Italien - retssystem

Italiensk ret har sine rødder i kanonisk-romersk ret, men er gennem tiderne blevet påvirket af fransk og tysk ret. Den borgerlige lovbog Codice civile fra 1865 havde mange lighedspunkter med den franske Code civil (se Code Napoléon).

Den nye Codice civile fra 1942 er i flere henseender et selvstændigt værk, der dog opviser fransk og tysk påvirkning. Lovbogen bar ved sin tilblivelse præg af, at staten og den katolske kirke var stærkt forbundne; således var skilsmisse ikke mulig. Først i 1970 blev skilsmisse tilladt ved lov efter en ophidset offentlig debat. Codice civile giver ligesom de andre kontinentaleuropæiske lovbøger regler om personers og familiens forhold samt regler om arv, ejendomsret og skyldforhold (obligationsretten); endvidere findes der en særlig del om arbejdet. Codice civile fra 1942 afløste både den tidligere civile lovbog og handelslovbogen og afskaffede dermed sondringen mellem borgerlig ret og handelsret. Foruden Codice civile findes der fire andre store lovbøger, en om civilproces, en om strafferet og en om straffeproces samt en, der indeholder reglerne om sø- og luftfart.

I sidste halvdel af 1800-t. blev italiensk retsvidenskab påvirket af den tyske historiske skole, der dyrkede retten som en eksakt videnskab, dvs. som et system, der hviler i sig selv uden kontakt med andre samfundsvidenskaber, og som ikke tager domstolenes retspraksis i betragtning. Det forplantede sig til domstolene, der fortolkede loven strengt efter ordet og de krav, som videnskaben stillede. Først i sidste del af 1900-t. har den realistiske retsvidenskab i USA, Tyskland og Skandinavien sat sit præg i Italien; i modsætning til tidligere tages der hensyn til rettens nære forbindelse med andre videnskaber og til den betydning, som retspraksis har for retsudviklingen.

Læs mere om Italien.