Søren Kierkegaard

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Søren Kierkegaard. Maleri fra 1902 af Luplau Janssen (1869-1927). Frederiksborgmuseet.

Søren Kierkegaard, Søren Aabye Kierkegaard, 5.5.1813-11.11.1855, dansk teolog, filosof og forfatter, født i København som den yngste af en søskendeflok på syv.

Om moderen, Ane Sørensdatter Lund (1768-1834), der oprindelig havde været tjenestepige i huset, ved man så godt som ingenting; efter de sparsomme kilder at dømme har hun været en lille kone med et jævnt og lyst sind. Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), var hendes modsætning og fik takket være sit skarpe intellekt, sin religiøse grublen og frodige fantasi en varig plads i børnenes bevidsthed.

Selv var Michael Pedersen Kierkegaard som dreng brudt op fra et ludfattigt liv på den jyske hede ikke langt fra Ringkøbing og havde som hosekræmmer i København lært sig at spinde guld på sine uldvarer; senere etablerede han sig som storkøbmand og boligspekulant og grundlagde dermed den formue, der blev den materielle forudsætning for hans yngste søns litterære virksomhed.

Efter studentereksamen fra Borgerdydskolen i 1830 begyndte Søren Kierkegaard at læse teologi, men brugte størstedelen af studietiden på især filosofi og romantisk litteratur.

Søren Kierkegaards forlovede, Regine Olsen (1822-1904), malet af Emil Bærentzen (1799-1868) i 1840; Københavns Bymuseum. Af hensyn til hendes renommé gjorde Kierkegaard sig umage for at lade Regine fremstå som initiativtager til forlovelsens ophævelse i 1841. Skønt Regine ikke omtales ved sit borgerlige navn ét eneste sted i forfatterskabet, slynger hun sig igennem det som en erotisk arabesk; i digterisk form træder hun læseren i møde i værker som Gjentagelsen (1843), Frygt og Bæven (1843) og Skyldig? — Ikke-Skyldig? (1845), der hver på deres måde tematiserer forskellige kærlighedskonflikter, men hun kan også vise sig ganske uventet, fx dybt inde i Philosophiske Smuler (1844), hvor det om forholdet mellem guden og mennesket hedder: Det Ulykkelige ligger ikke i, at de Elskende ikke kunne faae hinanden, men i at de ikke kunne forstaae hinanden.

Embedseksamen erhvervedes først i 1840, hvorpå han drog til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn; hjemkommet herfra forlovede han sig kort efter med den ni år yngre Regine Olsen.

Forlovelsen opløstes godt et år senere og fik indgribende betydning for det forfatterskab, der i februar 1843 påbegyndtes med Enten — Eller.

Bortset fra nogle dagbladsartikler havde Søren Kierkegaard forud for dette værk offentliggjort Af en endnu Levendes Papirer (1838), en forvokset anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand (1837), som ifølge Kierkegaard er kunstnerisk mislykket, fordi den mangler "Livs-Anskuelse".

For magistergraden havde Kierkegaard i 1841 forsvaret sin afhandling Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, hvori han ved den blanding af begrebslig analyse og behændig billedbrug, der også kendetegner det senere forfatterskab, både beskriver og bedriver ironien.

Forfatterskabet 1843-46

Søren Kierkegaards forfatterskab, der består af ca. 40 bogtitler og et tilsvarende antal dagbladsartikler, falder i to faser: 1843-46 og 1847-51. Udgivelserne fra 1855, hans sidste leveår, domineres fuldstændigt af kampen mod kirken som institution og mod den officielle kristendom.

Forfatterskabet, som det blev udgivet af Søren Kierkegaard (SK) selv

1838 Af en endnu Levendes Papirer
1841 Om Begrebet Ironi
1843 Enten — Eller, bd. 1-2 (udg. af Victor Eremita)
To opbyggelige Taler
Gjentagelsen (af Constantin Constantius)
Frygt og Bæven (af Johannes de silentio)
Tre opbyggelige Taler
Fire opbyggelige Taler
1844 To opbyggelige Taler
Tre opbyggelige Taler
Philosophiske Smuler (af Johannes Climacus, udg. af SK)
Begrebet Angest (af Vigilius Haufniensis)
Forord (af Nicolaus Notabene)
Fire opbyggelige Taler
1845 Tre Taler ved tænkte Leiligheder
Stadier paa Livets Vei (udg. af Hilarius Bogbinder)
Atten opbyggelige Taler (titeludgave)
1846 Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (af Johannes Climacus, udg. af SK)
En literair Anmeldelse
1847 Opbyggelige Taler i forskjellig Aand
Kjerlighedens Gjerninger
1848 Christelige Taler
Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv (af Inter et Inter)
1849 Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen
Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (af H.H.)
Sygdommen til Døden (af Anti-Climacus, udg. af SK)
Ypperstepræsten — Tolderen — Synderinden
1850 Indøvelse i Christendom (af Anti-Climacus, udg. af SK)
En opbyggelig Tale
1851 To Taler ved Altergangen om Fredagen
Om min Forfatter-Virksomhed
Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet
1855 Øieblikket, nr. 1-9
Dette skal siges; saa være det da sagt
Hvad Christus dømmer om officiel Christendom
Guds Uforanderlighed
Efter Kierkegaards død samlede professor Rasmus Nielsen de artikler, som mellem 1836 og 1855 blev offentliggjort i dagblade og tidsskrifter under SK's eget navn eller under pseudonym, og udgav dem i bogen S. Kierkegaards Bladartikler (1857).

Af værkerne fra den første fase er adskillige udgivet under pseudonymer. I disse gennemspiller Kierkegaard de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer, som for en senere tidsalder har gjort ham til en af eksistentialismens fædre.

Parallelt med denne produktion udsendte han en række religiøse taler, hvis restoplag i 1845 samledes under titlen Atten opbyggelige Taler. Disse såvel som alle senere taler udgav Kierkegaard i sit eget navn, bl.a. for at tilkendegive, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter.

Enten — Eller (1843), udgivet af Victor Eremita, består af to dele. Forfatteren til anden del, B eller assessor Wilhelm, skriver til A, førstedelens forfatter. A karakteriseres som æstetiker og har efterladt sig et særdeles sammensat materiale, der afspejler en ikke mindre sammensat type.

I hans papirer finder man bl.a. en serie sentenser samlet under betegnelsen "Diapsalmata", en afhandling om Wolfgang Amadeus Mozarts opera Don Juan, en analyse af "Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske", en hæsblæsende opsats kaldet "Vexeldriften" med muntre råd til enhver, der hellere vil dø af grin end kede sig ihjel, samt endelig tre traktater om forskellige kvindeskikkelsers møde med mænd, der bedrog dem og derved beseglede deres skæbne for stedse.

Til alt dette føjer sig den af A ifølge bogens udgivermystifikation fundne Forførerens Dagbog: I en romanlignende dagbogs- og brevform peges der tværs igennem sanselighedens sødme på det dæmoniske og fortvivlende i en rent æstetisk livspraksis.

Udvejen af den fortvivlelse, som æstetikeren ifølge assessoren havner i, er det etiske valg. Det, man vælger, når man vælger etisk, er ikke blot det gode, men forskellen mellem godt og ondt; man vælger, at det liv, man lever, skal anskues i lyset af denne afgørende forskel.

Det etiske valg består derfor i at "vælge sig selv": At vælge sig selv som den, der skal bære ansvaret for, hvad man selv gør. At vælge sig selv er at overtage sig selv, men det vil også sige at overtage den historie, gennem hvilken man selv er blevet til.

Søren Kierkegaard. Første bind af Enten — Eller (1843) indledes af 90 korte prosastykker, kaldet Diapsalmata, gr. 'mellemspil' eller 'omkvæd'. Disse tekster er spredte refleksioner, paradokser og stemninger af meget afvekslende karakter. Stedvis røbes en virkelighedserfaring af højst nutidige dimensioner, fristes man næsten til at mene: Det, Philosopherne tale om Virkelighed, er ofte lige saa skuffende, som naar man hos en Marschandiser læser paa et Skildt: her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skildtet er blot tilsalgs. Kierkegaards egen håndskrift, detalje fra trykmanuskriptet til Enten — Eller, 1842; Det Kongelige Bibliotek.

Etikeren Wilhelm mener, at et menneske kan "erhverve sig selv" ved således at vælge sig selv. Men det er netop denne opfattelse, som de efterfølgende pseudonyme værker sætter spørgsmålstegn ved. I Frygt og Bæven (1843) kredser forfatteren, Johannes de silentio, om Abraham som troens fader.

Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen, Isak, som han med hele sit liv hænger ved, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de silentio sætter troen den enkelte over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. Se også springet.

I Gjentagelsen (1843), der i en eksperimenterende romanform stiller det spørgsmål, om gentagelsen findes, antydes det, at den sande gentagelse er den religiøse: at få det liv igen, som er tabt for én. Gjentagelsen udkom samme dag som Frygt og Bæven.

I indledningen til Begrebet Angest (1844) tydeliggøres og sammenfattes kritikken af etikerens opfattelse. Pseudonymen Vigilius Haufniensis hævder, at etikken strander på synden, men at den kommer igen i skikkelse af den "anden" etik, som tager udgangspunkt i syndens virkelighed. Begrebet Angest er et i forfatterskabet skelsættende psykologisk værk, der indgående beskriver angstens fænomener og spørger, hvad angsten — eller det forhold, at et menneske kan ængstes — viser om det at være menneske.

Svaret er, at et menneske er et selv, der er uløseligt forbundet med den opgave at blive sig selv. Begrebet Angest beskriver, hvorledes denne opgave mislykkes, idet den enkelte gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. I denne angst vender mennesket sig bort fra det godes mulighed i dæmonisk indesluttethed (se også angst).

Denne bestemmelse af synd som selvskabt ufrihed fremsættes allerede i Philosophiske Smuler (1844), der udkom fire dage før Begrebet Angest. Pseudonymen Johannes Climacus vil skærpe forståelsen af troen og det kristelige. Han tager udgangspunkt i menneskekenderen Sokrates, der forudsætter, at et menneske har den sandhed i sig selv, som det skal lære at kende, og at det følgelig selv skal opdage sandheden.

Det eneste alternativ hertil er den opfattelse, at mennesket er i usandhed ved egen skyld, og at det ikke ved egen magt kan frelse sig selv. Herudfra udvikler Climacus forståelsen af det absolutte paradoks, at Gud, den evige, lader sig føde, lever, lider og dør som menneske. Se paradokset og øjeblikket.

Stadier paa Livets Vei (1845), udgivet af Hilarius Bogbinder, opruller, i lighed med Enten — Eller, en række konflikter mellem en æstetisk og en etisk livsholdning. I værkets første del, "In vino veritas", samles forskellige æstetikere til et drikkegilde for at tale om kvinden; dernæst træder assessor Wilhelm frem med traktaten "Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser", hvori han fører endnu et behjertet forsvar for den ægteskabelige lykke.

I værkets tredje sektion skimtes en religiøs livsholdning i "Skyldig? — Ikke-Skyldig?", der i dagbogsform reflekterer over de psykologiske motiver bag en brudt forlovelseshistorie, som stedvis ligner Kierkegaards egen til forveksling.

Læren om det absolutte paradoks udfoldes i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), der med Climacus som pseudonym, ikke-kristen forfatter er en efterskrift på 600 sider til Philosophiske Smulers 100 sider. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift rummer et skarpt opgør med Hegels systemtænkning. Det er i dette opgør, at eksistensbegrebet får sin særlige prægning hos Kierkegaard.

Et menneske er som eksisterende individ undervejs og i bevægelse. Med eksistens som nøglebegreb viderefører Climacus projektet fra Philosophiske Smuler, idet han skelner mellem to former for religiøsitet, A og B (se også stadielæren). Den første sammenfattes i sætningen: "Subjektiviteten er Sandheden", den anden i sætningen: "Subjektiviteten er Usandheden". Den første sætning betyder, at et menneske ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes (se inderlighed). Den anden sætning siger, at et menneske ikke af sig selv kan finde sandheden, men tværtimod skal have den meddelt.

I forfatterskabets anden fase, 1847-51, skærpes forståelsen af såvel det menneskelige som det kristelige. Kierkegaard hævder med stigende eftertryk, at den afgørende kategori er det enkelte menneske, "hiin Enkelte", men gør samtidig skarpere og skarpere en religiøst begrundet tanke om den fælles menneskelighed gældende (se den enkelte).

Dette går hånd i hånd med en stadig mere afgjort kritik af samtiden. Med den store novelle To Tidsaldre (1845) af Thomasine Gyllembourg som anledning leverer Kierkegaard i En literair Anmeldelse (1846) en indsigtsfuld karakteristik af det frembrydende moderne samfund; hans nøglebegreber er nivellering og lidenskabsløshed.

Forfatterskabet 1847-51

Efter udsendelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift og En literair Anmeldelse var det Søren Kierkegaards mening at indstille forfattervirksomheden og søge et præsteembede. Kort forinden havde han — bl.a. provokeret af en personligt meget nærgående anmeldelse af Stadier paa Livets Vei — udfordret det satiriske blad Corsaren, ved hvilket den pågældende anmelder, P.L. Møller, var skribent.

Ironisk overgivent bad Kierkegaard om at blive udskældt; bladets redaktør, M.A. Goldschmidt, replicerede straks ved i en række numre at udstille Kierkegaards særheder og fysiske skavanker i tekst og karikaturtegninger.

Episoden ødelagde ifølge Kierkegaard ikke blot hans gode forhold til den "menige mand", men afstedkom også en radikalisering i hans forståelse af lidelse, martyrium (pælen i kødet) og efterfølgelse, der herefter bliver den sande kristendoms kendetegn. Omslaget spores tydeligt i flere af skrifterne fra 1847 til 1851, forfatterskabets anden fase.

Søren Kierkegaard undlod bevidst at lade sine ansigtstræk forevige; hans udseende ville blot distrahere eftertidens læsning af forfatterskabet. I en periode mod slutningen af sit liv blev han uden at vide det dagligt iagttaget på sin spadseretur i Københavns gader af den unge xylograf Hans Peter Hansen (1829-99). Fra sit vindue i en høj stue eller mezzaninetage tegnede Hans Peter Hansen ham fra en let skrå vinkel. Kierkegaard er sommerligt klædt med bredskygget hat og uden overfrakke. Blyantstegningen er udført enten i 1853 eller i 1855, den 42-årige filosofs sidste sommer. Det formentlig vellignende portræt, der var i privateje indtil 1984, findes på Frederiksborgmuseet.

Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847) griber tematisk tilbage til de atten opbyggelige taler fra 1843-44, som sammen med Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845) slynger sig ind i det pseudonyme forfatterskab frem til 1846.

Disse tidlige opbyggelige taler, som vil bygge "hiin Enkelte" op etisk-religiøst, og som har et ensartet lyrisk-poetisk og meditativt særpræg, er udfordrende og appellerende, mens de senere kristelige taler er mere insisterende og polemiske, mere til opvækkelse end til opbyggelse. De gennemspiller en rig variation af temaer: forventning og tålmodighed, trods og tvivl, tab og trøst, anfægtelse, bekymringer, lidelse, rækkende fra selvforståelse og den kundskab, der bedrager, til selvfornægtelse og den kærlighed, der skjuler en mangfoldighed af synder.

Med viljen — at ville eller ikke at ville — som gennemgående tema peger de frem mod Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, hvis første afdeling er en skriftemålstale over sætningen "Hjertets Reenhed er at ville Eet"; heri beskrives forskellige former for tvesind, hvorved der anslås temaer, som udfoldes i de efterfølgende værker.

Kjerlighedens Gjerninger (1847) er på én gang en intens udlægning af næstekærlighed som den sande kærlighed og præcise beskrivelser af negative fænomener som mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge. Denne negative fremgangsmåde slår også igennem i Christelige Taler (1848), der især beskriver forskellige former for bekymring.

Den samme metode præger også hovedværket Sygdommen til Døden (1849), hvor Kierkegaard lader sit nye pseudonym, den kristne Anti-Climacus, tage tråden op fra Begrebet Angest og på en afsluttende måde formulere sit menneskesyn: Mennesket er en syntese, et forhold mellem uensartede størrelser, timeligt og evigt, nødvendighed og mulighed, men det er et forhold, der forholder sig til sig selv — som timeligt og evigt, som nødvendighed og mulighed.

Dette udfolder Anti-Climacus på en negativ måde, idet han beskriver og analyserer fortvivlelsens skikkelser, fortvivlelse forstået som det ikke at ville være sig selv. I anden del af bogen uddyber han analysen af fortvivlelsen ved at genfremsætte læren om synden.

Søren Kierkegaard. Begyndelsen af en optegnelse fra december 1847, senere anvendt i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (1848-49, udg. 1859): Den Enkelte er den Categorie, gjennem hvilken, i religieus Henseende, Tiden, Historien, Slægten skal. Og han, der stod og faldt ved Termopylæ, var ikke saaledes sikkret som jeg er det, der staaer ved denne Snævring den Enkelte.

Undervejs i forfatterskabets anden fase skærpes forståelsen af det kristelige for at nå en kulmination i Indøvelse i Christendom (1850). I første afdeling fremhæves samtidigheden med Kristus som troens betingelse; i anden afdeling beskrives forargelsens positive bevægelser frem mod trosafgørelsens enten-eller; i tredje afdeling fremhæves Kristus som forbillede og efterfølgelsen som den sande form for kristendom.

Men da forbilledet er den fornedrede, foragtede og forhånede Kristus, vil den kristne også komme til at lide for sin tro, fordi han skal bekende Kristus i verden. I fjerde afdeling trækker bogens pseudonym Anti-Climacus et skarpt skel mellem den falskt triumferende kirke og den sandt stridende kirke, hvormed han indvarsler angrebet på den etablerede kirke.

Fra perioden 1848-49 stammer også Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (udg. 1859) og Dømmer selv! (udg. 1876).

Journalerne

Efter udsendelsen af Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet i september 1851 trak Søren Kierkegaard sig tilbage fra den litterære offentlighed og helligede sig de "Journaler", som han siden 1833 havde ført med en stigende bevidsthed om deres senere offentliggørelse. Som i forfatterskabet aftegner der sig i journalerne et skift i 1846.

Før 1846 har notesbøgerne form af en litterær understrøm bag de udgivne skrifter; de er sprælske, åbne, eksperimenterende, den unge, veloplagte forfatters afsøgende indfald, penneprøver, skitser, notater fra forelæsninger og excerpter fra læste værker, fulde af brudflader, der skyder sig ud og ind i forhold til hinanden og til forfatterens eget liv. Frem til 1846 spores der flere forløb, hvor det ene udgøres af en række notesbøger, som Kierkegaard har mærket med bogstavparrene AA til KK.

Blandt disse udskiller sig JJ, der blev ført fra foråret 1842 til midten af 1846, og som i form minder om de senere journaler. Efter 1846 udgør journalerne en enstrenget kæde af ensartede protokoller, mærket NB1 til NB36, i alt 5700 sider.

De er introverte til det selvkredsende og apologetiske til det selvforsvarende; heri forholder Søren Kierkegaard sig tolkende og diskuterende til de udgivne skrifter og til deres såvel som deres forfatters skæbne i samtiden. Fra 1852 er journalerne stedet, hvor angrebet på kirken forberedes.

Kirkekampen 1854-55

De hen ved fire års tavshed udadtil blev brudt, da professor H. Martensen ved bisættelsen af Sjællands biskop, J.P. Mynster, i februar 1854 i sin mindetale betegnede den afdøde som et "sandhedsvidne". Dette blev anledningen til kirkekampen eller kirkestormen, hvor Søren Kierkegaard i adskillige avisartikler og derpå i ni numre af sit eget flyveblad Øieblikket (1855) polemiserede voldsomt og vittigt imod kirken og dens verdsliggjorte præsteskab.

En af hans paroler lød, at kristendommen var afskaffet i takt med sin udbredelse, hvilket kirkens øverste autoriteter i redelighedens navn burde vedgå (se kristenheden).

Under denne enmandsrevolution faldt Søren Kierkegaard bevidstløs om på gaden; han bragtes til Frederiks Hospital, hvor han døde efter fem ugers sygeleje. Under megen bevågenhed blev han af sin grundtvigske storebror, P.Chr. Kierkegaard, bisat fra Vor Frue Kirke og begravet i familiegravstedet på Assistens Kirkegård.

Litterær stil - eftervirkning

Søren Kierkegaard. Endnu mange år efter Søren Kierkegaards død kunne maleren Wilhelm Marstrand (1810-73), ligesom mange andre københavnere i hans generation, huske den spadserende og hyppigt samtalende Kierkegaard i Københavns gader. Efter erindringen udførte han i efteråret 1870 en række tegninger, såvel portrætter som helfigursfremstillinger af filosoffen. Marstrand blev muligvis tilskyndet hertil af vennen pastor Johannes Fibiger (1821-97). På denne tegning holder Kierkegaard sin paraply på ryggen, og hans ene bukseben stumper, en hentydning til det satiriske blad Corsarens karikaturer fra 1846, som Kierkegaard selv fandt meget ondskabsfulde. Privateje.

Søren Kierkegaards litterære kunst er et kapitel for sig. Hvis det således kendetegner megen filosofisk tænkning, at den befinder sig på et så højt abstraktionsniveau, at fantasien undertiden må komme læseren til undsætning, så er noget nær det modsatte tilfældet hos Kierkegaard. Næppe har man været indlagt til en kompliceret, dialektisk operation, før man sendes på et rekreativt ophold i en skrift, der folder sig ud i en fortælling.

Hans tekster svinger smidigt mellem begreb og billede, ligesom strækningen fra vittighed til alvor eller fra en dyb, dæmonisk patos til det nænsomme, næsten menuetagtigt sarte kan tilbagelægges med et par sætninger eller mindre. Ved denne genreblanding forlenes teksterne med en let puffende, udfrittende og stedvis antastende karakter, der knytter sig til Kierkegaards forestilling om, at den eksistentielle handling er læsningens sande konklusion.

Søren Kierkegaard er såvel filosofisk som teologisk en moderne klassiker. Han har navnlig haft afgørende betydning for de forskellige former for eksistenstænkning, der slog igennem i Tyskland i 1920'erne og i Frankrig i slutningen af 1940'erne.

Men Kierkegaards virkningshistorie er global, hvilket afspejles i oversættelser til alverdens sprog lige fra tysk, fransk, engelsk og spansk til hebraisk, russisk, polsk, litauisk, japansk og kinesisk, og mange flere er undervejs.

Den fornyede interesse for Søren Kierkegaard, som har gjort sig gældende siden 1980'erne, har særlig fremhævet den litterære og den tematiske mangfoldighed i forfatterskabet. En tekstkritisk og kommenteret udgave af Søren Kierkegaards Skrifter i 55 bind har været under udgivelse af Søren Kierkegaard Forskningscenteret i 1997-2013.

Søren Kierkegaards Skrifter online

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om Søren Kierkegaard i Dansk Biografisk Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Søren Kierkegaard. Første bind af Enten-Eller (1843) indledes af 90 korte prosastykker, kaldet Diapsalmata, gr. 'mellemspil' eller 'omkvæd'. Disse tekster er spredte refleksioner, paradokser og stemninger af meget afvekslende karakter. Stedvis røbes en virkelighedserfaring af højst nutidige dimensioner, fristes man næsten til at mene: Det, Philosopherne tale om Virkelighed, er ofte lige saa skuffende, som naar man hos en Marschandiser læser paa et Skildt: her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skildtet er blot tilsalgs. Kierkegaards egen håndskrift, detalje fra trykmanuskriptet til Enten-Eller, 1842; Det Kgl. Bibliotek.

© Dette billede må du ...

Søren Kierkegaard. Første bind af Enten-Eller (1843) indledes af 90 korte prosastykker, kaldet Diapsalmata, gr. 'mellemspil' eller 'omkvæd'. Disse tekster er spredte refleksioner, paradokser og stemninger af meget afvekslende karakter. Stedvis røbes en virkelighedserfaring af højst nutidige dimensioner, fristes man næsten til at mene: Det, Philosopherne tale om Virkelighed, er ofte lige saa skuffende, som naar man hos en Marschandiser læser paa et Skildt: her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skildtet er blot tilsalgs. Kierkegaards egen håndskrift, detalje fra trykmanuskriptet til Enten-Eller, 1842; Det Kgl. Bibliotek.

© Dette billede må du ...

Søren Kierkegaard. Første bind af Enten — Eller (1843) indledes af 90 korte prosastykker, kaldet Diapsalmata, gr. 'mellemspil' eller 'omkvæd'. Disse tekster er spredte refleksioner, paradokser og stemninger af meget afvekslende karakter. Stedvis røbes en virkelighedserfaring af højst nutidige dimensioner, fristes man næsten til at mene: Det, Philosopherne tale om Virkelighed, er ofte lige saa skuffende, som naar man hos en Marschandiser læser paa et Skildt: her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skildtet er blot tilsalgs. Kierkegaards egen håndskrift, detalje fra trykmanuskriptet til Enten — Eller, 1842; Det Kongelige Bibliotek.

Viser 3 af 3 billeder | Tilbage til billedgalleri

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
11/03/2014
Uffe Rasmussen
11/03/2014
Redaktionen
21/08/2013
Ekspert
Brahde
Oprindelige forfattere
Groen
31/01/2009
JGar
31/01/2009
NJC
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki