danske dialekter

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Danske dialekter. Kortene viser nogle centrale træk i danske dialekter

danske dialekter, stedbundne talte varianter af dansk sprog. Disse lokale talesprog kendetegnes ved bestemte kombinationer af sproglige træk; hvert enkelt træk vil teoretisk set også kunne forekomme i andre dialekter. Fx er æ for 'jeg' fælles for thybomål og sønderjysk, men i nord er æ kombineret med andre træk end i syd.

De linjer, isoglosser, der på dialektkort afgrænser sproglige træk, lægger sig ofte i såkaldte bundter, der af de talende opleves som afgørende skel; også et enkelt markant træk, fx den bestemte artikel, kan opleves på denne vis.

I dansk dialektforskning skelnes der traditionelt mellem tre hoveddialekter: østdansk, ømål og jysk. Østdansk er en fællesbetegnelse for bornholmsk og dialekterne i de gamle danske områder i Sydsverige; ømål dækker sjællandsk, fynsk og sydømålene. Se dialektkort til Danmark (sprog).

Vigtige kendetegn for klassiske danske dialekter er nogle gennemgribende træk vedrørende prosodi, vokalisme, konsonantisme, bøjningsforhold og ordforråd.

Prosodi

De vigtigste kriterier ved afgrænsning af forskellige dialekter omfatter apokope, stød og tonale accenter samt den såkaldte klusilparasit:

Apokope

Apokope, dvs. svind af to- og flerstavelsesords endevokaler, omfatter den udtaleændring, der fra 1100-t. medførte reduktion af -a, -i, -u i svagtryksendelser. I jysk svandt disse endelser helt (absolut apokope); i ømål, dvs. dialekterne på Fyn, Sjælland, Møn, Falster, Lolland og de omliggende øer, kan svind veksle med [-ə], skrevet -e, (fakultativ apokope). I bornholmsk er -a bevaret, mens -i og -u er blevet til [-ə]. Fx hedder 'komme' på jysk [kom:], i ømål [kɔm:] eller [ˈkɔmə] og i bornholmsk [ˈkɔm:a]. Apokope-isoglossen går altså gennem Lillebælt og øst om Endelave, Samsø, Læsø og Anholt, der hører til Jylland.

Stød og tonale accenter

Stød er det tilnærmede stemmebåndslukke, der findes ved især visse typer enstavelsesord både i dansk rigsmål og i dialekter nord for stødgrænsen, jf. kort 2. Stød mangler helt syd for denne grænse og udebliver i ord på stemt efterfulgt af ustemt konsonant af typen kant, hals, damp i den vestlige del af Danmark. Det medfører, at der i midtøstjysk er identitet mellem fx kant og kante og mellem damp og dampe. Et særligt vestjysk/nordvestfynsk stød optræder i visse gamle tostavelsesord og bevirker modsætning mellem fx jysk [kat] og flertal [kaʔt], mellem [kant] og [kanʔt] 'kante', mellem [dɑmp] og [dɑmʔp] 'dampe'; stødfordelingen mellem en- og flerstavelsesord er i disse tokonsonanttyper lige omvendt af rigsmålets.

I østslesvigsk opretholdes forskellen mellem ordpar som de nævnte ikke ved stød, men ved at enstavelsesord har stigende-faldende tone (accent 1), mens gamle to- og flerstavelsesord har faldende-stigende tone (accent 2), fx [hu:s], udtalt med accent 1 'hus' og med accent 2 'huse'. Der er altså lighed mellem østslesvigsk og svensk/norsk, især i svensk/norske dialekter med absolut apokope i alle typer gamle tostavelsesord. Også Ærø-Langeland med småøer har accent 1 og 2; men pga. den fakultative apokope forekommer distinktive ordpar - dvs. ord der bortset fra et enkelt lydligt element har samme form, men forskellig betydning - her kun inden for visse gamle tostavelsesord: fx drejøsk [ø:(ə)], udtalt med accent 1 'øje', med accent 2 'uge', idet gamle tostavelsesord med oprindelig lang vokal er trukket over under accent 1.

I fynsk er der reminiscenser af tonale ordaccenter, idet nogle typer enstavelsesord — inden for den gruppe, der har stød i andre dialekter — her har en stigende tone. Det geografiske centrum er Nyborgegnen, hvor flest typer har stigende tone, ikke blot ord på høj vokal som bi, by, ud, der har stigende tone over hele Fyn, men også visse typer ord med mellemhøje og lave vokaler, dvs. æ, fx degn, dreng, jævn, ø, fx gøgl, brønd, o, fx sol, å, fx sogn og a, fx havn.

Sjællandsk har fællesdansk stød i de samme ordtyper som rigsmålet; dertil kommer et særligt såkaldt kortvokalstød, gennemført i substantivers bestemte form ved visse klusil- og spiranttyper, således [ˈpʁɛʔstən] 'præsten' og [haʔən] 'hatten'. Dette stød forekommer også, men er ikke gennemført i andre bøjningsformer, fx [ˈhɔʔpʌ] 'hopper' og [ˈɛʔsʌ] pluralis 'esser' samt i visse ubøjede ord på -en, -el og -er, fx [ˈbɛʔkən] 'bækken', [ˈʁeʔfəl] 'riffel' og [ˈsoʔkʌ] 'sukker'. Sjællandsk har stød på andet led i visse sammensætninger, som ikke har stød i rigsdansk, fx [ˈky:ʌhɛʔst(ə)] 'køreheste' og [ˈvandɑmʔp(ə)] 'vanddampe'.

Det sydlige Sjælland og de sydlige øer har hverken stød eller tonale accenter. Det samme gælder Bornholm; den specifikke intonation her med høj tone på svagtryksstavelserne er et fast ledsagefænomen og bevirker ikke betydningsmodsætning mellem ord, der i øvrigt er ens.

Klusilparasit

Udtrykket betegner, at visse ord i udtalen tilføjer varianter af klusilerne k eller g svarende til andre dialekters stød, fx [bitj], [nytj], [huks] for 'bi', 'ny', 'hus'. Fænomenet forekommer med varierende former i vendsysselsk, nordvestjysk, vest- og østslesvigsk, sydsamsisk og ældre fynsk.

Vokalisme

Udtalen af de gamle lange vokaler udviser stor variation og bidrager derved til underopdeling af dialekterne; fx findes gammelt langt [e:] kun bevaret i bornholmsk og centralsønderjysk, hvor lyden dog glider mod [e:j], mens alle andre dialekter har diftongerne [i:ə], [e:ə], [ej:ə] og vestfynsk [ɛj]. I jysk er diftongeringen ikke gennemført, og de enkelte ord kan variere geografisk i form, fx kan ordet 'se' i jysk optræde som [ˈsi:ʔə], [se:ʔ], [si:ʔ], [sikj], [setj] og [ˈsejkjə]; den sidste form findes mellem Ringkøbing og Limfjorden. Diftongering har også ramt det lange [ø:]: Over for vestfynsk [hojʔ] og [ˈlojs(ə)] står østfynsk og øvrige ømåls [ˈhy:ʔə] 'hø' og [ˈly:əs(ə)] 'løse'; jysk har heller ikke her gennemført diftongeringen. Diftongen [u:ə] for gammelt langt [o:] findes i nørrejysk, fx [ˈku:ən] 'kone'; i udlyd høres dog [ow]: [skowʔ] 'sko'. I ømål korresponderer [u:ə] med rigsmålets lange å-lyd: [ˈskʁu:ʔə] 'skrå'; vestfynsk har dog [ɔw]: [skʁɔwʔ] 'skrå'. På Mols og Nordsamsø findes træk som delabialisering (bortfald af rundet læbestilling), fx nordsamsisk [gʁi:ʔən], der betyder både 'grin' og 'gryn'.

Konsonantisme

Karakteristisk er [w-] og hv-/hj- i forlyd, jf. kort 3; det hedder fx i sallingjysk [wask] og [hwiʔt] for 'vask' og 'hvid'. I forlyd udtales k-lyd foran fortungevokal som kj- og som den palatale klusil [tj-] i bornholmsk, vendsysselsk og det nu forsvundne Husumdansk i Sydslesvig. Også i danske ømål er der sket en palatalisering af k-lyde, som tilmed her er blevet identiske med oprindeligt tj- i ord som tjene. Det palatale klusilkompleks blev i ærøsk åbnet til den samme spirantlyd som i tysk ich, fx [ˈçy:ʌ], [ˈçɛ:nə] for 'køre' og 'tjene'. K-lydens udtale i nogle ømål fremgår af nedenstående diagram, som viser, at gammelt k(j) og tj først falder sammen i lyden [tj], der altså på Ærø udvikler sig til [ç] og på Lolland, Falster og Møn restitueres til [k], samtidig med at tj-"fejlagtigt" trækkes med: 

126418.401.jpg
 

Den såkaldte klusilsvækkelse af gammelt p, t og k efter vokal viser analoge udbredelsesmønstre for p og k: Til gammelt p i 'tabe, taber' svarer fx i sydligt sønderjysk [ta:f], [ˈta:fə] og i ømål [ta:w], [ˈta:wʌ]. Til gammelt k i 'bage, bager' svarer på de samme lokaliteter hhv. [ba:ç], [ˈba:çə] og [ba:(w)], [ˈba:(w)ʌ]. Hvad [t] angår, er billedet mere kompliceret; lydvariationen kan bevirke, at et ord som 'ude' i jysk optræder i hele seks forskellige former: [u:r], [ˈu:ə], [u:ð], [uð:], [u:j] eller [u:].

En anden eftervokalisk udvikling består i, at ord med gammelt nn, tn og nd, fx 'tynd', 'bund', 'vind', udvikler en anden n-lyd eller et andet nasalkompleks end gamle forbindelser med enkelt n, fx 'ven', 'søn'. Sjællandsk og visse nord- og nordøstjyske mål danner en undtagelse; her er der sket restitution, så der nu kun er én n-lyd som i nuværende rigsdansk. Ordene 'tynd', 'bund', 'vind' hedder fx i vendsysselsk [tøjʔ], [bɔjʔ], [wejʔ], i sydsamsisk [tø:ʔj], [bɔ:ʔj], [we:ʔj], med nasalklang og i mønsk [tøð] el. [tøj], [bu(ŋ)] og [veð] el. [vej], ligeledes med nasalklang. En del andre konsonanttræk viser tilsvarende stor variation.

Bøjningsforhold

Bestemthed. Ved substantiver har vest- og sønderjysk foransat bestemt artikel, fx æ mand, mens det øvrige Danmark og Norden har efterhængt artikel, manden. Skellet mellem foransat og efterhængt artikel er blevet kaldt den berømteste dialektgrænse i Danmark. Den foransatte artikel, der tidligst kan spores fra omkring 1500, er en hjemlig nyskabelse og ikke et tysk lån. I nogle sogne i Hanherred mellem Thy og Vendsyssel kan visse for de talende intimt bekendte ting, hvoraf der eventuelt kun er ét eksemplar, undvære bestemt artikel ligesom proprier, fx manden gik ud i stald, dvs. sin egen stald, sol er ikke stået op endnu, da der kun er én sol.

Køn

I vendsysselsk, djurslandsk, samsisk, gammelt ømål og bornholmsk er der bevaret tre køn som i fx islandsk og tysk. Forskellen mellem han-, hun- og intetkøn ses fx i kendeordene: vestfynsk [i mɔ:ʔ] 'en mand', [ˈmɔ:ʔi] 'manden', begge med nasalklang, [ən kown(ə)] 'en kone', [ˈkownən] 'konen', [əd hyws] 'et hus', [ˈhywsət] 'huset'. I vestjysk er ord, der betegner tællelige genstande, fælleskøn, mens der henvises med det eller noget til ord, der betegner stof eller masse, fx æ egetræ i vor have, den er stor og egetræ, det er bedst til møbler.

Ordforråd

Der er også ordgeografiske forskelle mellem danske dialekter, fx kok vest for Storebælt og hane øst for, jysk skydsel 'brødspade' over for ømåls grissel. De enkelte mål kan have flere eller færre særgloser, således fx sønderjysk [ø:f] 'kalde, råbe', af gammelt nordisk øpa, bornholmsk horra 'dreng', opr. 'hyrde', pibel 'pige', sammentrukket af pige-bælg, med bælg i betydningen 'lille barn'.

Dialekter og regionalsprog

Klassisk dialekt som ovenfor beskrevet kan formentlig nu kun undtagelsesvis høres med alle træk bevaret hos den samme person. Udtyndet dialekt eller regional dialekt har færre træk bevaret, og de er ikke så stabilt repræsenteret som i klassisk dialekt. Det samme gælder for såkaldt regionalsprog, dvs. lokalt rigsmål med et tydeligt egnsbestemt islæt. Se også dialekt og tonesprog.

Centrale træk i danske dialekter forekommer også undertiden i andre sprog. Stød eller stødlignende fænomener forekommer med distinktiv funktion bl.a. i visse sprog i Sibirien. Ordtoner findes fx i kinesisk, thai og serbokroatisk og her ligeledes med distinktiv funktion. En artikulatorisk parallel til vestjysk stød foran ustemt konsonant forekommer fx i britiske dialekter, men her uden distinktiv funktion. En parallel til den danske stødvariant klusilparasit findes på europæisk grund fx i lettisk, i litauisk, i gamle rhinske og flamske dialekter, i rætoromansk og visse gamle franske og norditalienske dialekter samt i norsk Østerdalsmål.

I begrænset omfang kan w forekomme i nordskandinaviske mål, fx i forlyd foran vokal i svensk dialekt i Dalarna og i konsonantforbindelser i forlyd især i syd-svensk. Gammelt hv- er i den største del af Norge blevet til kv-, men i et betragteligt område ved Oslofjorden findes desuden gv- og v-, fx kvit, gvit og vit for adjektivet hvid; h- foran vokal har ikke været så stabilt i nordskandinavisk som i dansk: Tab af h- kan således konstateres i Sunnmøre i Norge samt i Dalarna og Roslagen i Sverige.

Alle nygermanske og nyromanske sprog med undtagelse af rumænsk har foransat artikel. Norsk og svensk har udviklet såkaldt dobbeltbestemthed, fx den gamle mannen. I visse nordsvenske dialekter forekommer øget brug af bestemt artikel, fx kan man blive bjuden på ölet och brännvinet 'budt på øl og brændevin'. I nogle finlandssvenske mål har bestemt form helt erstattet ubestemt form, og bekendthed udtrykkes da på anden vis end ved artikelbrug. Betydningsbestemt køn, jf. jysk stofgenus, forekommer i nogen udstrækning i nederlandsk og i udpræget grad i visse vestfrisiske dialekter.

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+25655316.601.svg (839.49 kB)

Danske dialekter. Kortene viser nogle centrale træk i danske dialekter

Admin

04/02/2009

[+316904.601.svg (5.17 kB)

Admin

04/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/10/2010
Ekspert
ONT
Oprindelige forfattere
IEjs
29/01/2009
JL
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki