Djævelen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Djævelen, (af lat. diabolus, af gr. diabolos 'bagvasker', af dia- og afledn. af ballein 'sætte, kaste', dvs. 'sætte til hver sin side, så splid'), i Det Nye Testamente en af betegnelserne for de onde magters fyrste. Djævelen er skildret som en person og kaldes som sådan Satan, Beelzebul, Antikrist, fristeren, fjenden (Matth. 13,39) eller Den Onde (Matth. 13,19); ud fra en tolkning af Esajas 14,12 kom navnet Lucifer til.

NTs opfattelse af Djævelen må ses dels på baggrund af GT, hvor Djævelen kendes under navnet Satan (hebr. 'modstander'), dels i forhold til djævleforestillingerne i apokryferne, pseudepigraferne og Dødehavsteksterne. I GT omtales Satan kun tre gange (Job 1,6, Zak. 3,1-7 og 1.Krøn. 21,1); det er kendetegnende for disse tre steder, at selv om Satan optræder som frister og anklager, så hører han alligevel med til kredsen omkring Jahve, Israels Gud. Satan er således ikke beskrevet som en selvstændig magt. Det gammeltestamentlige gudsbillede levnede ikke plads for konkurrerende magter: Jahve er eneste Gud og derfor ophav til både lys og mørke, fred og ulykke (Ez. 45,5-7).

Det er gudsbilledet, monismen, der sætter grænserne for Satans selvstændighed. Men dette gudsbillede er samtidig med til at skabe behovet for en skikkelse, der i særlig grad har som opgave at bringe ulykker over mennesker (jf. dualisme). Den uretfærdige lidelse, som beskrives i Jobs Bog, bliver trods alt mere begribelig, hvis Satan har sin del af ansvaret for den. Tanken om Satan som et himmelsk væsen, der bringer ondt over mennesker, bidrog til at sikre den nødvendige distance mellem den retfærdige Gud og den uretfærdige lidelse.

Forestillingerne om en ond magt, der plager menneskene, videreføres i forstærket form i de ikke-kanoniske skrifter, apokryferne og pseudepigraferne, hvor Satan optræder under navne som Mastema, Belial eller Beliar, Djævelen og Azazel. Djævelen er i disse skrifter beskrevet som en ødelægger; han frister og anklager mennesker og omgiver sig med en hær af dæmoner. Fra ham stammer alt ondt, ja døden selv, (Visdommens Bog 2,24), og af ham har menneskene lært at handle ondt (1.Enok 9,6). Oprindelig var Djævelen en engel, der havde sin gang i himlen; men pga. sit hovmod og sit oprør mod Gud blev Djævelen forvist til Jorden, hvor han og hans dæmoner sidenhen har hærget. I disse skrifter er Djævelen Guds store modstander, som dog en dag skal besejres af Gud selv, hvorefter al sorg og pine er forbi. Hvor GT fastholder det monistiske gudsbillede, møder man i disse skrifter forestillinger, der er præget af dualistisk tankegang.

I Dødehavsteksterne er Djævelen skildret som en mørkets engel og kaldes som oftest Belial. Hans herredømme er tidsbegrænset, for i kampen mellem lys og mørke vil lyset sejre.

Også i NT møder vi opfattelsen af Djævelen som Guds modstander. I fristelsesberetningen sker fristelsen af Jesus ganske vist på Guds initiativ; det er Ånden, der fører Jesus ud i ørkenen for at fristes af Djævelen (Matth. 4,1-11). Men adskillige steder optræder Djævelen som en fjende, der modarbejder Guds frelsesplaner, og som Jesus bekæmper gennem sine helbredelser og dæmonuddrivelser (Matth. 12,22-29). I 1.Joh. 2,18ff opfattes Djævelen tydeligvis som en sådan modstander og kaldes ganske enkelt for Antikrist. Djævelens magt fremgår af betegnelser som "denne verdens fyrste" (Joh. 12,31) og "denne verdens gud" (2. Kor. 4,4). Grunden til, at Guds søn kom til verden, var da også, at han skulle tilintetgøre Djævelens gerninger (1.Joh. 3,8). I Johannes' Åbenbaring beskrives det endelige opgør som en kamp, hvor Satan besejres og kastes i ildsøen (Joh.Åb. 20,1-10). I NT anskues verden som en kampplads mellem godt og ondt; men en egentlig dualisme, som den kendes fra fx gnosticismen og zarathustrismen, er der ikke tale om.

I jødedommen fastholdes de gammeltestamentlige forestillinger om Djævelen, der dog spiller en meget tilbagetrukken rolle inden for jødisk teologi.

I Koranen, islams hellige bog, videreføres GTs og NTs forestillinger om Djævelen som en ond magt, der anklager og frister mennesker. Djævelen kaldes Iblis (afledt af gr. diábolos), og det fortælles, at han blev forstødt fra himlen, fordi han ikke ville kaste sig ned for Adam (sura 15,29ff). Som det er tilfældet i NT, understreger Koranen, at Djævelen til slut vil blive besejret og kastet i en sø af ild.

Forestillingerne om en ond magt, der kan beskrives i personkategorier, spillede en stor rolle i middelalderen, hvor forfølgelser af såkaldte hekse ofte skete ud fra den forudsætning, at disse personer var besat af eller havde indgået pagt med Djævelen. Djævlepagt er også motiv i legenderne om Dr. Faust; i Goethes Faust kaldes Djævelen Mefistofeles. Gradvis i takt med fremkomsten af moderne teknik og videnskab og i 1700-t.s oplysning blev forestillingerne om en personlig djævel for en stor del afvist og erklæret for uforenelige med en videnskabelig tankegang. I 1900-t. har afmytologiseringen i mange tilfælde ført til teologisk tavshed om Djævelen eller i det mindste til en mere abstrakt tale om "det onde" i stedet for Den Onde.

En særlig form for interesse for Djævelen findes inden for visse minoritetsgrupper, se satanisme.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
29/01/2009
Ekspert
Mull
Oprindelig forfatter
KiNi
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki