© Ancient Art & Architecture Collection/R. Sheridan
Patrick, Irlands nationale helgen, fremstillet som biskop. I venstre hånd holder han sin attribut, trekløvere, mens denne verdens ondskab og falskhed er symboliseret ved den slange, som han træder under fode. Glasmaleri i Gloucester Cathedral i det sydvestlige England.
Patrick, d. 17.3.461 (årstallet er omdiskuteret), Irlands apostel og værnehelgen, født i det vestlige England (Britannia) af kristne forældre.
Som stor dreng førtes Patrick som slave til Irland af sørøvere, men flygtede efter seks år til sin hjemegn, hvor han i et syn fik en kaldelse til at omvende irerne.
Ifølge traditionen rejste han til Gallien for at blive præsteuddannet hos biskop Germain af Auxerre; han blev bispeviet og sendt til Irland, måske i 432, hvor han udbyggede den eksisterende unge kirke, bl.a. ved senere at oprette Irlands første faste bispestol i Armagh.
Patrick, der har beskrevet sit liv i Confessio (Bekendelse), er ofte fremstillet med en trekløver (shamrock), fordi han ved hjælp af en sådan skal have forklaret treenigheden for de hedenske irere. Trekløveret er blevet et irsk nationalsymbol.
Patricks helgendag, Saint Patrick's Day, er den 17. marts. Dagen er helligdag i Irland, hvor den fejres med bl.a. kirkegang og processioner; i nyere tid er kulturfestivaler over hele Irland kommet til. Saint Patrick's Day er blevet en sekulær festdag til fejring af irsk kultur verden over, især blandt den irske diaspora, ikke mindst i USA, hvor Chicagofloden hvert år farves grøn, Irlands nationalfarve.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Viser 1 af 1 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki