forhandlingsmaksimen

forhandlingsmaksimen, grundsætning inden for den civile retspleje, der siger, at det er parterne, der frembringer processtoffet, dvs. de oplysninger, der ligger til grund for dommerens afgørelse. Det er sagens parter, der bestemmer, hvilke dokumenter der skal fremlægges, hvilke vidner der skal høres, om der skal være syn og skøn osv. Dommerens afgørelse i civile sager træffes alene på grundlag af de oplysninger, som parterne lægger frem. Forhandlingsmaksimen, forhandlingsprincippet, hviler på den antagelse, at sagens parter, som kender sagen og ved, hvori deres uenighed består, selv bedst kan fremlægge de relevante oplysninger. Dertil kommer, at det er parterne, der bærer udgifterne ved processuelle skridt som fx syn og skøn.

I sin rene form medfører forhandlingsprincippet, at dommerens rolle blot er mødelederens, der skal sørge for, at alt går rigtigt til, men i øvrigt ikke blande sig i parternes dispositioner, uanset om han bliver opmærksom på, at en part fører sin sag på en uhensigtsmæssig måde.

Tiden er imidlertid i nogen grad løbet fra denne opfattelse af parter som principielt lige stærke. Ligesom der på aftalerettens område er indført en række regler, fx forbrugerbeskyttelsesregler, der skal beskytte den svage part, er der også inden for civilprocessen efterhånden givet dommeren en række beføjelser, hvormed han får mulighed for at støtte den svage part — den såkaldte materielle procesledelse. Dommeren har således mulighed for at stille spørgsmål til parterne vedrørende det fremførte og endog mulighed for at opfordre en part til at føre bevis. Det er dog stadig sagens parter, der træffer afgørelse om bevisførelsens art og omfang.