Bagmandspolitiet, populær betegnelse for Statsadvokaturen for særlig økonomisk kriminalitet (SØK). Bagmandspolitiet er landsdækkende og underlagt rigsadvokaten, og det blev oprettet i 1973 for at effektivisere bekæmpelsen af forbrydelser begået af "bagmænd". Opgaverne er især forretningsprægede berigelsesforbrydelser, når disse har et særlig betydeligt omfang eller er organiserede eller udført ved særlige metoder.
Under SØK hører Hvidvasksekretariatet, som har til opgave at indsamle, registrere og koordinere oplysninger vedrørende hvidvask af udbytte fra strafbare forhold og, i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET), finansiering af terrorisme.
SØK er ikke blot en normal anklagemyndighed, men tillige en politiafdeling. Efterforskning sker i samarbejde mellem politifolk og jurister, der yder bistand og fører tilsyn. Den særlige statsadvokat træffer afgørelse om tiltalen, og jurister fra SØK møder som anklagere i retten.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki