Sverige - retssystem

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Sverige hører sammen med Danmark, Finland, Island og Norge til den nordiske retsfamilie. Sverige deltager i nordisk lovsamarbejde, men svensk lovgivning er ligesom den danske og finske stærkt præget af medlemskabet af EU. Landet har været foregangsland i forbrugerbeskyttelsen. En Avtalsvillkorslag för konsumentförhållanden pålægger forbrugermyndigheden Konsumentverket at overvåge de næringsdrivendes aftalevilkår og at gribe ind, hvis de er urimelige. Den svenske forbrugerkøbelov (Konsumentköplagen) giver forbrugeren en mere vidtgående beskyttelse end den danske købelov. Der findes tillige en kreditaftalelov, lovregler om beskyttelse af forbrugere, der køber eller sælger fast ejendom, en forbrugerforsikringslov og en lov om tjenesteydelser, fx bilreparationer.

I Sverige kan ægtefæller få skilsmisse, hvis de er enige om det, og sagen ikke vedrører børn under 16 år. Er der børn under 16 år i ægteskabet, skal de gentage deres første begæring til retten efter en betænkningstid på seks måneder. En ægtefælle kan ensidigt opnå skilsmisse, blot ved at begære skilsmisse og gentage begæringen efter seks måneders betænkningstid. Begæringen er tilstrækkelig skilsmissegrund; retten spørger ikke om årsagen til skilsmissen, og svensk ret har ingen regler om, at en part for at komme ud af et ægteskab skal godtgøre, at den anden part er skyld i sammenbruddet.

Retstvister afgøres af domstolene; dog behandles mange handelssager ved privat voldgift. De almindelige domstole afgør privatretlige tvister mellem borgerne og dømmer i straffesager. I første instans afgøres sagen af en tingsrätt, hvis afgørelser kan indbringes for en hovrätt. Øverste instans er Högsta Domstolen, hvis tilladelse kræves til at få efterprøvet en hovrättsdom. Hertil kræves, at sagen har principiel betydning eller indebærer mulighed for en ændring i retspraksis. De almindelige forvaltningsdomstole afgør tvister mellem borgerne og offentlige myndigheder, herunder skattesager og sager om kørekort, byggetilladelser, navn mv. Sagerne behandles af länsrätter, hvis afgørelser kan appelleres til en af de fire kammerrätter. I disse sager er Regeringsrätten højeste instans, der ligesom Högsta Domstolen kun behandler sager, hvori der er givet en særlig procesbevilling. Der medvirker lægdommere (nämndemän) som meddommere i første og anden instans i familieretlige sager og i straffesager. Der er desuden specialdomstole for særlige sagsområder, fx Arbetsdomstolen, som hovedsagelig afgør tvister inden for den kollektive arbejdsret, og Marknadsdomstolen, der behandler konkurrence- og markedsføringssager og sager om forbrugerbeskyttelse, især de sager, hvor Konsumentverket er involveret.

Læs mere om Sverige.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
04/06/2009
Oprindelig forfatter
Lando
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki