sentimentalitet

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

sentimentalitet, begreb, der i dag er mest kendt i sin nedsættende betydning, nemlig som udtryk for det overdrevent følelsesfulde, der også er sammenfattet i ordet føleri. I denne betydning kan det anvendes om et personlighedsmønster, en psykologisk tilstand eller et sødladent vemodigt stemningsleje, der med forkærlighed dyrkes i triviallitteratur, popmusik og film.

I æstetisk perspektiv er grænsen dog flydende for, hvad der kaldes sentimentalt, og hvad der fx kaldes rørende, følelsesfuldt eller gribende. Det afgøres ikke nødvendigvis af de specifikke følelsestilstande eller følelsesudtryk; det kan lige så vel være et spørgsmål om doseringen.

Den langsomme sats i en klassisk symfoni vil ofte blive kaldt følelsesfuld, men når den optræder på en cd, der alene består af langsomme satser, virker det som spekulation i sentimentalitet.

Anvendelsen af begrebet forbinder sig til en temmelig elastisk norm for, hvor megen plads følelserne bør have til rådighed, men også til en fornemmelse for, at noget følelsesmæssigt kræver en passende varetagelse, hvis det ikke skal korrumperes.

Ordet sentimentalitet kommer af middelalderlatin sentimentum 'følelse, sindsstemning', afledning af latin sentire 'føle, opfatte'.

Det var i 1700-tallets litterære England, at begrebet første gang kom i omløb, men dengang med en ganske anden betydning. Begrebet forbandt sig her til en intellektuel betoning af det følelsesfulde og patetiske.

Sentimentalitet var udtryk for sjælelig forfinelse; den indgik i forestillingen om en "skøn sjæl", for hvem sanselig modtagelighed og moralsk dyd fandt sammen i en højere enhed.

Følsomhedens sanselige dimension blev demonstreret af Laurence Sternes A Sentimental Journey (En følsom Rejse), der med sin udbredelse i Europa havde stor betydning for begrebets hurtige popularitet. Når Sterne kaldte sin helts rejse gennem Frankrig og Italien for sentimental, var det ikke mindst, fordi rejsen skildres som et forløb af stadig skiftende sanseiagttagelser. Bogen blev et af forbillederne for Jens Baggesens rejseroman Labyrinten (1792-93).

1700-tallets tro på, at der i følelserne og den sanselige modtagelighed ligger et reservoir for ægte humanitet, byggede på forestillingen om et broderligt fællesskab mellem følelse og intellekt.

Også Friedrich Schillers brug af begrebet i afhandlingen Über naive und sentimentalische Dichtung (1795-96) er præget af denne forestilling. Ifølge ham er det "sentimentaliske" et karakteristisk træk ved den moderne, reflekterede digtning. Denne står i kontrast til den klassiske, hvor digteren, fx Homer, er "naiv" i betydningen et geni, der spontant formår at tolke naturen. Denne mulighed var ifølge Schiller tabt for den moderne digter, der måtte overvinde afstanden fra naturen gennem en "refleksiv, sentimentalisk operation".

Tanken om en positiv forbindelse mellem følelse og intellekt, der dengang betød, at det sentimentale ikke stod i modsætning til det reflekterede, er ikke forsvundet for eftertiden. Men begrebet sentimentalitet synes uoprettelig ramt af det sene 1800-tallets kritiske opgør med følsomhedens tid og den senere romantiske bevægelse.

Når man siden har kaldt sig selv sentimental, har det haft karakter af tilståelse. Som når forfatteren William Soya om sig selv sagde, at han "som alle satirikere inderst inde er en sø af sentimentalitet". Den manglende kontakt mellem intellekt og følelser tages her for givet. Når følelserne hersker, har intellektet overgivet magten til det amorfe og udflydende.

Det hører til den nutidige forståelse af begrebet, at de fænomener, der kaldes sentimentale, ud fra en kunstnerisk betragtning ikke er ganske autentiske (se kitsch). Man mærker en hensigt, som ikke er moralsk, men drejer sig om at få et solidt greb i struben på publikum. Også her er det umuligt at sætte en entydig grænse.

Officielt spiller en kunstner ikke på publikums følelser med grove midler, men må gerne gøre det med finere. Appellen til en almen "livsfølelse" bliver sentimental, når det fornemmes, at grænsen overskrides i retning af det vulgære.

Der er dog sprækker i den kritiske brug af begrebet. Hvis der psykologisk er tale om et selvfornægtende mønster, nemlig en tilstand, man undskylder, når den spontant bryder frem, kan dette træk svækkes, når ens fornemmelse af at dele sin følelse med andre er til stede. Ret beset er alle venskabsbånd af sentimental art. Og et ritual, der bekræfter fællesskabet, består netop i, at de implicerede tilstår dets sentimentale karakter.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
25/11/2014
Ekspert
Brahde
Oprindelig forfatter
Dehs
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki