dødsfaldskendelse

dødsfaldskendelse, en af skifteretten afsagt kendelse om, at en person skal anses for afgået ved døden, hvorefter retsvirkningerne af dødsfaldet indtræder. En dødsfaldskendelse benyttes som bevis for dødsfaldet, hvis en dødsattest ikke kan udstedes, fx hvis den afdøde er forsvundet.

Det er et krav, at dødsfaldet kan anses for sikkert, hvilket vil sige, at der skal være praktisk vished for, at døden er indtrådt. Som eksempler på, at der foreligger praktisk vished om et dødsfald, kan nævnes skibskatastrofer som Hans Hedtofts og Estonias forlis, hvor et skib forliser i koldt hav, eller hvor et skib eller fly udbrænder totalt. Kan det ikke anses for sikkert, at en forsvundet person er død, falder man tilbage på reglerne om borteblevne personer, se dødsformodningsdom.

En dødsfaldskendelse kan afsiges efter anmodning fra enhver, der har retlig interesse i, at dødsfaldet fastslås. Dette kan fx være en ægtefælle, arving, legatar eller kreditor eller et forsikringsselskab. Retsvirkningen af dødsfaldskendelsen er, at den pågældende i enhver henseende anses for død.

I dødsfaldskendelsen angives det sandsynlige tidspunkt for dødsfaldet eller det tidligste tidspunkt, hvor personen efter det oplyste var død. Det seneste dødstidspunkt, der kan angives i kendelsen, er tidspunktet for kendelsens afsigelse.