illegal presse

Den illegale presse i Danmark

I Danmark var der under 2. Verdenskrig kun en langsom fremvækst af en egentlig illegal presse i modsætning til andre steder i Europa, men allerede i 1940 blev der udsendt ucensurerede nyhedsbreve til foreninger, firmaer, institutioner, politiske partier mv. En medvirkende årsag til den relativt langsomme fremvækst af en illegal nyhedstjeneste var bl.a., at befolkningen under hele krigen fik lov at beholde radioapparaterne og derfor havde mulighed for at lytte til svenske og engelske radioudsendelser, først og fremmest BBCs danske stemme. I Norge derimod blev radioapparaterne inddraget af besættelsesmagten, og den illegale presse opstod følgelig tidligere pga. et regulært behov for nyheder. Den norske illegale presse bevarede som en følge heraf et overvejende informativt præg hele krigen igennem. Den danske illegale presse måtte længe give opinionsstoffet første prioritet, og først da der i 1943 kom "norske tilstande" med en åben front mod besættelsesmagten, opstod der også i Danmark et regulært behov for en illegal informationstjeneste. Den blev fra august 1943 bygget op omkring det illegale nyhedsbureau Information.

I juni 1941 blev Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) forbudt, og dermed kom det første store "bidrag" til en illegal presse, idet partiets hovedorgan Arbejderbladet, under navnet Land og Folk, blev tvunget ud i illegalitet. Fra december 1941 udkom De Frie Danske, der havde en bred tværpolitisk baggrund og er besættelsestidens mest kendte illegale blad. Fra april 1942 udsendtes Frit Danmark, der blev det mest indflydelsesrige illegale organ og talerør for den bredest tænkelige tværpolitiske modstand mod tyskerne; bladets faste medarbejdere talte både kommunistiske og konservative modstandsledere. Frit Danmark blev det næststørste illegale blad, kun overgået af Land og Folk, der sammen med Dansk Samlings Morgenbladet og Information fortsatte som legale aviser efter 1945.

Efterhånden blev mange illegale blade fremstillet i bogtryk, og i besættelsestidens sidste faser fandtes der flere illegale trykkerier. Trykkemulighederne betød større oplag, men også øget risiko for afsløring, og de fleste illegale bladgrupper foretrak derfor at benytte både duplikator og trykkeri. Af sikkerhedshensyn blev fremstillingen af bladene ydermere splittet op og fordelt på forskellige grupper, der ikke kendte hinanden og kun stod i forbindelse via kurer. Hver gruppe stod for en bestemt fase i bladarbejdet: anskaffelse af papir, nyhedsindsamling, redigering, skrivning af stenciler, duplikering, adressering eller forsendelse.

Bortset fra i Frankrig er der kun få eksempler på, at den illegale presse har vundet varigt fodfæste på efterkrigstidens bladmarked. I Danmark var Information i 1997 det eneste overlevende af besættelsestidens 600 illegale blade. Se også modstandsbevægelse.