idealisme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

idealisme, afledt af 'idé', der har en klang af ideal og af noget ideelt. I daglig tale betegner ordet en moralsk og handlingsorienteret holdning i retning af at leve og virke for et ideal og at handle ud fra ideelle og uselviske motiver modsat realistiske og måske selviske motiver.

I denne betydning anvendes ordet ofte om holdninger, der anses for at være udtryk for manglende realisme, for blåøjethed og verdensfjernhed. En person, der hylder idealismen, kaldes en idealist (i modsætning til en realist). Politikere, der ikke fører realpolitik, dvs. søger at realisere ideale mål, kaldes ofte for idealister. Se også realisme. 

Inden for æstetikken betegner idealisme den opfattelse, at det er kunstens opgave at skildre en ideel virkelighed og ikke, som naturalismen og realismen gør, den faktiske virkelighed.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

I filosofisk forstand er idealisme i almindelighed blevet brugt om holdninger, der indebærer, at det åndelige, "tanken", har prioritet over det materielle, at dette kan reduceres til noget åndeligt (idealisme i ontologisk forstand), at det værende er tænkt eller erkendt væren, dvs. at tænken og væren er det samme, og at den virkelighed, der erkendes, er et produkt af den menneskelige bevidsthed, dvs. at virkeligheden er bevidsthedsafhængig (idealisme i erkendelsesteoretisk forstand).

Den ontologiske idealismes modsætning er materialismen, som hævder materiens prioritet over det åndelige, og den erkendelsesteoretiske idealismes modsætning er en naiv eller en kritisk realisme, som hævder, at bevidstheden erkender virkeligheden og ikke blot idéer eller forhold imellem sådanne.

I den platoniske idélære er den ontologiske og den erkendelsesteoretiske idealisme forenet, idet de platoniske idéer udgør den egentlige virkelighed, som den materielle verden eller sanseverdenen kun er et afbillede af, og som er forudsætninger for at opnå erkendelse.

Platons opfattelse af idéernes ontologiske status er lige så ofte kaldt realisme som idealisme (idet hans idérealisme hævder, at idéerne er det virkelige).

G.W. Leibniz malet i 1695 af Bernhard Francke; Herzog Anton Ulrich-Museum, Braunschweig. Hans store allongeparyk hørte til tidens herremode.

Gottfried Wilhelm Leibniz hævdede i 1600-t., at den materielle verden er opbygget af åndelige enheder (monader), og at den materielle verden i tid og rum kun er fremtrædelsesform for en ikke-tidslig og ikke-rumlig åndelig virkelighed (objektiv idealisme).

George Berkeley derimod påstod, at der kun eksisterer idéer og bevidstheder, og at den materielle verden kun eksisterer i og for den enkelte bevidsthed (subjektiv idealisme). Især denne form for idealisme er senere blevet angrebet fra marxistisk og dialektisk-materialistisk hold, fx af Lenin.

Med René Descartes' påstand om, at den egentlige genstand for den menneskelige erkendelse var bevidsthedens idéer, fik den engelske erfaringsfilosofi (Locke, Berkeley og Hume) et humanistisk træk, uden at det for John Lockes og David Humes vedkommende medførte en ontologisk idealisme, men blot en påstand om, at det ikke er muligt at trænge om bag den virkelighed, som mennesket oplever, til en bagvedliggende virkelighed.

Denne opfattelse kaldes ofte positivisme (man må holde sig til det "positivt" givne, dvs. hvad der foreligger for sanserne) eller fænomenalisme (erkendelsen angår fænomener, dvs. forestillinger dannet ud fra sanseindtryk). Den erkendte virkelighed er en fænomenverden og ikke en bevidsthedsuafhængig virkelighed.

Hume afviste i modsætning til Locke, at det har mening at tale om en bagvedliggende virkelighed, hvorimod Immanuel Kant i sin kritiske idealisme på den ene side hævdede, at menneskets virkelighed er en bevidsthedskonstruktion, og på den anden, at der eksisterer ting i sig selv (og ikke kun ting for os), der imidlertid unddrager sig enhver erkendelse.

F.W.J. Schelling. Usigneret tysk xylografi fra midten af 1800-t.

F.W.J. Schelling. Usigneret tysk xylografi fra midten af 1800-t.

Den tyske idealisme efter Kant (Johann gottlieb Fichte, F.W.J. Schelling og G.W.F. Hegel) er idealistisk i den forstand, at det enkelte og individuelle skal forstås på baggrund af det evige og uendelige, der må tilskrives åndelig karakter. Hegel kaldte det verdensånden.

Hvor Berkeley betragtede virkeligheden som den enkelte bevidstheds konstruktion, opfattede den tyske idealisme virkeligheden som en konstruktion af en slags overindividuel bevidsthed, der manifesterer sig i den enkelte, individuelle bevidsthed.

Denne type idealisme, som kan minde om Baruch Spinozas metafysik, afviger både fra den ontologiske og den erkendelsesteoretiske idealisme og kaldes med et udtryk hentet fra Fichte for absolut idealisme. Fx så Hegel historien som en realisation af friheden, og den enkelte historiske begivenhed og det enkelte individ har derfor kun betydning i relation til den historiske proces.

Det var denne opfattelse af individet, som Søren Kierkegaard vendte sig imod i sin kritik af Hegel. Karl Marx kritiserede den hegelske idealisme ud fra en materialistisk ontologi og forkastede Hegels lære om, at den historiske og sociale virkelighed er et produkt af verdensåndens selvrealisation.

I 1900-t. er selve distinktionen imellem idealisme og materialisme blevet imødegået ud fra sprogfilosofiske overvejelser, fx af Rudolf Carnap. Vi kan tale om virkeligheden som et system af idéer eller som et system af materielle, fysiske genstande, dvs. anvende et mentalistisk eller fysikalistisk sprog. Da disse to sprog, hævder Rudolf Carnap, er gensidigt oversættelige, har distinktionen intet reelt indhold.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
21/11/2013
Ekspert
Brahde
Oprindelig forfatter
CHKo
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki