nævningesag

nævningesag, straffesag, som efter Domstolsreformen behandles i byretten i 1. instans under medvirken af tre juridiske dommere og seks nævninger. I ankesager i landsretten medvirker tre dommere og ni nævninger. Skyldspørgsmålet kan således efter Domstolsreformen prøves to gange. Nævningesager er de alvorligste straffesager, hvor tiltalte har nægtet sig skyldig, og hvor anklagemyndigheden har påstået 4 års fængsel eller derover, samt straffesager, hvor der bliver spørgsmål om dom til anbringelse fx i institution for sindslidende eller i forvaring, og sager vedrørende politiske lovovertrædelser.

Skyldspørgsmålet afgøres af nævninger og dommere i fællesskab. I 1. instans kan den tiltalte kun findes skyldig, hvis mindst fire nævninger og to dommere stemmer for domfældelse. I landsretten skal mindst seks nævninger og to dommere stemme for domfældelse. Landsrettens domme i nævningesager kan kun ankes til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, som kan meddeles, hvis sagen er principiel eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Højesteret kan ikke tage stilling til skyldspørgsmålet.

Før Domstolsreformen blev nævningesager behandlet af landsretten som 1. instans under medvirken af 12 nævninger, der afgjorde skyldspørgsmålet alene, og hvis de fandt den tiltalte ikke-skyldig, var sagen afgjort, og den tiltalte blev frifundet. Fandt nævningerne tiltalte skyldig, skulle de tre juridiske dommere tage stilling til, om de kunne tiltræde denne kendelse. Fandt de juridiske dommere, at beviserne var utilstrækkelige, skulle sagen gå om for et nyt nævningeting, medmindre rigsadvokaten frafaldt tiltale. Dette system kaldtes den dobbelte garanti, fordi det forudsatte, at ingen tiltalt blev dømt, uden at såvel nævningerne som de juridiske dommere havde fundet ham skyldig. Højesteret kunne ikke tage stilling til skyldspørgsmålet, kun til strafudmålingen og til spørgsmålet, om der var begået formelle fejl ved sagsbehandlingen ved landsretten.