpolitikken sigter på at harmonisere medlemslandenes miljøregler, så de ikke virker som tekniske handelshindringer. Den frie udveksling af varer har også vist, at det er nødvendigt at begrænse medlemslandenes mulighed for at skaffe sig konkurrencefordele ved meget lempelige eller slet ingen miljøkrav. Ligeledes kan den frie udveksling af varer blive hindret af stater, der under dække af høje miljøkrav siger at forhindre adgang til nationale markeder for udenlandske producenter. Det var det, som returflaskesagen og dåseforbudssagen handlede om, da Danmark blev anklaget for at hindre adgang til det danske marked ved hjælp af det danske flaskepantsystem.

Principperne

for EUs miljøpolitik er angivet i Maastrichttraktaten fra 1993, hvori vigtigheden af at fremme en "bæredygtig ikke-inflationær vækst, som respekterer miljøet" fremhæves. Mere specielle principper for miljøpolitikken er: forureneren betaler-princippet, forsigtighedsprincippet, princippet om, at indgreb over for miljøskader fortrinsvis sker ved kilden, princippet om forebyggende indsats samt princippet om at integrere miljøpolitikken i andre politikker (mainstreaming). Hvilket indhold der kan lægges i principperne, var imidlertid langtfra klart, ligesom der var og er betydelig uklarhed om retsvirkningen. Forsigtighedsprincippet blev nærmere defineret og forklaret i en meddelelse, som Kommissionen vedtog i 2000. Forsigtighedsprincippet gælder, når der foreligger ufuldstændige, foreløbige eller usikre data samt hvor foreløbige videnskabelige evalueringer viser, at man med rimelig sikkerhed kan frygte eventuelt farlige indvirkninger på miljøet eller menneskers, dyrs eller planters sundhed. Forsigtighedsprincippet anvendes inden for miljø, GMOer (genetisk modificerede organismer), forbrugerbeskyttelse, folkesundhed og fødevaresikkerhed. Med Amsterdamtraktaten blev begrebet bæredygtig udvikling desuden tilføjet til EUs målsætninger, og miljøbeskyttelsen blev i større udstrækning inddraget i de øvrige EU-politikker, herunder mest væsentligt det indre marked (art. 2 og 6 EF).

EF-Domstolen har dog i ledende domme henvist til flere af principperne, hvorfor de i en eller anden udstrækning må tillægges betydning for fortolkning af EU-retten.

Gennemførelse

af EUs miljøpolitik kræver, at Ministerrådet vedtager regler på området, hovedsagelig i form af direktiver og forordninger. Der gælder forskellige beslutningsprocedurer på miljøpolitikkens forskellige områder. Rådet træffer således beslutning med enstemmighed efter høring af EU-Parlamentet på områderne fysisk planlægning, forvaltning af vandresurser, arealanvendelse (bortset fra affaldshåndtering) eller foranstaltninger, der i væsentlig grad berører et medlemslands valg på energiområdet. Desuden træffer Rådet beslutning ved brug af samarbejdsproceduren ved vedtagelse af generelle handlingsprogrammer, som fastlægger de vigtigste målsætninger.

Retsvirkning. Hvordan et direktiv eller en forordning kategoriseres har også betydning for, hvilken retsvirkning reglerne har. Direktiver vedtaget efter traktatens miljøbestemmelse udelukker fx ikke, at der i medlemslandene opretholdes eller indføres strengere beskyttelsesforanstaltninger, når de i øvrigt er i overensstemmelse med traktaten. På landbrugsområdet gælder modsat, at medlemslandene kun kan vedtage strengere regler på det pågældende område, hvis der er udtrykkelig adgang hertil i direktivet eller forordningen. For direktiver vedtaget med henblik på det indre marked gælder den såkaldte miljøgaranti, som er indskrevet i EF-traktatens art. 95, stk. 4 og 5. Rækkevidden af miljøgarantien har imidlertid været genstand for stor diskussion. Kriterierne for anvendelsen af miljøgarantien er fastlagt gennem Kommissionens og EF-Domstolens praksis på området. Domstolens afgørelse fra 2003 i den såkaldte madsminkesag satte igen gang i debatten om miljøgarantiens rækkevidde.

EUs regulering af miljøområdet er betydelig og dækker de fleste miljøspørgsmål. Der er vedtaget flere hundrede direktiver og forordninger med meget forskelligt indhold. Nogle direktiver omhandler bestemte produkter, fx vaskemidlers biologiske nedbrydelighed, andre angår bestemte industrielle aktiviteter, fx kraftværker, og atter andre angår forurening fra bestemte kilder, fx direktivet fra 1991 om rensning af byspildevand, der betød investering for flere hundrede mia. kr. i rensningsanlæg i EU i 1990'erne. Visse direktiver angår globale eller regionale miljøproblemer, fx udfasning (gradvis erstatning) af produktion af CFC-gasser og begrænsning af emission fra kraftværker.

Affald. EU har vedtaget et rammedirektiv om affald, ifølge hvilket der kræves udarbejdelse af affaldsplaner og forsvarlig bortskaffelse og genanvendelse af affald, samt at alle modtageanlæg skal have en tilladelse. Ministerrådet har endvidere i 1993 vedtaget en forordning om ud- og indførsel af affald, der bl.a. begrænser udførsel af farligt affald til andre medlemslande; se endvidere affald.

EU har endvidere underskrevet Kyoto-protokollen og har dermed forpligtet sig til at reducere sine udslip af CO2 for at bremse eller forebygge drivhuseffekten. Reduktionsforpligtigelserne for de enkelte medlemslande er nærmere fastsat i aftalen om byrdefordeling mellem EU-medlemslande. EU skal reducere sine udslip af CO2 med gennemsnitlig 8% inden 2012. Danmarks reduktionsforpligtigelse er imidlertid blandt de højeste med krav om en 21% reduktion. Rammerne for, hvordan de enkelte lande skal opnå deres reduktionsforpligtigelse, er løseligt defineret i EUs kvotedirektiv, der blandt andet indeholder bestemmelser om oprettelse af et EU-internt system for CO2-kvotehandel samt regler for brugen af de fleksible mekanismer.

Problemer

I de første mange år blev de talrige miljødirektiver snarere opfattet som politiske hensigtserklæringer end som bindende retsakter, hvorfor de kun blev efterlevet i ringe omfang. Så sent som i 1990 antog Kommissionen, at alle medlemslande overtrådte direktivet fra 1980 om drikkevandskvalitet. En række afgørelser fra EF-Domstolen siden midten af 1980'erne har imidlertid understreget, at der er tale om bindende retsregler. Det gælder ifølge EF-Domstolen også direktiverne om luftkvalitet mht. svovldioxid, bly, asbest, ozon og nitrogendioxid. Det samme gælder direktivet fra 1978 om kravene til ferskvands kvalitet, for at det kan være egnet til, at fisk kan leve deri. Det giver problemer for bl.a. Danmark, der ikke kan overholde miljøkravene i en meget betydelig del af de vandområder, som er udpeget efter direktivets vedtagelse.

Et andet problem er mængden af EU-miljøregler og den manglende sammenhæng mellem dem. Ikke blot betyder de flere hundrede forskellige regelsæt, at der opstår mange regelsammenstød. Der savnes fx også sammenkædning mellem miljøkvalitetsnormer og emissionsnormer, som det kendes i amerikansk ret. EU har dog også vedtaget mere generelle regler på miljøområdet; fx blev der i 1982 efter ulykken i Seveso vedtaget et direktiv, som kræver varslingssystemer og information til offentligheden om evakueringsplaner for særlig risikobetonede aktiviteter. I 1985 vedtog EU det såkaldte VVM-direktiv (Vurdering af Virkning på Miljøet), som kræver en kortlægning af større offentlige og private projekters direkte og indirekte miljøvirkning samt alternative løsninger før godkendelse; i 1993 vedtoges en forordning om virksomheders frivillige deltagelse i miljørevision og -styring, hvorefter virksomhederne kan lade sig underkaste en uafhængig kontrol.

Håndhævelse

af EUs miljøregler kan ske, ved at Kommissionen indleder en sag ved EF-Domstolen mod en medlemsstat. Det er dog kun en ubetydelig del af overtrædelserne, som opfanges på denne måde. En anden mulighed er, at borgerne påberåber sig EU-reglerne ved de nationale domstole enten på grundlag af en fortolkning af de nationale regler i overensstemmelse med EU-reglerne eller på grundlag af princippet om EU-reglernes direkte virkning. Der er ikke tillagt Miljøagenturet håndhævelsesbeføjelser.

Et tredje problem, som er grundlæggende for både EU og nationalstater, angår vægtningen af økonomiske interesser over for miljøhensyn. Således indebærer mange beslutninger angående grænseværdier og anden miljøregulering afvejning af disse hensyn. Problemet er måske større i EU, fordi medlemslandene kan have forskellige præferencer, hvorfor det er svært at gøre alle tilfredse. Et særligt spørgsmål for EU i denne forbindelse er imidlertid, at det kan være svært at gennemskue, om et medlemslands ønsker vedrørende regulering og særregler på det indre marked skyldes protektionisme eller miljøhensyn.

 Læs videre i artiklen om regionalpolitik eller om EU generelt.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

EU. I 1990 besluttede EF at oprette Det Europæiske Miljøagentur. Efter års tovtrækkeri om agenturets placering blev resultatet Kongens Nytorv i København. Dets rolle (1996) er alene at indsamle oplysninger om miljøkvaliteten og forebyggende miljøarbejde i medlemslandene; EU-Kommissionen håndhæver EUs miljøkrav.

© Dette billede må du ...

EU. I 1990 besluttede EF at oprette Det Europæiske Miljøagentur. Efter års tovtrækkeri om agenturets placering blev resultatet Kongens Nytorv i København. Dets rolle (1996) er alene at indsamle oplysninger om miljøkvaliteten og forebyggende miljøarbejde i medlemslandene; EU-Kommissionen håndhæver EUs miljøkrav.

© Dette billede må du ...

EU. I 1990 besluttede EF at oprette Det Europæiske Miljøagentur. Efter års tovtrækkeri om agenturets placering blev resultatet Kongens Nytorv i København. Dets rolle (1996) er alene at indsamle oplysninger om miljøkvaliteten og forebyggende miljøarbejde i medlemslandene; EU-Kommissionen håndhæver EUs miljøkrav.

© Dette billede må du ...

EU. I 1990 besluttede EF at oprette Det Europæiske Miljøagentur. Efter års tovtrækkeri om agenturets placering blev resultatet Kongens Nytorv i København. Dets rolle (1996) er alene at indsamle oplysninger om miljøkvaliteten og forebyggende miljøarbejde i medlemslandene; EU-Kommissionen håndhæver EUs miljøkrav.

© Dette billede må du ...

EU. I 1990 besluttede EF at oprette Det Europæiske Miljøagentur. Efter års tovtrækkeri om agenturets placering blev resultatet Kongens Nytorv i København. Dets rolle (1996) er alene at indsamle oplysninger om miljøkvaliteten og forebyggende miljøarbejde i medlemslandene; EU-Kommissionen håndhæver EUs miljøkrav.

Viser 5 af 5 billeder | Tilbage til billedgalleri

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
BlochP
18/08/2009
Redaktionen
06/03/2009
Ekspert
kimbrer
Oprindelig forfatter
Pagh
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki