identitet

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

identitet, anvendes i dagligsproget om de træk ved en person, der tilsammen kendetegner eller afgrænser personen som forskellig fra andre. I denne betydning svarer begrebet på mange måder til 'personlighed' og 'karakter'. I psykologiens historie bliver begrebet identitet først sat ind i en større teoretisk sammenhæng af Erik H. Erikson (jf. nedenfor). Ud fra en noget bredere tilgang til begrebet kan man skelne mellem tre forskellige teoretiske udgangspunkter.

Ét udgangspunkt tages i den socialpsykologiske og interaktionistiske tilgang, hvor man fokuserer på kommunikationen mellem mennesker, og hvor personlighed, karakter og identitet opbygges via relationen til andre. Denne retning går tilbage til de amerikanske psykologer William James og George Herbert Mead, som udviklede deres teorier i begyndelsen af 1900-t. Traditionen er bl.a. videreført af sociologen Talcott Parsons, som benytter samme grundtanke om de kommunikative relationer til også at beskrive samfundets organisering.

Et andet udgangspunkt tages i den fænomenologiske og humanistiske psykologi, hvor personens oplevelse af sig selv som et integreret hele, som én person, der handler, beslutter og vælger, er det teoretiske omdrejningspunkt. I denne tradition vil man typisk lægge vægt på oplevelsen af enhed på tværs af den livshistoriske udvikling. Til denne tradition hører bl.a. den tyske psykolog Charlotte Bühler, den amerikanske psykolog Rollo May og den danske psykolog Franz From.

Endelig er der en tredje tilgangsvinkel, som tager sit udgangspunkt i den psykodynamiske psykologi. Kernehypoteserne drejer sig om identiteten som noget kun delvis bevidst og identitetsdannelsen som en kontinuert proces, der bestandig reviderer den opnåede identitet ud fra såvel aktuelle og nutidige oplevelser som oplevelser, der går tilbage til barndommen. Til denne tradition hører bl.a. psykoanalysen og Carl Gustav Jungs analytiske psykologi.

I forlængelse af ovennævnte tre traditioner skelner man i psykologien mellem tre forskellige betydninger af begrebet identitet. De tre betydninger udelukker ikke hinanden, men opfattes som forskellige vinkler på personen.

1) Personen har en identitet i betydningen en række egenskaber og færdigheder, der alle tilsammen definerer personen som forskellig fra andre.

2) Personen oplever at være sig selv, at være den samme på tværs af sin livshistoriske udvikling og som værende i stand til at reflektere over sin udvikling, sin fortid og fremtid. Dette kaldes ofte selvidentitet.

3) Personen tilhører forskellige grupper og har i kraft af disse tilhørsforhold forskellige gruppeidentiteter, dvs. mere begrænsede sæt af egenskaber og færdigheder.

Man bemærker, at begrebet således på en gang betyder en persons varige ensartethed forskellig fra andre, men samtidig en ensartethed, som deles med andre, nemlig i form af diverse gruppeidentiteter.

Identitetsdannelse

Ifølge den amerikanske psykoanalytiker Erik H. Erikson dannes en persons identitet i en sammenhængende biologisk, psykologisk og social proces. Det første skridt i processen er dannelsen af et såkaldt kropsimago eller kropsbillede, dvs. en integreret forestilling om kroppen som et sammenhængende hele. Til dette kropsbillede knyttes via identificeringer en række primære egenskaber og træk.

Det er i første omgang forældrene, som barnet identificerer sig med. Ved hjælp af disse identificeringer dannes et jeg med en tilhørende jegidentitet. Identificeringerne med forældrene etablerer også en kønsidentitet, dvs. en seksuel orientering, som bl.a. er væsentlig for den senere række af identitetsskabende identificeringer. Førskolebarnet har etableret en grundlæggende identitet, som derpå differentieres og udvikles ved skolegang, uddannelse, beskæftigelse, ægteskabelige relationer m.m. De væsentligste dele af identiteten er fastlagt i og med puberteten, hvor personen har udviklet en endelig kønsidentitet og et grundlag for at foretage de vigtigste livsvalg.

Ifølge den første definition af identitet som en række egenskaber og færdigheder er det noget, der dannes konstant som en proces, der aldrig hører op. Der er væsentlige faser i identitetsdannelsen, som ikke kan gentages og gøres om, men der foregår også konstant en justering af identiteten. Vi bliver ved med at tilegne os viden og bliver ved med at lære nye færdigheder, at udvikle vores relationer til andre mennesker osv. På trods af denne konstante ændring oplever vi os alligevel som 'den samme'. Vi oplever det sådan, at vi forbliver den samme person, selvom vi ændres.

Dette andet aspekt af identiteten — oplevelsen af at være sig selv — er tit knyttet sammen med begreber som selvbevidsthed, selvrefleksion og selvidentitet, dvs. meget væsentlige egenskaber ved mennesket. Disse begreber betegner alle måder at beskrive det oplevelsescentrum, vi oplever os selv og vores omgivelser ud fra. Oplevelsescentrummet "slås til" om morgenen, når vi vågner, og "slås fra", når vi sover ind. Måden, vi oplever os selv og vores omgivelser på, har rod i vores identitet.

Udviklingspsykologisk knyttes selv-bevidstheden til kropsbilledet. Bevidstheden er en forudsætning for integrationen af selvbevidstheden og kropsbilledet, og begge identiteter dannes altså med rod i samme fænomen. Der er ikke en total overensstemmelse mellem det, vi oplever ud fra, og det vi oplever os selv som, og så vores identitet ifølge den første betydning. Vores identitet kan godt være anderledes, end vi selv oplever den — den kan opleves på en anden måde af andre mennesker og bliver det ofte.

I den tredje betydning af identitet som gruppetilhør beskrives etableringen af gruppeidentiteter eller sociale roller. Fra vores første sociale kontakter i børnehaven indgår vi i et utal af sociale situationer, hvor vi påtager os bestemte roller og udspiller dem i sociale relationer til andre.

En væsentlig del af børns leg er indøvelse af roller, hvorigennem barnet tilegner sig en række sociale færdigheder. For at indøve og spille rollen kræves der en identificering med rollemønstret. Det er dog kun et fåtal af rollerne, som indgår i identiteten. At spille rollen som cykelrytter eller fotomodel indebærer en momentan identificering, men ikke nødvendigvis, at de sociale egenskaber indlemmes i identiteten. Gennem opvækst, skolegang osv. selekteres en række egenskaber, som tilknyttes og udbygger identiteten.

Kønsidentiteten

er en af de mest afgørende dele af den samlede identitet. Den er på flere måder et fundament for de øvrige aspekter af identiteten. Man kan skelne mellem en biologisk, en psykologisk og en samfundsmæssig kønsidentitet, som ikke nødvendigvis stemmer overens med hinanden.

Den biologiske kønsidentitet er bestemt genetisk af kønskromosomerne. Den indebærer bl.a. en modningsproces, som kulminerer i puberteten med modningen af kønstrækkene. Inden denne modning er fuldført, er der dannet såvel en psykisk som en samfundsmæssig kønsidentitet.

Psykologisk set er mennesket ifølge psykoanalysen født uden køn, idet det psykiske køn er noget, der skal dannes i relationen mellem barnet og dets omgivelser. Ifølge psykoanalysen udgør den relation mellem barnet og dets forældre, som etablerer den psykiske kønsidentitet, et kompleks af såvel bevidste som ubevidste fantasier, idealer, følelsesbindinger m.m. Denne samlede struktur kaldes Ødipus-komplekset. Indholdsmæssigt er de psykiske træk, der definerer kønnene, variable og afhængige af den kultur, barnet vokser op i.

Derudover etableres en samfundsmæssig kønsidentitet i kraft af de kønsroller, som er gældende i et givet samfund. Også disse træk vil variere betragteligt afhængigt af kultur. I puberteten samles de tre kønsidentiteter — den biologiske, den psykiske og den samfundsmæssige — til et integreret hele.

I moderne vestlige kulturer kan man iagttage en udvikling i den psykiske og sociale kønsidentitet, der kan tolkes som et udtryk for, at den traditionelle opfattelse af to polariserede køn opløses. Specielt i subkulturer ses en leg med androgyni, hvor begge køn forsøger at integrere det modsatte køns karakteristika, samt forsøg på overskridelse af den biologiske kønsidentitet gennem transvestisme og transseksualitet.

Identitet og modernitet

I industrialiserede samfund, hvor der samfundsmæssigt kan skelnes mellem tre områder eller sfærer, nemlig hjemmet (intimsfæren), arbejdet (produktionssfæren) og det offentlige, er det ofte sådan, at det enkelte menneske har en primær identitet knyttet til hver enkelt sfære.

Hvor man tidligere klart var defineret ved et tilhørsforhold til en af sfærerne — fx manden med arbejde uden for hjemmet og kvinden i hjemmet — har ændringen af kønsrollemønstre og af arbejdslivet medført, at de fleste definerer sig selv ud fra flere sfærer på én gang.

Når man arbejder, er man én person, når man optræder i det offentlige (politiske aktiviteter, går til fester, går i biografen) er man en anden person, og når man er hjemme, er man en tredje. Det er forskellige værdier og egenskaber, der prioriteres i de enkelte sfærer.

Betragter man identitetsdannelsen ud fra en historisk synsvinkel, har det i de sidste par hundrede år i stigende grad været nødvendigt konstant at genskabe sin identitet. Før i tiden blev identiteten dannet ud fra det nære miljø og den sociale klasse, man var født ind i.

Når identiteten var etableret, var der kun tale om mindre differentieringer og tilføjelser til identiteten. Det var traditionen, der afgjorde ens identitet. I moderne tid er identitet noget, der hele tiden skal dannes, bl.a. fordi de sociale og kulturelle omstændigheder, man lever i, konstant ændres. Den britiske sociolog Anthony Giddens har beskrevet det moderne menneskes identitet eller selvidentitet, som han kalder det, som en størrelse, der til forskel fra før i tiden aldrig vil kunne etableres endeligt.

Hvor man tidligere var født til en bestemt identitet, er den i dag i langt højere grad personens eget ansvar. Det moderne menneskes livssituation er oftere kendetegnet af usikkerhed, tvivl og valgsituationer end førhen. Dette gør identitetsdannelsen til en varig livsbetingelse.

Identiteten er ifølge Giddens (og psykologer som Erik H. Erikson, Karen Horney og Ronald D. Laing) baseret på en "ontologisk sikkerhed", der har som opgave at afskærme mod angst og frygt. Den etableres tidligt i menneskets liv og er en forudsætning for, at personen siden hen kan have en kontinuert viden om sin egen historie.

Denne viden er nødvendig for at personen er i stand til at tænke over sig selv i relation til andre og i relation til sin egen historie. Det moderne menneske karakteriseres primært af sin evne til selvrefleksion, som er en definerende egenskab ved selvidentiteten.

Den konstante skabelse og genskabelse af selvidentiteten er dog ikke blot et individuelt projekt, men er led i en social udvikling, hvor sociale relationer og strukturer dannes og udvikles. Selvidentiteten kan ikke etableres i et tomrum, men kræver mange valg og beslutninger, som foretages sammen med andre.

Den stigende kulturelle pluralitet i de vestlige lande med mange sameksisterende etniske minoriteter har medført store kulturelle forskelle mellem folkeslags identiteter. Det har imidlertid også synliggjort eksempler på komplekse identitetsdannelser, hvor identiteten består af aspekter af forskellige sociale og kulturelle identiteter.

Personer med sådanne multikulturelle identiteter evner tilsyneladende at integrere vidt forskellige kulturer. Personen er således i stand til at udskifte hele værdisæt og kulturelle normer afhængigt af, hvilken sammenhæng vedkommende befinder sig i, og uden at det giver anledning til uoverkommelige identitetskonflikter. Der er her tale om en mere fleksibel identitetsdannelse end hos personer, der er opvokset og forbliver i samme kultur.

Selvom en fast og stabil identitet i en meget lang periode har været et tegn på psykisk sundhed og normalitet, er det muligt, at der fremover vil dannes andre normalitetsidealer, og at en varierende identitet ikke nødvendigvis vil være ensbetydende med, at personen har psykiske problemer.

Identitetsproblemer

De voksende krav, der stilles til det moderne menneskes identitet — at den er fleksibel, kan tilpasses mange forskellige situationer osv. — har også bevirket en stigning i antallet af mennesker med identitetsproblemer.

Disse problemer dækker et vidt spektrum af former fra vanskeligheder ved at forene modsatrettede krav til egentlige psykiske lidelser, hvor identitetsdannelsen er så ufuldstændig og usammenhængende, at det er meget vanskeligt at gennemføre et normalt liv.

Den psykiatriske diagnose "narcissistisk personlighedsforstyrrelse" (se narcissisme) anvendes om alvorlige identitetsproblemer, bl.a. kendetegnet ved, at identitetsdannelser fra personens barndom videreføres uintegreret i puberteten og det voksne liv. Identiteten veksler mellem en markant overdreven selvvurdering suppleret med fantasier om egen almagt og urørlighed og en udpræget mindreværdsfølelse og angst for kontakt med andre mennesker.

Fra nationalkarakter til etnicitet

Den moderne forestilling om en kollektiv identitet kan i videnskaben overraskende nok ikke spores længere tilbage i tiden end ca. 1950.

Som optakt til den psykologiske krigsførelse under 2. Verdenskrig begyndte de amerikanske antropologer Gregory Bateson, Ruth Benedict og Margaret Mead at studere de forskellige folkeslags "nationale karakter".

Med antropologiske metoder beskrev Mead de særlige amerikanske værdier og diskuterede, under hvilke omstændigheder amerikanere var villige til at kæmpe. Hun tilstræbte, hvad ingen antropolog havde vovet at gøre tidligere, at skrive om en større, kompleks kultur ved hjælp af den model om hele kulturer, der var udviklet gennem studiet af små, primitive samfund som det Samoa, hun havde gjort berømt i 1920'erne.

I 1946 publicerede Meads ven og mentor Ruth Benedict en antropologisk analyse af Japan, The Chrysanthemum and the Sword. Dette værk vandt større udbredelse end nogen af hendes etnografiske bøger. Uden at have været i Japan forsøgte hun at analysere grundtrækkene i den japanske kultur på basis af interviews med japanske krigsfanger.

Benedict skelnede mellem kulturer, der bygger på skamfølelse som Japan, og andre, der bygger på skyld som den vestlige. Denne metode blev paradigmatisk for forskningsprojektet om nationalkarakter. Men resultaterne forekom snart rigeligt generaliserende, og i stedet begyndte mange forskere under indflydelse af Erik H. Erikson i stedet at tale om "etnisk" eller "national" identitet i stedet for nationalkarakter.

Under 2. Verdenskrig deltog han i den allierede krigsførelse ved at udarbejde memoranda om virkningerne af ophold i undervandsbåde, udspørge tyske krigsfanger og foretage psykologiske studier af internerede krigsfanger.

Han påviste, at Adolf Hitler havde vundet den tyske ungdom for sig, fordi han personificerede ængstelse og fantasier hos en hel generation, som var vokset op med national ydmygelse, kulturel krise og økonomisk kollaps. Erikson kendte og beundrede Meads arbejder og udarbejdede sin tese om interaktionen mellem "jeg-identitet" og "gruppeidentitet" inden for rammerne af Meads nationalkarakter-projekt.

Trods al vaghed — eller måske netop på grund af den — slog begrebet om national identitet efter 1950 hurtigt an som betegnelse for fælles træk i adfærd og værdier i grupper og samfund.

Men i 1960'erne blev undersøgelser af den fælles nationale identitet erstattet af interessen for etnicitet — gruppetilhørsforhold. Den nye tendens blev proklameret i 1963 af Nathan Glazer og Daniel Patrick Moynihan i en undersøgelse af de etniske grupper i New York. Ifølge dem var USA slet ikke en smeltedigel, hvor alle indvandrere blev amerikanere, men en mosaik af etniske grupper, af afro-amerikanere, spansk-amerikanere og andre såkaldte bindestregs-amerikanere.

Kravene om metodisk forfinelse bidrog sammen med studenteroprøret i slutningen af 1960'erne, kvindebevægelsen og den almindelige sympati for alle undertrykte minoriteter til en i sig selv prisværdig opløsning af forestillingerne om faste og uproblematiske enheder, der kunne studeres under ét.

Ud røg al tale om national identitet, og ind kom interessen for race, klasse og køn. I 1990'erne er optagetheden af nationalisme og national identitet igen blusset op, bl.a. under indtryk af de politiske begivenheder siden opløsningen af Sovjetunionen.

Den videnskabelige udforskning af national identitet er ikke særlig gammel, men er uløseligt knyttet til de forestillinger om nationalitet, der fremgår af den almindelige sprogbrug.

Når grækerne kaldte andre folkeslag for barbarer, når de kristne klassificerede ikke-kristne som hedninge, og når kinesere eller 1700-t.s europæere kaldte andre folk for uciviliserede, gjorde de det for at placere dem i en underlegen position.

Der var fundamentalt set tale om en asymmetrisk relation. Når man kalder sig dansker, tysker, englænder eller franskmand, gør man derimod ikke de andre til barbarer, hedninge, vilde eller vantro, men forudsætter, at de andre tilsvarende kan sætte et navn på deres egen nationalitet. Nationaliteter anerkender altså implicit andre nationaliteter som tilhørende en sammenlignelig kategori.

Som oftest antager man, at ens egen identitet er bedst, men normalt vil vi ikke bestride andres ret til at tilhøre en anden national gruppe — selvom man kun undtagelsesvis vil dele sine egne privilegier med disse andre.

Den norske antropolog Fredrik Barth fremførte i slutningen af 1960'erne en social interaktionsmodel for etnisk identitet, der ikke antager eksistensen af en fast karakter eller essens for en gruppe, men i stedet undersøger, hvordan dens medlemmer definerer sig til forskel fra andre grupper.

Ifølge hans opfattelse er etnicitet et bundt af skiftende interaktioner snarere end en tæt vævet social organisation, der kan defineres præcist og entydigt. Det er netop denne skiftende og flygtige karakter ved etniciteten, der i 1960'erne og 1970'erne afholdt mange samfundsforskere fra at analysere den.

De fleste af dem, der trods alt har prøvet, er gået ud fra den simple — men forkerte — antagelse, at etniske grupper bebor et entydigt defineret, eksklusivt og velafgrænset territorium. Yderligere bidragende til vanskelighederne er, at etnicitet kun er en del af et kontinuum af sociale identiteter, der inkluderer såvel klasser som religiøse identiteter.

Studeret over et tilstrækkelig langt tidsrum kan disse forskellige typer af identiteter ændres. Etniske grænser handler om holdninger og eksisterer først og fremmest i menneskers bevidsthed. Symbolske grænsedragninger foretages normalt med ord — sprogene er trafiklys, der markerer, at man nu nærmer sig en barriere, som adskiller en gruppe fra en anden. Se nationalkultur.

Dansk identitet

Identitet. Hasidiske jøder foran Grædemuren i Jerusalem. Deres gruppeidentitet er tydeligt markeret gennem klædedragten — sort frakke, hat og slangekrøller, uforandret siden 1700-t.

Dansk identitet forstået som en persons eller en gruppes identifikation med Danmark og det at være dansk er et fænomen med et stærkt tids- og situationsbestemt indhold. Hvem der gennem tiden har identificeret sig med Danmark og dansk er vanskeligt at indkredse, bl.a. fordi kildematerialet især for de ældre perioder er så begrænset og ensidigt.

Tidlig dansk identitet

I vikingetiden og gennem middelalderen forekommer der eksempler på, at personer og grupper identificerede sig med Danmark og dansk. På den store Jellingsten fra perioden 965-987 — "Danmarks dåbsattest" — taler kong Harald 1. Blåtand om Danmark som et rige og danerne som et folk.

I Saxos vældige værk Gesta Danorum fra ca. 1200 om danernes bedrifter er ledemotivet kærlighed til fædrelandet, og det gennemgående tema kampen mod tyskerne. I et latinsk klagedigt fra 1329 over fædrelandets skæbne under fremmedvældet virker sorgen ægtefølt. Og i Den danske Rimkrønike fra ca. 1480 berettes der om de danske konger og deres kamp for deres rige og deres ret.

En tilsvarende dansk identitet møder vi under adelsvælden 1536-1660, hvor magten var delt mellem kongen og et meget begrænset antal adelige slægter.

Adelsmandens noget nær ubegrænsede økonomiske privilegier og sociale forrettigheder blev i den store lovsamling fra 1558 begrundet med hans pligt til at "vove sin hals for sin herre og konge og fædrenerigets frelse og landsens fred". Denne pligt var også admiral Herluf Trolles begrundelse for, at han og hans standsfæller bar de gyldne kæder, da han i 1565 stod ud på, hvad der skulle blive hans sidste togt mod svensken.

Rigens kansler Arild Huitfeldt udsendte omkring 1600 udtrykkeligt sin store Danmarks Riges Krønike"mit fædreland til ære og lov". Og en lang række tilsvarende adelige loyalitetsforsikringer over for kongen og fædrelandet kan fremlægges.

Hvem var det så fra Harald Blåtand til Frederik 3., der identificerede sig med Danmark og dansk? På forskningens nuværende stade må svaret nødvendigvis endnu have karakter af antagelser. Men fra første gang, en konge herskede over riget — eller søgte at skabe det — må ord som Danmark og dansk have indgået som afgørende begreber i hans selvforståelse og hans horisont.

Og også hos dem, der tjente ham personligt eller var hans mænd ude omkring i landet. Den brede befolkning var ikke en grå konturløs almue, men samfundets stærkt feudale struktur må have stået i vejen for en udvikling af nationale tanker og følelser. De, der gennem det lange tidsrum identificerede sig med fædrelandet, var efter alt at dømme magtens mænd og de, der tjente dem med sværdet eller pennen.

Enevælde og fædreland

Indførelsen af enevælden i 1660-61 ændrede ikke samfundet. Men enevoldsmonarken måtte herefter nødvendigvis stå over fædrelandet. Den nationale identitet, der så småt havde været ved at udvikle sig i borgerlige kredse i krigsårene op til statsomvæltningen, forsvinder stort set fra kilderne. De politiske begreber bliver nu kongetroskaben og en patriotisme, der omfatter alle kongens riger og lande og alle hans undersåtter.

Men 80 år senere brød en artikuleret danskhed pludselig igennem til overfladen. Unge borgerlige akademikere — Ludvig Holbergs elever, der var vokset op under indflydelse af oplysningstidens tanker og pietismens følelser — reagerede mod den enevælde, som de samtidig var dybt loyale over for.

De vendte sig mod kulturelt og sprogligt at være fremmede i deres eget fædreland. Ca. 1740 var København reelt tosproget: dansk og tysk; og mændene i den politiske ledelse, i topadministrationen og i den aristokratiske jordejende overklasse var enten fremmede eller havde tillagt sig de fremmedes tysk-franske kultur og sprog.

De unge danske kastede sig demonstrativt over deres fædrelands historie og deres modersmål; det sprog, som Holberg og hans elever havde arbejdet på at rense og modernisere for at gøre det til et ligeværdigt meddelelsesmiddel i forhold til hovedsprogene i oplysningens tjeneste. Modersmålet blev et demonstrativt udtryk for dansk identitet.

Omkring 1750 stod to fædrelandsdefinitioner uforenelige over for hinanden. Den ene var oplysningstidens kosmopolitiske fædrelandsbegreb — sammenfattet i udtrykket: Mit fædreland er, hvor jeg lever vel. Det vil sige: Hvor man uden hensyntagen til fødested og sprog levede som en nyttig borger og loyal undersåt.

Den anden hævdede, at fædrelandet var landet, hvor man var født og opvokset, hvis sprog man talte, og hvis fortid man havde del i. Mændene omkring Frederik 5. forsvarede forståeligt nok det kosmopolitiske fædrelandsbegreb og hævdede talentets forrang for fødested og sprog.

Også Holberg vendte sig på sine gamle dage mod begrebet: Kærlighed til fædrelandet. Men det var, fordi historien havde lært ham, at fædrelandskærlighed kunne udvikle sig til fremmedforagt og fremmedhad.

Trods censuren var det dog muligt at kritisere de fremmede og de mægtige, der levede i landet og af landet, men ikke nedværdigede sig til at tale dets sprog. Og efter Frederik 5.s død sejrede fødestedskriteriet over det kosmopolitiske fædrelandsbegreb.

Den unge Christian 7. blev præsenteret for ærbødige, men umisforståelige krav om at foretrække indfødte for fremmede — også hvis de indfødtes kvalifikationer var ringere. Et krav om eneret for kongens indfødte undersåtter blev ikke åbent fremsat. Men det stod at læse mellem linjerne.

Dansk og tysk

Struensees kortvarige tyske diktatur 1770-72 rystede enevælden og svækkede den multinationale stat. Ligesom det forstærkede en udvikling, hvor fremmed blev ensbetydende med tysk — uanset om fjendebilledet gjaldt kongens egne tysksprogede undersåtter i Slesvig og i Holsten eller tyskere fra syd for Elben.

De nye magthavere — med den borgerlige akademiker Ove Høegh-Guldberg som den centrale skikkelse — førte derfor en politik, der skulle sikre det fremvoksende borgerskabs opbakning bag styret og staten. Hæren skulle herefter kommanderes på dansk og ikke længere på tysk.

Og en latinskolereform i 1775 indførte undervisning i modersmålet og i fædrelandets historie på grundlag af politisk korrekte skolebøger, der skulle indpode de vordende borgere og embedsmænd kongetroskab og helstatsloyalitet. Bøger, som i de følgende årtier også trængte ud i den nye folkeskole og i de sognebiblioteker, som rationalistiske præster begyndte at oprette på landet.

Styrets mest markante gestus var dog loven om Indfødsretten i 1776. Den fastslog kort og godt, at for at få embede i staten skulle man herefter være født i staten — vel at mærke den dansk-norsk-tyske helstat. Loven var i sig selv bemærkelsesværdig. Fremmede forlæg er ikke fundet. Ikke mindre bemærkelsesværdig var imidlertid den spontane reaktion på loven i de danske byer, hvor begejstringen viste, at styret havde imødekommet borgerskabets nationale forventninger og følelser, således som de havde udviklet sig gennem den seneste generation.

Danskheden havde sejret. Men navnlig i hovedstaden fortsatte stiklerierne mod den tysksprogede og tyskkulturelle overklasse fra det borgerlige danske klubmiljø, der bag den aggressive facade følte sit kulturelle og sociale mindreværd. Længe afviste det tyske miljø at svare igen. Men i foråret 1789 udløste et litterært sammenstød over F.L.Æ. Kunzens opera Holger Danske den såkaldte Tyskerfejde.

Den kom til at vare et år, hvor tyskerne forsvarede sig med rets- og forstandsargumenter imod de følelsesladede danske krav om, at de skulle blive danske i sprog og levevis. Enkelte danske gik endda så vidt som til at angribe loven om Indfødsretten og hævde, at kongens tyske undersåtter kunne få embeder i Holsten og ikke andre steder.

Parterne talte ikke det samme sprog, og de kunne og ville ikke forstå hinanden. Men det sagte kunne ikke gøres usagt; og fejden efterlod det fjendebillede af tyskerne, som skulle blive en sørgelig, men sand bestanddel af dansk identitet i så mange år efter.

Identitet og politik

De, der omkring 1800 identificerede sig med Danmark og dansk, var hovedstadens og købstædernes middelklasse af embedsmænd, akademikere, mænd i liberale erhverv og større håndværksmestre og erhvervsdrivende. På landet var det embedsmænd, godsfunktionærer, en del af præsterne og nogle af de mindre og mellemstore godsejere. Tilsammen udgjorde de næppe mere end et par procent af befolkningen. Men det var dem, der udtrykte den magtfulde offentlige mening.

Det synes, som om den i en europæisk sammenhæng bemærkelsesværdigt tidlige udvikling af en national identitet hermed havde opbrugt det meste af sin kraft. Krigene 1801 og 1807-14 udløste tilkendegivelser, der både udtrykte den traditionelle kongetroskab og den nye nationale identitet; men under den politiske reaktion efter freden synes den fremtrædende politiske holdning at have været loyaliteten over for den enevældige Frederik 6. Men en ny udvikling var på vej.

Den brede befolkning mødte et Danmark som begreb og som realitet i de nye skolebøger efter 1814, når de unge rekrutter aftjente deres toårige værnepligt fjernt fra hjemmet, og når flere og flere rejste på de nye veje og med de nye dampskibe.

Det verdensbillede, skolen og kirken bibragte de unge, var dog frem til Frederik 6.s død i det væsentlige den traditionelle kongeideologi. På De Rådgivende Stænderforsamlinger i Roskilde og i Viborg mødte nogle få gårdmænd borgerlige politikere, der talte varmt om et fælles fædreland og en fælles folkelig oprindelse.

Det var de liberale, som i deres kamp mod enevælden og dens dansk-tyske helstatspolitik rejste det nationale banner, da de gjorde danskhedens sag i Slesvig til deres, blev nationalliberale, og bearbejdede den offentlige mening i deres hovedorgan med det politisk bevidst valgte navn Fædrelandet.

Først 1845, da bønderne mistede troen på, at kongen ville gennemføre landboreformer og gik sammen med de nationalliberale, ringede dødsklokkerne for enevælden og den gamle kongetroskab. På folkestyrets Christiansborg og i de nye aviser mødte gårdmændene de følgende år en dansk identitet i de nationalliberales politisk bestemte udlægning.

Foreløbig valgte de derfor at arbejde for egne konkrete mål. Men i slutningen af 1850'erne måtte de for at bevare den frie 1849-grundlov gå sammen med de nationalliberale. Og først da gennemdrev bøndernes ledere en effektiv national agitation i landbefolkningen. Det var derfor en bondestand med en ny og national identitet, der drog af sted i 1864.

Og som i skyggen af nederlaget — og i lyset af gårdmændenes økonomiske og sociale fremgang i årene efter krigen — rustede sig politisk og kulturelt på de nye grundtvigske højskoler til kampen om den politiske magt i det Danmark, der nu var blevet deres. Og hvor vintrenes højskoleophold hos landboungdommen skabte en romantisk inspireret tro på, at de — og kun de — repræsenterede det ægte og oprindelige danske folk.

Arbejdernes Danmark

Borgerskabet og gårdmændene havde gået vejen til en dansk identitet inden for det gamle agrarsamfunds rammer. Den unge arbejderklasse skulle i årene efter 1864 forholde sig ikke blot til de to etablerede klasser, men også til den nationale identitet, de havde udviklet.

Arbejdernes organisering blev mødt med politisk forfølgelse og politibrutalitet; og de svarede med at vende ryggen til det samfund, der bød dem så usle kår og hånede dem som fædrelandsløse svende. I 1871 tilsluttede de sig derfor demonstrativt Den Første Internationale.

Men året efter blev deres organisation revet op i Slaget på Fælleden. Efter nogle svære år vandt den reorganiserede arbejderbevægelse imidlertid voksende indflydelse på arbejdsmarkedet og i det politiske liv lokalt og på landsplan; og gradvis blev socialisterne socialdemokrater.

Troen på den internationale arbejderklasses sammenhold på tværs af landegrænserne mod nationalismen og kapitalen fik sit grundstød i 1914. På det tidspunkt havde det danske socialdemokrati dog allerede valgt at øve indflydelse som et ansvarligt regeringsbærende parti.

I 1924 kunne ældre arbejdere, der som drenge havde været med til at spæne fra husarerne på Fælleden, opleve, at partiet dannede sin første regering. Og ti år senere kunne Stauning med 45% af stemmerne bag Socialdemokratiet offentliggøre et nyt partiprogram og sejrssangen af samme navn: Danmark for Folket. I løbet af en menneskealder havde arbejderklassen udviklet sin egen nationale identitet, baseret på stolthed over det samfund, som det arbejdende folk selv havde opbygget.

Det er således først i mellemkrigstiden — hvor også de organiserede husmænd og landarbejdere havde gået deres vej til det nationale fællesskab — at det synes muligt at tale om en fælles dansk identitet. Som endda ikke var mere fælles, end at de store samfundsgrupper lagde noget meget forskelligt i de tanker, følelser og fremtidsforventninger, hvormed de identificerede sig med Danmark og dansk.

Nutid og fremtid

Hvorfor samfundsgrupper gennem tiden har valgt at gå ind i et større fællesskab og underkaste sig loyalitetskrav, der rækker langt ud over traditionelle standsinteresser og klasseskel, ved vi meget lidt konkret om.

En forklaring kunne være, at det på det tidspunkt var i deres egen velforståede interesse at gøre det. Det vil sige: Når de havde tilkæmpet sig en andel — økonomisk, socialt, kulturelt — i dette samfund. Eller måske snarere: Når de oplevede, at de stod umiddelbart over for at gøre det.

Fra midt i 1800-t. må påvirkningen fra den samfundsmæssige socialisering i skoler og organisationer og i medierne samt deltagelsen i det politiske liv og foreningslivet dog formentlig tillægges afgørende betydning.

Under den tyske besættelse 1940-45 oplevede det danske samfund stærke nationale spændinger og udladninger. Og i efterkrigsårene en tilsvarende afmattelse og en afstandtagen fra alt det forfærdelige, der ude og hjemme var sagt og gjort i det nationales navn.

Det nationale var der fortsat — som noget selvfølgeligt, men samtidig lidt fjernt — i en verden præget af genopbygning og kold krig. Men debatten om dansk deltagelse i de europæiske fællesskaber, EU, udløste — til forbavselse for mange — stærke nationale følelser både til venstre og højre i det politiske spektrum. Et specielt dansk fænomen var det imidlertid ikke.

Det nationale engagement — der efter 1945 mest markant havde manifesteret sig i de oversøiske områder i forbindelse med afkolonialiseringen og med de nye staters bevidste nationsopbygning omkring konstruerede sproglige og historiske fællesskaber — trængte nu op til overfladen også i Europa på begge sider af den mur, der faldt i 1989. Og navnlig i Øst- og Sydøsteuropa viste nationalismen sig at rumme vældige og ukontrollerbare kræfter.

I disse år fulgte en dansk national identitet stort set samme vej som udviklingen i det øvrige Vesteuropa. Mediernes umådeholdne dyrkelse af fænomener, der føles som fælles: kongehuset og sportsbedrifter på den internationale arena — og hos nogle også en frygt for flygtninge og indvandrere — er formentlig udtryk for en basal utryghed i en verden, hvor udviklingen løber meget hurtigt.

I forsøg på at fastholde fodfæste og orientering søger mange tilflugt i det nationale, fordi det opfattes som noget, der altid har været der, og altid vil være der. Også selvom erfaringen viser, at grænsen mellem fredelig nationalfølelse og aggressiv nationalisme hurtigt kan overskrides. Og selvom en fælles identifikation med Danmark og dansk synes at være et meget ungt historisk fænomen, som ydermere har vist sig at være stærkt situationsbestemt — og formentlig fortsat vil være det. Se også danskhed.

Sproglig identitet

Køn og alder er elementære vilkår, individet ikke kan sætte sig ud over, og som er afgørende for den enkeltes oplevelse af sin identitet. Med sprog forholder det sig på samme måde, selvom der her er tale om et kultur-, ikke et naturvilkår.

Sprog skal forstås i dobbelt forstand som dels det fælles udtrykssystem for nogle mennesker, dels det højst personlige indre sprog, der opbygges og udvikles gennem hele tilværelsen, specielt i barndommen. Det indre sprog er virksomt i store dele af bevidsthedslivet og bidrager til at give vore forestillinger form og forme vore forestillinger. Det indre sprog er med til at lagre vore erindringer og bestemme vore associationer.

Barnet tilegner sig et sprog, der bærer afgørende præg af miljøets materielle og kulturelle betingelser før og nu. Ethvert sprog rummer ideelt set de gloser, der dækker de mere varige udtryksbehov inden for nation, region og socialgruppe.

Ordene er bestemt af vekselvirkningen mellem natur og kultur netop dér; sprog i arktiske områder trækker andre semantiske grænselinjer end sprog i tropeområder, dialekter i egne præget af fiskeri har et differentieret system af gloser på andre felter end landbodialekter. Barnet tilpasser sig hvad som helst og har i de første år ingen valgmuligheder. Udviklingen senere i livet viser en stadig differentiering, bestemt af livsomstændigheder som uddannelse, interesser osv.

Dertil kommer, at det enkelte ords begrebsomfang og oplevelsesmæssige karakter skifter fra person til person. Man kender kun sine egne forestillinger om konkreter som 'hus, hund, telefon' og abstrakter som 'kærlighed, fred, nåde'. Mange samtaler går ud på at nå frem til andre menneskers anderledes forestillinger.

Således kommer sproget til at indtage en dobbeltfunktion som noget, individet dels deler med andre, dels har helt for sig selv. Både det første og det sidste kan give anledning til konflikter og grænseproblemer. I nogle lande giver to- og flersprogethed anledning til konfrontationer (fx Belgien og Canada), andre lande præges af fredelig sproglig sameksistens (fx Schweiz); nogle steder står de dialekttalende samlet over for et standardsprog (Norge), andre steder går skellet mellem de enkelte dialekter.

En vis sproglig egocentri synes at være udbredt; de fleste opfatter det sprog, de selv er vokset op med, som det naturlige. Afvigende varianter af sproget opfattes som fordrejninger, hvad enten de er bestemt af region, socialt tilhørsforhold eller alder. Mange ældre ser unges sprogvaner og udtale som fordrejninger og forsimplinger; Hellerupdrengens udtaleformer 'rat, fram' ('ret, frem') kan af forældrene tolkes som tegn på et ønske om at skifte sproglig identitet og tilslutte sig et andet værdisystem.

Nationalsproget som bærer af et lands identitet og historie træder frem, når landet er eller oplever sig som truet udefra, og nye nationer lægger ofte stor vægt på at opbygge deres eget sprog; på samme måde beskytter truede sprog sig ofte gennem purisme, dvs. udrensning af fremmedord og produktion af afløsningsgloser (islandsk steinolía ('petroleum'), norsk lommespiller ('walkman')).

Stærke emotioner kan vækkes, hvis ens sprog (nationalsprog, dialekt, sociolekt) anfægtes; man oplever det som en trussel mod ens identitet: Sproget fra ens egen verden underkendes. På samme måde kan sprogrettelser og andre indgreb fra udenforstående i ens personlige sprog og sprogbrug medføre stærke reaktioner, der bedst forklares med baggrund i sprogets ofte ubevidste forankring i identiteten.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Identitet. Hasidiske jøder foran Grædemuren i Jerusalem. Deres gruppeidentitet er tydeligt markeret gennem klædedragten — sort frakke, hat og slangekrøller, uforandret siden 1700-t.

© Dette billede må du ...

Identitet. Hasidiske jøder foran Grædemuren i Jerusalem. Deres gruppeidentitet er tydeligt markeret gennem klædedragten — sort frakke, hat og slangekrøller, uforandret siden 1700-t.

Viser 2 af 2 billeder | Tilbage til billedgalleri

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
19/08/2013
MHansen
05/08/2013
Redaktionen
05/07/2011
Ekspert
Brahde
Oprindelige forfattere
JL
31/01/2009
Koeppe
31/01/2009
OFel
31/01/2009
UOEs
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki