åbenbaring

© Gyldendal/British Library, London

Muhammed rider omgivet af engle til himlen på Buraq for at tale med de tidligere profeter. Muslimske lærde var kritiske over for brug af billeder, da de mente, det kunne give anledning til tilbedelse af det afbildede. Derfor er profetens ansigt tilsløret. Persisk bogmaleri fra en udgave af Nizamis Khamse fra ca. 1540; British Library.

åbenbaring, syn, vision, hvori det guddommelige giver sig til kende. Religionshistorisk set kan shamaner modtage direkte åbenbaringer af skytsånder eller af dyrenes herskere.

Religionsstiftere, fx Muhammed, har efter deres kaldelse modtaget råd, hellige budskaber og tekster fra deres gud.

Mystikere, fx Teresa de Jesús, har kunnet sanse Jesu krop eller opleve direkte enhed med Gud.

En profet som Ezekiel så Guds tronvogn og måtte sluge en hellig bogrulle for at kunne blive Guds apokalyptiske talerør. I antikken søgte man guddommelige tilkendegivelser gennem orakler og varsler. Se også vision.

Åbenbaringstanken står centralt i en række skriftreligioners selvforståelse. De ældste skrifter i Zarathustras religion er Ahura Mazdas åbenbarede ord om valget og kampen mellem det gode og det onde.

Hinduismens vedaer hævdes at have eksisteret i al evighed og er blevet åbenbaret til menneskene.

I islam blev Allahs åbenbaringer nedfældet direkte i Koranen.

© Gyldendal

Moses med De Ti Bud.

Jahves udvælgelse af Israel sker gennem åbenbaringer for enkeltpersoner: patriarkerne og Moses; styrelsen af folkets historie kommer til udtryk som "Guds ord" hos profeterne. Vedvarende er Guds vilje åbenbaret i Moseloven, som Moses modtog på Sinai som led i pagten mellem Gud og Israels folk.

I den antikke jødedom opstod en ny åbenbaringslitteratur i form af apokalyptikken, som fik stor indflydelse på den tidlige kristendom. I NT fremstilles Jesus som den definitive åbenbaring af Guds frelsesvilje; den endelige virkeliggørelse heraf vil først finde sted ved verdens ende. Efter Jesu død fortsatte åbenbaringerne gennem Helligåndens karismatiske virke.

Oldkirken måtte afgrænse sig fra gnosticismens hemmelige og montanismens nye åbenbaringer. Tanken var, at de direkte åbenbaringers tid var forbi.

Ved Helligåndens styrelse af kirken og dens tradition blev åbenbaringen kanaliseret gennem den kirkelige institution. Sideløbende udfoldede personlige åbenbaringsoplevelser sig i mystikken og dens tradition, om end undertiden i konflikt med kirken. En lignende udvikling kan ses i den rabbinske jødedom.

Den kristne åbenbaringstanke rejser to grundproblemer for teologien: spørgsmålet om Bibelens karakter af direkte åbenbaring (verbalinspiration) eller menneskeligt vidnesbyrd (historisk teologi; se Bibelen og teologi) og spørgsmålet om forholdet mellem åbenbaring og fornuftserkendelse.

Skolastikken søgte at bringe dem i samklang, mens Reformationen betød en tilbagevenden til den eksklusive skriftåbenbaring. Oplysningstiden og naturvidenskabernes gennembrud førte til en klar adskillelse.

Heroverfor har teologien delt sig i skabelsesteologiske, kulturteologiske og åbenbaringsteologiske retninger.

I 1900-t. har en eksistentialistisk åbenbaringsteologi haft stor indflydelse; se dialektisk teologi og Tidehvervsbevægelsen.