undersøgelseskommission

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

undersøgelseskommission, kommission med ikke-dømmende myndighed, der fra 1999 kan nedsættes af justitsministeren til at undersøge nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. En undersøgelseskommission skal nedsættes, hvis Folketinget vedtager det. Undersøgelseskommissionen har ikke dømmende myndighed, men kan få til opgave at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb. Den kan endvidere få til opgave at vurdere, om der er grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.

En undersøgelseskommission kan bestå af et eller flere medlemmer. Formanden skal være jurist, evt. byrets- eller landsdommer. Undersøgelseskommissionen kan foretage afhøringer under vidneansvar, og enhver har pligt til at udlevere materiale til kommissionen. Loven om undersøgelseskommissioner ophæver reglerne om kommissionsdomstole og undersøgelsesretter.

I 2003 blev der nedsat en undersøgelseskommission for at undersøge påstande vedr. en lang række kritisable forhold i Farum Kommune, herunder kommunens optagelse af lån og indgåelse af aftaler med organisationer og private virksomheder samt indgåelse af reklame- og sponsoraftaler mellem sportsklubber og private virksomheder med forretningsforbindelser til kommunen. Desuden skal kommissionen undersøge kommunens køb af fast ejendom, behandlingen af bygge- og plansager, herunder opførelsen af ungdomsboliger. Det samme gælder kommunens udgifter i forbindelse med restaurationsbesøg mv.

Ligeledes i 2003 blev der nedsat en undersøgelseskommission i den såkaldte Dan Lynge-sag, som knytter sig til politiets samarbejde med en person med tilknytning til rockerkriminalitet. Undersøgelsen skal bl.a. omfatte påstande om, at politiets samarbejde med Dan Lynge skulle have været af en sådan karakter, at der har været tale om agentvirksomhed i strid med Retsplejelovens regler, at politiet ikke skulle have taget de fornødne skridt i anledning af informationer fra Dan Lynge om bl.a. forestående attentater i rockermiljøet, og at Justitsministeriet i besvarelsen af et spørgsmål fra Folketinget skulle have afgivet urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.

I 2004 blev der nedsat en kommission til undersøgelse af den såkaldte skattefradragssag. Her undersøgtes det samlede begivenhedsforløb, som knyttede sig til, at skatteministeren ikke fremsatte forslag om regulering af en særlig fradragsmulighed. Den gav virksomheder mulighed for i udlandet at udnytte en adgang til, at et datterselskab skattefrit kan overdrage aktiver (herunder goodwill) til et nyt datterselskab. Efter danske regler om frivillig sambeskatning blev der derved skabt mulighed for at forøge grundlaget for skattemæssige fradrag for moderselskabet. Denne mulighed blev bl.a. udnyttet af TDC. Kommissionens undersøgelse omfattede endvidere de besvarelser, som regeringen har afgivet til Folketinget om sagen. Undersøgelseskommissionens rapport blev afgivet i juni 2006 og indeholdt kritik af ledende embedsmænd, men ikke af ministre.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/02/2009
Oprindelig forfatter
JPC
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki