Avesta

Avesta, zarathustrismens samling af hellige tekster. Avesta udgør kun en lille del af den oprindelige tekstmasse, som var opdelt i 21 nasker ('bundter'). Der findes værdifulde oplysninger om den tabte del af teksterne i værket Denkart fra 800-t., skrevet på pahlavi.

Avesta blev mundtligt overleveret, indtil den under sasanidernes styre i Iran omkring 500 blev nedskrevet med et dertil udviklet alfabet på 46 tegn, der muliggjorde gengivelse af enhver vokal og konsonant.

Den overleverede del af Avesta inddeles traditionelt i 1) Jasna (af yaz- 'ofre, tilbede'), som reciteredes af præsterne under jasnaceremonien, og hvoraf gathaerne (religiøse sange) udgør kap. 28-34, 43-51 og 53; 2) Visprat (af avestisk vīspe ratavō 'alle skytsherrer'), som indeholder tilbedelse af de beskyttende gudemagter; 3) Jashterne, hymner til enkelte jazataer, 'de tilbedelsesværdige'; 4) Khorde Avesta, 'Lille Avesta', der er bønneformularer især beregnet for lægfolk; 5) Vendidad 'loven mod dæmonerne', som indeholder omfattende renhedsforskrifter.

Avesta er affattet på en østiransk dialekt, der kaldes avestisk, idet den kun er kendt fra denne tekstsamling. Selvom kun gathaerne anses for at være digtet af Zarathustra selv, opfattes hele tekstsamlingen som inspireret af hans lære.

Den største samling af Avestahåndskrifter findes på Det Kongelige Bibliotek i København. Udforskningen af Avesta indledtes af Anquetil-Duperron, der i 1771 oversatte skriftet til fransk og kommenterede det.

Læs også om zarathustrisme.