menneskeofring

Arkæologiske vidnesbyrd

Det er tit vanskeligt at afgøre, hvorvidt menneskeofring afspejler sig i et arkæologisk kildemateriale. På helligsteder fra neolitikum er der i Vesteuropa fundet kranier og udvalgte knogler; der var næppe tale om menneskeofring, men om knogleritualer. Der er mange vidnesbyrd om, at kelterne i århundrederne f.Kr. udførte menneskeofring. I en offerbrønd ved Liptovská Mara i Slovakiet er kvinder ofret; døden skyldtes antagelig partering ved låret. På helligstedet Gournay-sur-Aronde i Nordfrankrig er mænd halshugget, og efter bortrådning af kødet udførtes ritualer med knoglerne. På offerpladsen ved La Tène i Schweiz er mænd hængt. Andre dramatiske fund behøver ikke at være menneskeofring; det gælder fundet af ca. 100 bevæbnede krigere uden hoved fra en helligdom ved Ribemont-sur-Ancre i Nordfrankrig. Det kan være dræbte fjender, som er opstillet som krigstrofæ. I Danmark må et skelet af en ung kvinde, dateret til ca. 3500 f.Kr. fra en mose ved Sigersdal i Nordsjælland, betragtes som menneskeofring. Et reb om halsen fortæller, at hun stranguleredes. Moseligene fra slutningen af bronzealderen og ældre jernalder opfattes som menneskeofring (se moselig). I enkelte rige grave fra vikingetid er fundet et "ekstra" skelet, hvor sporene viser enten halshugning eller hængning. Disse fund regnes for ofring af en træl ved gravlæggelsen. En sådan ofring omtales af den arabiske forfatter Ibn Fadlan i hans beretning om en vikingebegravelse ved Volga.