konvoj

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

konvoj, (af fr. convoyer 'ledsage'), større eller mindre antal handelsskibe, der sejler sammen under beskyttelse af ledsagende krigsskibe. Oprindelig var konvojen blot en beskyttelse mod sørøveri, og den funktion havde fx danske konvojer i Middelhavet gennem det meste af 1700-t., da Barbareskstaternes sørøvere var en konstant trussel mod danske og norske handelsskibe. Konvojering blev også foretaget af neutrale lande, bl.a. Danmark, for at sikre disse landes handelsskibe mod visitation og opbringelse af krigsførende magters krigsskibe og kapere. Det skete ud fra princippet Frit skib giver fri ladning; konvojchefen skulle stå inde for, at skibene i hans konvoj ikke medførte kontrabande, og i øvrigt om fornødent med magt modsætte sig visitation og opbringelse af konvojens handelsskibe. Storbritannien anerkendte aldrig princippet og ville ikke give afkald på visitationsretten. Det førte under Napoleonskrigene til gentagne stridigheder mellem danske og britiske krigsskibe og til krig med Storbritannien i 1801, da Danmark i 1800 havde tiltrådt et væbnet neutralitetsforbund for med den fornødne magt at hævde princippet.

Efter at Tyskland under 1. Verdenskrig havde proklameret uindskrænket ubådskrig den 1.2.1917, indførte Storbritannien konvojer for at sikre troppetransporter og forsyninger til landet. I disse krigskonvojer blev samtlige handelsskibe og dermed også neutrale skibe, der fulgte konvojen, anset for krigsførende skibe, der uden videre kunne opbringes eller sænkes. Under 2. Verdenskrig blev transatlantiske konvojer etableret tidligt i krigen, men tabene var meget store i de første år, da der kun kunne afses få skibe til konvojbeskyttelse. Fra 1943 vendte billedet, da der nu var tilstrækkelig med eskorteskibe, og de efterhånden blev udstyret med bedre detektions- og våbenudrustning samt fly; de mange konvojer — alene i 1943 214 konvojer med op til 90 skibe i de største — slap igennem med væsentlig mindre tab.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
31/01/2009
Oprindelig forfatter
OVen
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki