1900-tallet

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

1900-tallet, det 20. århundrede. Udviklingen i 1900-t. har ført til ændrede livsvilkår og til nye videnskabelige erkendelser og tilværelsestolkninger. I Den Store Danske Encyklopædi har ikke mindst mange af de lange faglige artikler dokumenteret dette udviklingsperspektiv.

I det foreliggende essay vil en forfatter, en filosof, en fysiker og en demograf trække nogle vigtige linjer op fra deres personlige og faglige udgangspunkt.

Et fugleperspektiv

Det 20. århundrede synes at have et janushoved. Det er de store kriges, folkemordenes og massakrernes århundrede, og det er det århundrede, hvor det bliver muligt for stadig flere mennesker at leve i fred og velstand. Det er et århundrede, hvor mennesket i store totalitære ideologier bliver reduceret til et middel og udrenses og myrdes i millionvis. Og det er det århundrede, hvor FN stiller sig bag menneskerettighedserklæringen, og individets ukrænkelighed sættes over alt andet.

Den Russiske Revolution. Enheder af Den Røde Hær og matroser i stilling i Petrograds gader forud for stormen på Vinterpaladset natten mellem 7. og 8. nov. 1917.

Den britiske historiker Eric Hobsbawm har kaldt det 20. århundrede for "det korte århundrede" og dateret dets begyndelse til 1. Verdenskrigs udbrud og dets afslutning til Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Med 1. Verdenskrigs udbrud rystedes tidens udbredte udviklingsoptimisme. Det blev nationalstaternes krig, men den forstærkede politiske kræfter, der hver for sig hævdede at basere sig på større værdier end de nationale. Nazi-Tyskland, som skabtes, da Hitler kom til magten i 1933, satte idéen om racen i centrum, Sovjetunionen, der blev resultatet af Den Russiske Revolution i 1917, erstattede nationen med forestillingen om "proletariatets diktatur" og den totale lighed mellem mennesker, og som det første samfund i verdenshistorien tog det nye styre ikke navn efter et geografisk sted eller en folkestamme, men efter den måde, hvorpå magten skulle forvaltes i de såkaldte sovjetter.

Også 2. Verdenskrig kan betragtes som en krig mellem nationer, men det er tillige en krig med stærke ideologiske toner, fascismen på den ene side over for kommunisme og liberalisme i midlertidig alliance på den anden.

Med den kolde krig er det ideologierne, der helt tager over: To store magtblokke står over for hinanden, den såkaldte frie verden over for kommunismen. Da Sovjetunionen bryder sammen i 1991, synes ideologiernes tidsalder og dermed det 20. århundrede at være slut, idet fortalerne for den sejrende blok ikke anser demokrati og markedsøkonomi for at være ideologier, men en form for naturtilstand.

De krige, der udspiller sig i 1990'erne, ændrer i overensstemmelse hermed afgørende karakter. Det er ikke længere krige mellem nationer ført med det formål at erobre nyt territorium for at få adgang til råstoffer og arbejdskraft. Det er såkaldt lavintensive krige, hvor paramilitære bander og lejesoldater spiller en større rolle end værnepligtige. Ofte er formålet med disse krige ødelæggelse snarere end erobring. De ny krige er ikke krige mellem nationer, men krige i nationer og måske et varsel om deres opløsning.

På mandat fra FN indsatte NATO i 1999 en fredsstøttende styrke i Kosovo. I styrken, som var sammensat af enheder fra mange nationer, indgik en dansk panserinfanteribataljon fra Den Danske Internationale Brigade. Her ses en af brigadens pansrede mandskabsvogne under patruljering i byen Mitrovica. Den påsatte pigtråd skal forhindre demonstranter i at kravle op på vognen.

Denne udvikling får et overraskende svar, da NATO i 1999 indleder en luftkrig mod serbiske styrker i Kosovo. Det er den første krig i verdenshistorien ført i menneskerettighedernes navn, og den repræsenterer samtidig, ligesom Golfkrigen, en ny højteknologisk krigsførelse, der under slagordet "zero-dead" (nul-døde) formår drastisk at minimere egne tab. De civiles andel af det samlede antal faldne er dog tilsvarende høj, og dette modsvarer en tendens gennem hele det 20. århundrede. Fra kun at have udgjort 20% af de faldne under 1. Verdenskrig stiger de civiles andel til omkring 80% i de krige, der udspiller sig ved århundredets slutning.

Det er dog ikke kun i de tidligere kommunistiske lande, at staten er blevet svækket som følge af sammenbruddet for den bærende ideologi. Den såkaldte globalisering indskrænker også i Vesten det nationale råderum.

Globaliseringen består ikke blot i transnationale selskabers frie handel tværs over landegrænser, men først og fremmest i den overvindelse af tid og afstande, som den nye teknologiske udvikling giver mulighed for. Transport ad luftveje har afskaffet et begreb som årstidens frugter eller grøntsager. Men ikke kun handelen internationaliseres. Også produktionen gør det. En bil fra Ford samles i Detroit og kaldes amerikansk, men de fleste af dens komponenter er af europæisk eller japansk oprindelse. Også de nye elektroniske medier bidrager til at gøre kloden mindre og skabe en stadig mere homogen kultur.

Globaliseringen skaber større adgang til produktionsgoder for hele verdens befolkning, men det er dog ikke det samme som ophævelsen af skellet mellem fattig og rig. Mens visse verdensdele udvikles i et rivende tempo, synes andre som fx Afrika at stagnere, og presset fra illegale indvandrere og flygtninge vokser i den vestlige verden.

Turisme. De Danske Statsbaner åbnede i 1909 et rejsebureau på Unter den Linden i Berlin. Det var det første danske rejsebureau i udlandet, og her formidlede man rejser til Danmark, Norge, Sverige og Finland. Bureauets navn, Norden, flankeres på facadeskiltet af både et anker og DSBs vingede hjul. Forbindelsen fra Berlin til Danmark gik nemlig over Østersøhavnen Warnemünde ved Rostock, hvor der fra 1886 var dampskibsrute og fra 1903 færgerute til Gedser; herfra gik rejsen nordpå ad jernbanelinjen over Nykøbing Falster til København. Denne forbindelse blev lukket i 1995.

Turismen udvikler sig eksplosivt mod århundredets slutning, navnlig i den velstående del af verden. Antallet af mennesker, som har resurserne til at føre et liv, som før var forbeholdt et lille mindretal af velhavere, er større end på noget tidligere tidspunkt i historien. Til trods for de katastrofer, der har hjemsøgt århundredet, er gennemsnittet af verdens befolkning ved dets afslutning fysisk stærkere, højere, med længere levetid, større indkomst, bedre adgang til goder og tjenesteydelser, herunder uddannelse, end de var ved dets begyndelse, og det gælder også de såkaldte udviklingslande i den tredje verden. Adgangen til kulturgoder som bøger, musik, underholdning og information er ligeledes uden fortilfælde i historien.

Fjernsyn og internet er de medier, der mere end nogen andre er kommet til at symbolisere globaliseringen. Ved store internationale begivenheder som fx fodboldopgør formår fjernsynet at samle et milliardpublikum, der kloden over sidder med blikket rettet mod det samme billede. Populærkultur, sport og underholdning er fjernsynets foretrukne udsendelsestyper, fordi det er de genrer, der lettest sætter over kulturbarriererne.

Internettet gør milliarder af oplysninger tilgængelige, men mangler det filter, der kan sortere dem og sætte dem i en meningsfuld sammenhæng. Internettet fremmer kommunikationen mellem mennesker, men kommunikationen er uden det sociale aspekt, som består i referencen til noget fælles. Globaliseringens medier skaber således på en gang større åbenhed og hensætter samtidig sine brugere i en dybt privat verden uden fælles tolkningsrammer.

Side af sydafrikansk pas for Andrena Dimakatso Ntjebe, medlem af den etniske gruppe swazi. Frem til 1986 var det pålagt den sorte befolkning at bære indenrigspas på sig. Paslove skulle sikre en effektiv kontrol af de sorte indbyggere. Hvis de ikke kunne bevise, at de havde arbejde, kunne de risikere at blive sendt til det område, som passet angav som deres oprindelsessted. Med apartheidlovgivningen fra 1950'erne skærpedes reglerne, hvilket førte til omfattende protester. Det antages, at der blev arresteret over 17 mio. mennesker pga. overtrædelser af paslovene.

Når regnskabet for det 20. århundrede gøres op, ser balancen således ud: Der blev dræbt flere mennesker i krig end i noget tidligere århundrede, men der var også flere mennesker end nogensinde tidligere, som kom til at leve bedre med større forhåbninger og muligheder. Slutningen af det 20. århundrede så en ny global moral vokse frem: Racisme og intolerance blev afvist af de fleste inden for den vestlige kultur. En følelse af international solidaritet bygget op omkring det enkelte menneskes værdighed vandt i stedet frem i form af fx humanitært hjælpearbejde.

Det er dog ikke altid, at denne nye moralske bevidsthed også resulterer i tilsvarende moralske handlinger. Mens ofrene for katastrofer bliver undsat, fortsætter fattigdommen med at være et negligeret problem mange steder i den tredje verden.

Filosofi

Der er mange svar på, hvad det 20. århundrede i Danmark, Europa og hele den vestlige verden vil blive husket for. Verdenskrigene, diktaturerne, den globale politik, de store videnskabelige revolutioner inden for fysik og biologi samt dybdepsykologien er blot nogle af de karakteristiske træk, som har præget sindene og livsopfattelsen. Men derudover har århundredet en grundtone, som de fleste ikke har bemærket: Evolutionismen, den anskuelse, at eftersom alt er i stadig udvikling, bør det også være det.

I vor tid findes der mange statiske samfund, hovedsagelig i Afrika og Asien. Fælles for dem er meget faste religiøse opfattelser og normer. Religionens sociale funktion er at stabilisere samfundet. Adfærdsnormer og etiske påbud er også nødvendige til dette formål. I modsætning til, hvad der gælder for dyrene, står det ikke skrevet i menneskets gener, hvordan man skal opføre sig her i livet i samfund, som er store i forhold til den nærmeste familie. Mennesket er af natur et kulturprodukt, og uden regler, hvis begrundelse ligger i en tro på kræfter, der står over mennesket, kunne de tidligste samfundsdannelser næppe opretholdes.

Op til ca. 500 f.Kr. kan vi karakterisere alle eksisterende samfund som statiske. Og i vor tid er der stadig hundredvis af små statiske samfund. De har naturligvis alle gennemløbet en udvikling, men dens tempo er så langsomt, at samfundets medlemmer ikke har kunnet mærke den. Små opfindelser og forbedring af redskaber og våben finder sted, og på det religiøse område sker der en udbygning af den herskende dogmatik, men udviklingen er så langsom, at den ikke er synlig fra generation til generation.

I vor tid har man ved studier af de såkaldte primitive samfund i Asien og Afrika kunnet konstatere, hvordan disse ydre statiske forhold præger det enkelte samfundsmedlem. Den, der fødes ind i et sådant samfund, lærer under opvæksten, at samfundet står over individet, og at individets opgave er at være med til at bevare samfundet, som det er. Der skal ikke lægges noget til; der skal ikke trækkes noget fra. Fra fødsel til død følger man slavisk samfundets normer og tror blindt på dets religion. Afvigende adfærd og synspunkter straffes, og en ting som blasfemi straffes særlig hårdt, ikke pga. manglende respekt for de andres tro, men fordi gudsbespottelse kan medføre, at de højere magter straffer hele samfundet gennem oversvømmelse, jordskælv, misvækst eller andre naturkatastrofer, eller gennem mangel på krigslykke i de evindelige stridigheder med nabosamfundene.

Aboriginere. Udstrakte tegninger i sandet, der repræsenterer de vandringer, som aboriginernes urfædre foretog i drømmetiden, vandringer, der for altid gav landskabet form og mening. Her en indvielsesceremoni fra New South Wales.

Statiske samfund kan gå under eller langsomt smuldre bort pga. ydre forhold. De kan blive ofre for krige eller folkevandringer og blive indlemmet i andre samfund. Men i historisk tid har sådanne forhold ikke ændret nævneværdigt på forholdet imellem individ og samfund. Det enkelte samfundsmedlem betragter stadig samfundet som noget givet på linje med Solen, Månen og stjernerne, som noget, der ikke kan laves om på, eller i hvert fald som noget, den enkelte ikke er kaldet til at ændre på.

I det evolutionære samfund er alt anderledes. Alt er i stadig udvikling inden for alle områder: politik, økonomi, religion, videnskab, teknik, kultur, kunst, social adfærd m.m. Danmark, Europa, Nord- og Sydamerika har siden ca. 1750 været sådanne udviklingssamfund, og i de sidste 150 år er først Japan og siden Kina og flere sydøstasiatiske lande kommet med på vognen. Men samfundene i den vestlige verden er i det 20. århundrede ikke blot evolutionære, men tillige evolutionistiske: Den hastige udvikling på alle områder har medført et livssyn, som går ud på, at al udvikling er af det gode, og at enhver form for stilstand bør bandlyses.

Det videnskabelige gennembrud 1550-1700 gjorde det muligt for mennesket at gennemskue og rationelt forklare store dele af den givne natur. Hvor langt man kunne nå ad denne vej, var der ingen, der vidste, men i den franske og til dels den engelske og den tyske oplysningsfilosofi blev den rationelle forklaring sat som modsætning til religion og kulturel indoktrinering. Et nyt ideal tog form. Gennem forskning og oplysning af befolkningerne kunne man fremme frihed og lighed, tolerance og solidaritet, og dette måtte man arbejde på. Ethvert resultat af videnskabelig forskning måtte, uanset hvad det gik ud på, være af værdi i dette arbejde. Samfundet kunne ændres; det var ikke bundet til at være statisk én gang for alle. Det kunne udvikles til højere og højere trin af lykke og velfærd. Det evolutionære samfund, der allerede længe havde været undervejs, om end i et sindigt tempo, blev af oplysningsfilosofferne ophøjet fra at være en rent historisk foreteelse til at være den rigtige model for et samfund.

Selvom oplysningsfilosofien har været kritiseret og indtil nu langtfra har nået de mål, som man drømte om i 1700-t., befinder vi os idéhistorisk stadig inden for dens rammer. Frihed, lighed, tolerance og solidaritet er stadig idealer, vi holder i hævd, skønt det 20. århundredes rystende krige og umenneskelige diktaturer har sat spørgsmålstegn ved oplysningsfilosofiens strategi. Og at samfundet i alle henseender skal være i stadig udvikling, være evolutionært, er i den grad gået os i blodet, at de fleste slet ikke er klar over, at de har den holdning. Hvis den overhovedet tages op til debat, udråbes den af alle som den naturlige holdning. Og hermed tager evolutionismen form og bliver til den herskende ideologi i det 20. århundrede.

Man kan finde et mål for, hvor statisk et samfund er, ved at optælle, hvor mange på hinanden følgende generationer der findes med samme holdning til samfundsnormerne. I Kina fra oldtiden til ca. 1900 ser vi fx samme normer vedrørende religion, etik, politik, daglig adfærd, arbejdsfordeling, påklædning m.m. over i hvert fald 100 generationer eller slægtled. I Danmark har vi et nogenlunde statisk samfund, fra kristendommen slår rod i landet og frem til Reformationen på ca. 16 generationer, og hvis vi regner Reformationen for en mindre ændring, har vi et statisk samfund op til ca. 1850 på ca. 30 generationer. Men efterhånden som det evolutionære samfund accelererer, bliver "generationsspandet" mindre og mindre, og for det store flertal af den danske og den vesterlandske befolkning nåede det i slutningen af det 20. århundrede den absolutte grænse: Fra en generation til den efterfølgende er der vedrørende religion, etik, politik, social adfærd, påklædning etc. færre fælles normer, end der er normbrud. Der er tale om en generationskløft, som ikke lader sig udbedre.

Det er klart, at den tekniske udvikling har ydet sit store bidrag til, at denne kløft er opstået. Vaskemaskinen, køleskabet og en række andre tekniske innovationer har reduceret husmoderens arbejde så meget, at hendes rolle er udspillet. Den arbejdsdeling mellem ægtefæller, som tidligere nødvendiggjorde ægteskabet, findes ikke mere. Alene opfindelsen af p-pillen betød en stor social ændring. Opløste familier og rodløse børn er ikke længere et særsyn. Ydermere har den tekniske udvikling medført en differentiering på arbejdsmarkedet med det resultat, at antallet af jobtyper er mange gange større end før 2. Verdenskrig. Dette har medført en usikkerhed mht., hvad man som ung skal lære for at kunne klare sig livet igennem. Og udviklingshastigheden betyder ofte, at hvad man har lært i sin uddannelse måske slet ikke kan bruges få år efter.

Det er forhold af denne art, der har fremkaldt de mange holdninger og brudflader i samfundet. Alt er til stadig diskussion: kønsrollemønstret, børneopdragelsen, skole og uddannelse, arbejdsmarkedets struktur, seksualitet, naturfredning, forurening, husdyrenes vilkår, behandlingen af kriminelle etc. Det er alt sammen problemer, som ikke eksisterer i de statiske samfund. Men i vort evolutionære samfund er de stadig voksende, og ikke på et eneste punkt er en enighed i sigte. Folkekirken, der tidligere var med til at cementere de faste normer angående disse spørgsmål, er ikke gearet til at give noget svar på dem.

Men det ejendommeligste træk ved vort evolutionære samfund er skiftet fra den blotte erkendelse af den hastige udvikling til en overbevisning om, at den bør finde sted. Hermed har vi som nævnt evolutionismen: Alt bør udvikle sig, helst i det højest mulige tempo. Denne anskuelse har været fælles for marxister, socialister og liberalister siden 1950'erne. Den er en fællesnævner for ungdomsoprørerne fra 1968, bankdirektører, selvstændige erhvervsdrivende, toppolitikere, kunstkritikere og massemedierne. Hvis man grundlægger et firma, må det nødvendigvis have ekspansion som en af sine målsætninger. Er man politiker, må man have vækst, udvikling og fremskridt på sit program. Taler man om kunst, anser man det for evident, at det er nyhedsværdien og provokationen, der tæller. Sportens udvikling i det 20. århundrede er et sindbillede på evolutionismen. Mottoet for De Olympiske Lege er som bekendt: "Hurtigere, stærkere, højere".

Ved det 20. århundredes slutning finder vi i vort samfund en række ord med en positiv ladning: vækst, udvikling, fremskridt, forandring, effektivitet, initiativ, vision og fornyelse, for blot at nævne nogle. Man skal helst være ung, dynamisk, utraditionel, reformivrig, progressiv og kritisk over for det bestående. I de statiske samfund finder vi det stik modsatte livssyn. Her er det stilstand, tålmodighed, resignation, ydmyghed og passivitet, som værdsættes. Og den individualisme, som synes at være en konsekvens af det evolutionære samfund, findes ikke.

Det hører med til evolutionismen, at det er et underforstået krav til ethvert samfundsmedlem, at han eller hun skal være i stadig personlig udvikling. Man må ikke gå i stå, man skal søge nye udfordringer, læse, opleve, rejse etc. Ganske vist ender det hele med den uundgåelige personlige død, som synes at være en hån mod evolutionismen. Der er to typiske reaktioner på dette forhold. Den ene er tabuiseringen: Døden taler man ikke om. Den anden er eksistensfilosofiens nødskrig og forsøg på at finde ud af, hvordan den personlige tilværelse, det ægte liv og angsten for det uundgåelige kan passes ind i det evolutionistiske verdensbillede.

Det er næppe muligt at afgøre, om det statiske samfund eller det evolutionære samfund passer bedst til de menneskelige instinkter. Men man kan fastslå, at det gælder for mange, at den individualisme, som evolutionismen fremkalder, er vanskelig at leve op til. Tryghed foretrækkes frem for frihed. Her har vi en fællesnævner for de mange massefænomener ved det 20. århundredes slutning. Nye religioner, hooligans, rockere, nynazister og andre flokbevægelser, der omsætter de enkeltes frygt til massens mod, kan ses som udtryk for en søgen efter den samhørighed og tryghed, som findes indadtil i de statiske samfund.

Naturvidenskab og fysik

Fremtidstro var der til overmål, da det nyfødte århundrede blev ringet ind. Man gik ud af 1800-t. med tillid til, at det var forbi med store krige, og med tro på, at videnskab og teknologi fortsat ville frembringe resultater, som alle ville blive til menneskehedens bedste. Nok var der mængder af ting, der skulle bringes i orden, men den almindelige fornemmelse var, at det fortsat måtte gå fremad, uden de store omvæltninger.

Inden for videnskabens mure var tonefaldet noget lignende. I al fald hos fysikerne var det en fremherskende holdning, at man var tæt på et afsluttet verdensbillede. Newton havde skabt fundamentet for den klassiske fysik, og hans efterfølgere havde gennem to århundreder fuldendt bygningsværket. Der var ganske vist enkelte knaster og paradokser tilbage, men de skulle nok finde deres løsning inden for de etablerede begrebsrammer, mente man. Fortsatte fremskridt ad vante stier, det var parolen.

I verdenspolitikken og i samfundene blev fremtidstroen unægtelig rystet, da 1. Verdenskrig brød ud. Og i videnskaben gik der heller ikke mange år, før det afsluttede verdensbillede begyndte at krakelere.

Max Planck (th.) i samtale med Niels Bohr. Fotografiet er optaget på Niels Bohr Institutet i 1930. At dømme efter formlerne på tavlen har Planck holdt en forelæsning om elektrodynamik. Det var netop i denne periode, den tidlige kvanteelektrodynamik blev formuleret.

I en lille, men betydningsfuld afhandling fra 1900 påviste den tyske fysiker Max Planck, at han kunne forklare et af fysikkens daværende paradokser ved at bryde med den klassiske fysik. I den gamle videnskab var fysiske størrelser glatte og kontinuerte. For at løse sit problem om stof og stråling antog Planck, at energi optræder i afgrænsede pakker, at energi kan være diskontinuert. Kollegernes konservative reaktion var, som man kunne forudse: De mente, at Plancks energikvanter var en uinteressant kuriositet, og at man en dag ville finde en bedre løsning uden hans kvanter.

Men selvom bjerget så skævt til Plancks forslag, var kvanteidéen ikke til at komme uden om. Da den unge Niels Bohr et tiår efter Planck gik i lag med at opklare gåden om atomets struktur, indså han, at nøglen til gådens løsning var at finde hos Planck. Behændigt flettede Bohr den gamle fysik sammen med kvantet — og fik succes. Det hidtil uforståelige blev pludselig opklaret. Derefter gik det stærkt.

På få år blev der vendt op og ned på fysikernes verdensbillede, og ved udgangen af 1920'erne var der skabt en helt ny fysik til at beskrive atomernes mikroverden. De nye slagord blev kvantemekanik og bølgemekanik, og de overskrifter indebar en omvæltning i fysikernes tankesæt. I mikroverdenen blev den klassiske fysiks strenge determinisme afløst af en statistisk beskrivelse, og mange andre uvante begrebsdannelser blev føjet til.

Albert Einstein stående i arbejdsværelse, omgivet af bøger.

Albert Einstein stående i arbejdsværelse, omgivet af bøger.

Omverdenen så til, men forstod næppe, at dette var indledningen til en videnskabelig revolution, som en dag kunne få voldsomme konsekvenser. For øvrigt hørte offentligheden i de år også om ny og mærkelig fysik fra en anden kant, og det var et budskab, som kom til at optage sindene nok så meget som Bohrs atomer. I 1905 havde en ung, ukendt fysiker, Albert Einstein, nemlig offentliggjort en stribe afhandlinger, hvoraf nogle indeholdt forbløffende synspunkter, som torpederede Newtons forestillinger om absolut tid og absolut rum. Relativitetsteorien, hvad var det?

Til en begyndelse mødte Einsteins relativitetsteori kun afventende tavshed. Endnu i 1908 mødte der kun fire tilhørere op til privatdocent Einsteins fysikforelæsninger i Bern. Men efterhånden overgav den videnskabelige verden sig, og Einsteins forelæsninger blev tilløbsstykker.

I 1919 blev anden afdeling af Einsteins relativitetsteori afprøvet af astronomerne under stor offentlig opmærksomhed, og selveste The Times i London erklærede, at Newtons idéer nu var kuldkastede. Dele af Einsteins teoribygning var avanceret matematik, som de færreste forstod, men temaerne fangede interessen. "Alt er relativt" blev et slogan, som kunne bruges til hvad som helst, uanset at udtryksmåden egentlig ikke dækkede Einsteins grundlæggende synspunkter.

Mon disse nye signaler fra elfenbenstårnet kunne have mere end akademisk interesse? Kunne kvantemekanik og relativitetsteori føre til noget praktisk, noget nyttigt eller måske til noget farligt?

I en afhandling fra 1905 konkluderede Einstein, at energi og masse er ækvivalente størrelser, udtrykt i den berømte formel E = mc2. Når fysikerne overvejede dette resultat i sammenhæng med den nye viden om atomer og atomkerner, kunne de slutte, at atomkerneprocesser i princippet måtte kunne frigøre enorme energier. I årtier anså man dog dette for at være en praktisk umulighed, men da to tyske kemikere i 1938 opdagede, at uranatomets kerne kunne spaltes ved bestråling med neutroner, blev atomenergien pludselig til en praktisk mulighed.

Kernevåben. De to atombomber, der detonerede over Hiroshima og Nagasaki 6. og 9. august 1945. Det er Little Boy øverst (Hiroshima) og Fat Man nederst.

6.8.1945 eksploderede atombomben over Hiroshima. Da chokket havde lagt sig, blev verdens efterfølgende reaktion en blanding af frygt og håb. Man nærede begrundet frygt for et dødeligt våben af hidtil uset, destruktiv kraft, men samtidig havde man i de første år forhåbninger om, at atomenergien kunne tæmmes og bruges til samfundets fredelige formål. Men forhåbningen blev efterhånden til et brændbart politisk emne. Folkelige slogans om "atomer for fred, ikke for krig" blev forvandlet til et "nej til atomkraft".

Også andre teknologier end atomenergien blev udsat for voksende folkelig kritik og pres. Efter 2. Verdenskrig ændrede offentlighedens holdning sig gradvis fra fortidens naive fremtidstro over i noget modsat. Frygt for en fremtid med forurening og naturkatastrofer blev knyttet sammen med en voksende mistillid til videnskab og teknologi. Da biologerne ved det 20. århundredes afslutning mødte op med genteknologiske udviklinger, som indebar nye muligheder for sygdomsbekæmpelse og fødevareproduktion, blev offentlighedens reaktion næsten automatisk en massiv afvisning. Verden blev lidt af en kampplads mellem økologisk fanatisme og teknologisk enøjethed, mellem econuts og technocranks, for at bruge et engelsksproget ordspil.

En enkelt teknisk nydannelse opnåede dog næsten enstemmig accept i slutningen af det 20. århundrede. På få årtier skabte den elektroniske informationsteknologi dybtgående ændringer i hverdagsliv og arbejdsliv, og det er endda en udvikling, som vi endnu kun kender begyndelsen af.

Computer. Principskitse af en computers opbygning og nogle typiske ydre enheder.

I en vis forstand kan man tale om en parallel udvikling for atomenergi og for den elektroniske computer. Begge teknologier har deres rødder i kvantefysikken, og begges udvikling blev accelereret af begivenhederne under 2. Verdenskrig, men deres skæbne i den civile verden blev altså højst forskellig.

Hvad angår den elektroniske computer, kan man igen med en vis ret tillægge Einstein æren for det første skridt. I et arbejde helt tilbage til 1907 gjorde han nemlig som den første opmærksom på, at kvantefysiske synspunkter med fordel kan finde anvendelse på studiet af krystallernes egenskaber.

Det blev ouverturen til en stor kvantemekanisk udvikling af de faste stoffers fysik, som i 1948 førte til opfindelsen af transistoren. Og da fysikerne først var blevet fortrolige med transistorens fysik, fulgte en række udviklinger, der muliggjorde fremstilling af komplicerede elektroniske komponenter i bittesmå enheder, mikrochips. Dermed var grunden lagt til nutidens kompakte og slagkraftige elektroniske computere og til den digitalisering, som synes at blive fremtidens teknologiske løsen.

Videnskabens veje er sjældent retlinjede, oftere udviser de sære slyngninger. Kvantemekanikken skabte et brud med den klassiske fysik, og en af dens frugter blev den elektroniske computer. Med computeren som redskab kunne man så vende tilbage og udvikle den dybsindige disciplin inden for klassisk fysik, der bærer navnet kaos.

Grundlaget for kaosfysikken blev lagt af den franske matematiker Henri Poincaré, som i 1880'erne påviste umuligheden af en eksakt løsning af et så simpelt fysisk system som det, der udgøres af Sol, Jord og Måne.

Poincaré havde ingen computer, og han måtte derfor nøjes med at anslå et tema. Med computeren kan de tre legemers baner på kort sigt beregnes med uhyre nøjagtighed, og man kan studere mange finesser i legemernes bevægelsesmønstre. Men selv med avancerede computere lader spørgsmål om systemets stabilitet på lang sigt sig ikke besvare. Faktisk ved vi ikke i dag, om Solsystemet på lang sigt er stabilt.

Kaotiske fænomener optræder overalt i fysikken og også i mange andre videnskabsgrene. I meteorologien taler man om sommerfugleeffekten: En sommerfugls vingeslag i luften over Kyoto kan indlede en ustabilitet og fremkalde en orkan over Chicago. Kaossynspunkter er trængt ind i epidemiologien, i trafikanalyser, i studiet af børskurser og mange andre steder.

Skal man nævne tre store udviklinger i fysikken i det 20. århundrede, må kaosfysikken nævnes på linje med kvantemekanik og relativitetsteori. Fortidens illusioner om absolut deterministisk forudsigelighed inden for klassisk fysik er definitivt bristede.

Marie Curie. Tegning af ægteparret Marie og Pierre Curie i deres laboratorium. Tegningen stammer fra avisen Le Petit Parisien 10. januar 1904.

Videnskab ved forrige århundredskifte beroede for størstedelen på enkeltpersoners indsats eller på samarbejde inden for ganske små grupper af videnskabsmænd. I parentes bemærket var kvinder dengang et særsyn i videnskabelige sammenhænge. Marie Curie var undtagelsen, der bekræftede reglen.

De vestallieredes gigantiske atombombeprojekt under 2. Verdenskrig, Manhattanprojektet, skabte en anderledes ramme for videnskabeligt arbejde. I Manhattanprojektet blev der arbejdet i teamwork med store grupper af forskere, og sådan blev tendensen også i efterkrigstidens verden. Forskergrupper, der tæller flere hundrede medarbejdere, er ikke længere en sjældenhed. Big Science kom, noget ufortjent, til at stjæle billedet fra Little Science.

Antallet af videnskabsmænd m/k voksede eksplosivt gennem århundredets sidste halvdel, og væksten er langtfra ophørt. Væksten kan registreres ved en tilsvarende eksplosion i antallet af videnskabelige afhandlinger, som publiceres gennem trykte og/eller elektroniske medier.

Den videnskabelige verdens befolkningsvækst og publikationsvækst følges dog ikke af en tilsvarende vækst i antallet af banebrydende, nye idéer. Som videnskab i dag er organiseret, er der behov for en infrastruktur, som befolkes med kompetente og solidt arbejdende forskere, vandbærere, om man vil. Men der udklækkes ikke nødvendigvis en ny Einstein, hver gang mængden af fysikere i denne verden forøges med 1000 eller 10.000.

Fremragende og banebrydende videnskabsmænd og -kvinder findes stadig verden over, men deres antal er næppe dramatisk større, end det var for et halvt århundrede siden. Der arbejdes med store orkestre, men antallet af egentlige dirigenter er til at overse.

Lægfolks fremmedgørelse over for videnskaben er vokset i takt med videnskabens øgede kompleksitet og voksende grad af abstraktion. Eksempelvis er fysikken blevet mere og mere matematiseret gennem århundredet.

Bertrand Russell (tv.) sammen med John Maynard Keynes og forfatteren og litteraturkritikeren Lytton Strachey (th.), hvis pacifistiske synspunkter påvirkede Keynes i hans dramatiske kritik af Versaillesfreden. Fotografi fra 1915.

Videnskabens ændrede sociologi, med arbejde i store enheder, giver i dag megen videnskab et skær af industriel udfoldelse, i hvilken den enkelte forsker ofte anonymiseres. Fortidens store, markeret af navne som Albert Einstein, Niels Bohr, Linus Pauling og Bertrand Russell, formåede at fastholde en personlig identitet over for omverdenen, og der blev lyttet til deres stemmer i samfundsdebatterne, også hos humanisterne. Der er blevet langt mellem efterfølgere af tilsvarende støbning. C.P. Snow talte i sin tid om kløften mellem to kulturer, den humanistiske og den naturvidenskabelige. Kløften er der stadig, og den er muligvis blevet dybere.

Videnskaben i det 21. århundrede vil dog ikke nødvendigvis fortsætte ad de oven for beskrevne spor. For hundrede år siden blev alle forudsigelser om videnskabens udvikling gjort til skamme. Dagens spådomme er ikke sikrere end fortidens. Videnskab er, lykkeligvis, en uforudsigelig, menneskelig aktivitet, som altid har skabt overraskelser.

Og den sidste Einstein er nok ikke født endnu.

Den demografiske udvikling i Danmark

Det 20. århundrede blev vidne til fundamentale ændringer i dødeligheden, fertiliteten, familiedannelsen og den internationale migration. Også befolkningens størrelse og sammensætning er blevet anderledes. Hvad angår fertiliteten og dødeligheden, er disse forandringer i vid udstrækning en fortsættelse af udviklingstendenser, som allerede gjorde sig gældende i 1800-t.

Ligeledes har en væsentlig del af den økonomiske og sociale baggrund for ændringen af befolkningsforholdene været overgangen fra landbrugs- til industri- og servicesamfund og de hermed forbundne samfundsændringer. Mens 40% af Danmarks befolkning omkring 1900 var tilknyttet landbruget, er andelen hundrede år senere under 5%.

I løbet af århundredet voksede den andel af befolkningen, som bor i byerne, fra 40% til 85%. Den teknologiske udvikling og øgede produktivitet femdoblede levestandarden, ligesom der skete et stærkt løft i befolkningens uddannelsesniveau.

I løbet af århundredet blev den danske befolkning mere end dobbelt så stor og tæller ved indgangen til det 21. århundrede 5,3 mio. indbyggere. Samtidig er der sket en stærk aldring, således at andelen af 60-årige og derover er vokset fra 10% til 20%.

Den højere levestandard i form af bedre boliger og ernæring frembragte sammen med lægevidenskabelige fremskridt (fx vacciner og antibiotika) og sundhedsvæsenets udbygning en fortsat stigning i den gennemsnitlige levealder for både mænd og kvinder.

Infektionssygdommene blev bragt under kontrol, således at dødeligheden i dag først og fremmest er forårsaget af hjerte- og kredsløbssygdomme samt kræft. For mænd blev levealderen øget fra lidt over 50 år til 73 år og for kvinder fra knap 55 år til 78 år. Mens 10-15% af de levendefødte for hundrede år siden døde i det første leveår, er andelen i vore dage mindre end 1%. Ved 1900-t.s begyndelse kunne mindre end 1/5 af en kvindegeneration påregne at være i live på 80-års-fødselsdagen, hvorimod mere end halvdelen i dag kan påregne at opnå denne alder. Hvad angår mændene, døde 40% inden 50-års-alderen mod kun 5-10% i dag.

De stærkt forbedrede overlevelsesmuligheder har gjort tidlig død til en sjælden gæst i de enkelte familier og dermed et fænomen, som man til daglig ikke indregner i sin livskalkule. Det har igen bidraget til en tabuisering af emnet og fremmet den almindelige sekularisering med aftagende interesse for religion til følge.

Når det gælder fertiliteten, er århundredet karakteriseret ved en almindelig accept og udbredelse af familieplanlægning. Indtil slutningen af 1800-t. var fødselsniveauet for danske kvinder stort set konstant, ligesom der kun i begrænset omfang blev praktiseret fødselsbegrænsning. Men fra ca. 1890 til begyndelsen af 1930'erne faldt det gennemsnitlige antal levendefødte pr. kvinde fra knap fem til lidt over to.

De nye levevilkår i forbindelse med omdannelsen fra landbrugs- til industri- og servicesamfund måtte resultere i den lille familie. I forbindelse med urbaniseringen fik familieforsørgeren i mange tilfælde sin arbejdsplads uden for hjemmet, således at børnene ikke længere kunne deltage i forældrenes arbejde og dermed bidrage til familiens indtjening.

Den teknologiske udvikling stillede krav om øget viden, således at uddannelse fik tilsvarende større betydning. Det betød igen højere omkostninger ved at have børn. Med udbygningen af alderdomsforsorgen svandt endvidere motivet til at sikre sig så mange børn, at disse kunne forsørge forældrene i alderdommen. Endelig medførte den faldende dødelighed flere overlevende og dermed, at større familier skulle forsørges, og den skabte således et yderligere incitament til at iværksætte en fertilitetskontrol.

I forbindelse med ændringerne i levevilkårene skete der også dybtgående forandringer i befolkningens værdi- og normsystem, som på fertilitetsområdet var karakteriseret ved en begyndende åbenhed over for tanken om at gøre den menneskelige forplantning til genstand for manipulation og anvende de dertil nødvendige metoder.

Samtidig svækkede den geografiske og erhvervsmæssige mobilitet familiens og lokalsamfundets påvirkning af det enkelte individ, så det blev lettere at påbegynde familieplanlægning.

Pga. præventionsteknikkens beskedne udviklingsgrad og de tabuforestillinger, som langt ind i århundredet var knyttet til anvendelsen af egentlige præventionsmidler, blev afbrudt samleje den vigtigste metode til etablering af tobørnsfamilien.

Siden midten af 1960'erne er der indtruffet et yderligere fald i fødselsniveauet, som har bragt det gennemsnitlige antal levendefødte ned på 1,7 pr. kvinde. Bag denne fødselsnedgang ligger nye holdningsændringer i samfundet. De vigtigste af disse er en øget individualisme, og at idéen om økonomisk og social lighed mellem manden og kvinden i dag er alment accepteret. Denne opfattelse har fx givet sig udtryk i et højere uddannelsesniveau og en stærkt øget erhvervsdeltagelse blandt gifte kvinder.

I 1960 indgik kun 37% af kvinder mellem 25 og 45 år i arbejdsstyrken, mens det i dag er ca. 85%. Disse ændringer har gjort det hensigtsmæssigt at reducere børnetallet. Antallet af børn må ikke blive så stort, at det kommer i konflikt med de forventninger mht. uddannelse, erhvervsdeltagelse og levestandard, som nu næres af begge forældre. Det er endvidere blevet nødvendigt med et nyt fødselsmønster, som indebærer en højere fødealder, for at give kvinden mulighed for at uddanne sig og opnå fodfæste på arbejdsmarkedet.

Begrænsningen og udsættelsen af fødslerne er blevet lettet pga. nye, mere sikre og bekvemme præventionsmidler, nemlig p-pillen og spiralen, som blev tilgængelige i løbet af 1960'erne. Endvidere blev adgangen til at opnå legal abort stadig lettere, en udvikling, som kulminerede med indførelsen af fri abort i 1973.

Samme år gennemførtes en sterilisationslov, som gav mænd og kvinder over 25 år ret til at blive steriliseret. Den gifte kvindes varige indtræden på arbejdsmarkedet og den hertil knyttede fertilitetsnedgang kan ses som den endelige og konsekvente udmøntning af 1800-t.s idéer om ligestilling af de to køn. I dag er fødselsniveauet i Danmark og andre industrilande så lavt, at befolkningen ikke kan opretholde sin nuværende størrelse på lang sigt.

Også familien har undergået en række fundamentale ændringer i løbet af århundredet. Ved århundredets begyndelse og indtil midten af 1960'erne indgik næsten alle kvinder i en generation ægteskab, således at pardannelse og reproduktion stort set foregik inden for ægteskabets rammer.

Andelen af levendefødte uden for ægteskab i de første 60-70 år af århundredet var mindre end 10%. I samme periode faldt vielsesalderen for ugifte kvinder, fordi den stigende levestandard gav mulighed for en tidligere etablering af familien.

Takket være den faldende dødelighed blev stadig færre ægteskaber opløst pga. den ene ægtefælles død. Omfanget af skilsmisser var svagt stigende i de første godt 60 år af århundredet, men stadig af begrænset omfang. Da manden normalt var eneforsørger i ægteskabet, var de økonomiske muligheder for en opsplitning af parforholdet små.

De sidste 30-40 år har derimod været karakteriseret ved en faldende betydning af ægteskabet. Der indgås færre ægteskaber, flere opløses på grund af skilsmisse, og etablering af nye parforhold er blevet udbredt. Stort set alle parforhold påbegyndes papirløst og overgår først efter kortere eller længere tid til ægteskab.

Mens der således indtil midten af 1960'erne kun var et ubetydeligt antal papirløse samlivsforhold, boede mere end hvert femte par sammen uden vielsesattest ved århundredets slutning. Den stærke udbredelse af papirløse samlivsforhold i de yngre aldersklasser har medført, at næsten 50% af de levendefødte fødes uden for ægteskab.

Men 95% af alle levendefødte kommer til verden i parforhold, hvor de biologiske forældre bor sammen. De store forandringer mht. pardannelse og opløsning må også ses i sammenhæng med en øget individualisme og kvindens nye økonomiske og sociale rolle. Evnen til egen indtjening har gjort ægteskab mindre nødvendigt for kvinden som sikkerhed for forsørgelsen af hende selv og eventuelle børn. Hertil kommer, at sikre familieplanlægningsmetoder, herunder legal abort, har muliggjort faste parforhold uden fare for uønskede børn.

Ligeledes har kvindens muligheder for at klare sig selv økonomisk gjort det lettere at opløse ægteskaber, som ikke har kunnet indfri parternes forventninger. Endvidere har tilpasningsvanskeligheder i forbindelse med den ændrede rollefordeling i ægteskabet også bidraget til det øgede skilsmisseniveau. Kvindens deltagelse i arbejdsstyrken har medført flere kontakter og dermed større mulighed for dannelse af nye parforhold.

Endelig har Danmark i løbet af 1900-t. ændret sig fra en udvandrer- til en indvandrernation. I de første godt 60 år af det 20. århundrede havde Danmark først og fremmest udvandringsoverskud. Den altovervejende del af vandringsforbindelsen foregik med Vest- og Nordeuropa samt Nordamerika.

Antallet af indbyggere med fødested i Afrika, Asien og Latinamerika beløb sig til mindre end 1‰ af befolkningens størrelse. Disse forhold ændrede sig imidlertid afgørende i løbet af 1960'erne. Den sidste tredjedel af århundredet har været præget af et stigende indvandringsoverskud. Endvidere kommer indvandringsoverskuddet først og fremmest fra lande, som vi ikke tidligere havde nævneværdig vandringsforbindelse med, nemlig de såkaldte tredjelande, dvs. lande uden for Norden, EU-lande og Nordamerika.

Det er baggrunden for, at der er sket en stadig stigning i antallet af udenlandske statsborgere. Mens der i 1960 var ca. 40.000 udenlandske statsborgere i Danmark, svarende til mindre end 1% af befolkningens størrelse, er antallet i dag nået op på 1/4 mio.

Antallet af udenlandske statsborgere fra tredjelande er øget fra 6000 til ca. 180.000. Ved århundredets slutning udgjorde antallet af indbyggere med fødested i Afrika, Asien og Latinamerika 3% af befolkningen i Danmark. Det voksende antal statsborgere fra tredjelande skyldes for det første indvandring af gæstearbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien i 1960'erne.

I kraft af reglerne om familiesammenføring fik de deres ægtefælle og børn til Danmark. Også gæstearbejdernes børn har i vid udstrækning hentet ægtefællen i hjemlandet.

Antallet af udlændinge er endvidere steget på grund af flygtningestrømmen fra Asien og Afrika, som har været særlig mærkbar efter midten af 1980'erne. Hovedparten af flygtningene har ligeledes hentet ægtefællen i hjemlandet. Endelig er fertiliteten for kvinder fra tredjelandene højere end for danske kvinder.

Den generelle baggrund for det stigende indvandringspres fra Asien og Afrika er den store befolkningstilvækst, den beskedne økonomiske og sociale udvikling samt manglen på politisk stabilitet.

Men hertil kommer den stærke udvikling i kommunikations- og transportmulighederne. Gennem tv og radio vil indbyggerne i selv fattige lande i stigende grad være ganske velorienterede om den store forskel på levestandarden i Vesteuropa og deres eget land.

De forbedrede transportmuligheder har gjort det muligt i løbet af kort tid at komme fra mere fjerne egne af kloden til Europa. Asylansøgerne fra Sri Lanka og Somalia er et eksempel herpå.

En væsentlig rolle spiller også den hastigt voksende migrationsindustri, som mod betaling anviser flugtveje for asylansøgere, som ikke er i besiddelse af de nødvendige indrejsepapirer.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
03/09/2014
sthornval
03/12/2013
Redaktionen
19/07/2012
Ekspert
Brahde
Oprindelige forfattere
CJ
01/02/2009
DFavr
01/02/2009
ON
01/02/2009
PCMa
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki