politologi

politologi, statskundskab, nyere betegnelse for den del af samfundsvidenskaben, der beskæftiger sig systematisk med studiet af politiske fænomener i al deres mangfoldighed. I engelsktalende lande benævnes studiet oftest political science, i Sverige og i Norge statsvidenskab.

I Danmark har ordet politologi vundet hævd som betegnelse for denne videnskab, og ordet politolog om dens dyrker. Da man i 1958 oprettede den første politologiske universitetsuddannelse ved Aarhus Universitet, valgte man navnet statskundskab, da betegnelsen statsvidenskab allerede var i brug om en økonomisk uddannelse ved Københavns Universitet.

Den akademiske grad cand.scient.pol. kan nu opnås ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet samt ved Syddansk Universitet: Odense Universitet. Men også ved landets øvrige universiteter foregår politologisk forskning.

Politologien, som i dag er repræsenteret ved de fleste internationale universiteter, henregner sin historiske herkomst til antikkens politiske filosofi, repræsenteret ved bl.a. Platon og Aristoteles. Fra 1500-1600-t. tillægges de videnskabelige arbejder af bl.a. Niccolò Machiavelli, Thomas Hobbes og John Locke stor betydning for udviklingen af studieområdet.

I samme periode oprettedes også enkelte europæiske lærestole, bl.a. i 1622 Johan Skytte-professoratet i vältalighet och politik ved Uppsala universitet.

I forbindelse med industrisamfundets vækst og den demokratiske udvikling opstod en tendens til arbejdsdeling og specialisering inden for samfundsvidenskaben i discipliner som økonomi, sociologi og statskundskab.

Som led i denne opdeling skete der en institutionalisering af politologien i USA i slutningen af 1800-t., bl.a. båret frem af den senere præsident Woodrow Wilson.

I flere europæiske lande, herunder Danmark, fandtes en spinkel tradition for studiet af staten og dens institutioner, men den moderne politologi vandt først indpas efter 2. Verdenskrig. Det var da oftest behovet for en alternativ uddannelse af offentlige embedsmænd mere end ønsket om politologisk forskning, der førte til videnskabens opkomst i de enkelte lande.

Traditionelt inddeles politologien i en række underdiscipliner, hvoraf de vigtigste er politisk teori, almen og sammenlignende statskundskab, international politik samt offentlig administration, i Danmark også betegnet forvaltningslære.

Politologiens forskningsfelt deles i nogen grad med andre videnskaber, især offentlig ret, økonomi og historie. Der findes også institutionaliserede grænseflader, fx politisk økonomi, politisk geografi, politisk psykologi og politisk sociologi.

Studiet af politik er en hovedbestanddel af politologien, men faget har ikke eneret på at beskæftige sig med dette emne. Faget er heller ikke domineret af en samlende metode, men præges af flere konkurrerende og hinanden supplerende tilgange.

Ved udgangen af 1900-t. karakteriseres politologien ofte som et løst sammenknyttet netværk af forskere og forskningsspecialer. Politologien er på den baggrund paradoksalt nok relativt stærkt organiseret internationalt med organisationer som bl.a. European Consortium of Political Research (ECPR).

I dansk politologi har der siden fagets grundlæggelse eksisteret en tradition for empiriske studier af politisk adfærd, især vælgeradfærd. Studiet af politiske institutioner, især Folketinget, centraladministrationen og kommunalpolitikkens institutioner, har også altid stået stærkt, mens politisk teori og komparativ politik har været mindre dyrket.

Interessen for normative spørgsmål, for staten som politisk fænomen og for udviklingen og legitimeringen af politiske institutioner er i de senere år vokset stærkt, ligesom den internationale politik efter den kolde krig har inddraget nye emner, herunder ikke mindst globaliseringen.

I metodemæssig henseende var dansk og international politologi indtil 1970'erne stærkt præget af den amerikanske behavioralisme. Efter nogle år med en drejning af faget mod forskellige former for kritisk og marxistisk orientering karakteriseres politologien i 1990'erne af en metodisk pluralisme, hvor kvantitativt og kvalitativt orienterede forskere kan supplere hinanden.

Forholdet mellem politisk praksis og politologisk forskning har været til debat, siden Max Weber rejste diskussionen. Ifølge den fremherskende, men dog ikke enerådende opfattelse, værdirelativismen, hverken kan eller bør politologen fremføre normative synspunkter, medmindre disse er begrundet i alment anerkendte værdier, eller i det mindste af forskeren fremlægges til åben debat med mulighed for modsigelse.